1944 – Russisk angreb på Nordnorge

Oslo, RB.

Sovjetrussiske flyvemaskiner foretog ved 9-tiden i går et kraftigt angreb på Kirkenes i Nordnorge. Beboelseskvarteret Haganæs blev igen ramt af sprængbomber. Fire beboelseshuse blev totalt ødelagt, og ni andre blev så stærkt beskadiget, at de er ubeboelige. I alt blev 56 personer husvilde. En stor brand, der opstod i Haganæs, blev under meget vanskelige forhold slukket af mandskabet fra det civile luftværn. Bombemaskinerne, der var ledsaget af jagere, nedkastede også bomber et par steder i nærheden af Kirkenæs, fortrinsvis mod civilbefolkningen og beboelseshusene. Man ved endnu ikke, om der gik menneskeliv tabt under angrebet. Over 30 fjendtlige flyvemaskiner blev skudt ned.

Kilde: Kolding Folkeblad, 18. august 1944.