1943 – Tyskerne kræver Kolding Havn udvidet betydeligt

Trods sommerferien var Byrådet i Kolding indkaldt til et ekstraordinært møde tirsdag den 20. juli. Mødet var lukket og strengt fortroligt, så end ikke pressens repræsentanter fik lov til at overvære det. Mødet drejede sig om nogle tyske krav, der var blevet fremsat, og borgmesteren, landsretssagfører V. Juhl, aflagde beretning.

Borgmesteren oplyste, at der fra tysk side var krævet en betydelige udvidelse af Kolding Havn. Arbejdet skulle udføres af 1.500 mand tyske specialtropper fra Organisation Todt, der skulle bo i en række barakker, som tyskerne agtede at opføre flere steder i byens udkant. På det udvidede havneterræn var det tyskernes hensigt blandt andet at opføre et skibsværft til bygning af hurtigbåde. Fra Byrådets side blev der svaret “NEJ” til udvidelse af havnen, mens man tilbød tre mindre pladser forskellige steder på havnen. Desuden har Byrådet fremført, at Kolding meget vanskeligt kan brødføde yderligere 1.500 mand. Sagen er nu blevet oversendt til ministeriets afgørelse, og i Kolding lever man i håbet om, at der definitivt bliver sagt NEJ til de tyske krav. Det kan i øvrigt oplyses, at tyskerne for øjeblikket i byens periferi udfører forskellige forarbejder, der stærkt tyder på antiluftskytsstillinger.

Kilde: Det illegale blad: De Frie Danske, 5. august 1943, nr. 10, 2. årgang.

1943 – Lidt om værftsplanerne i Kolding

[…]

Der har gået mange rygter om skibsværft i Kolding. Det har været “lige ved” længe – og efterhånden kunne Koldingenserne nok være lidt interesseret i at høre hvordan planerne ligger i øjeblikket. Vi har i den anledning henvendt os til erhvervschef Høy, der i et års tid har arbejdet meget energisk med planerne, og det var også en af de første planer, han tog fat på, da han som erhvervschef kom til Kolding. Som gammel Marstaller måtte temaet interessere ham, og fra mange sider, ikke mindst blandt kyndige shipping-mænd, blev han animeret til at arbejde med sagen.

Elektrisk svejsede jernskibe på samlebånd

Da skibsbygmester Larsen, Nykøbing Mors, søgte en plads, trådte vi i forbindelse med ham. Da vore forhandlinger med ham strandede, kom der ganske kort tid efter forhandlinger i gang til anden side med interesserede shipping-folk. Vore planer gik nu ud på at få oprettet et jernskibsværft, der skal specialisere sig i små, hurtigtgående, elektronisk svejsede jernskabe på indtil 180 tons dødvægt. Det vil nemlig uden tvivl blive den skibstype, der efter krigen vil blive meget stærk efterspørgsel efter til indenrigsfart og til farten på Østersøen. Sådanne skibe kan naturligvis ikke bruges i dag på grund af materialemanglen, men ganske givet vil den tendens, der blev mere og mere fremtrædende efter den sidste krig med at gå over til jernskibe, udvikle sig i endnu højere grad efter denne krig.

Sidste gang fik vi en meget følelig konkurrence i denne skibstype fra Holland, hvor typen blev bygget af såkaldte “klampehuggere”, rundt om ved de hollandske kanaler, og som i stor udstrækning solgtes til Scandinavian, hvor de gik ind og erstattede træskibene indtil en vis grad.

En moderne svejsehal på havnen

Efter denne krig vil der imidlertid ikke kunne bygges sådanne skibe af klampehuggere, idet der vil blive stillet helt anderledes krav med hensyn til selve skibets bygning og udstyr, således at der i dag kræves et virkelig værft med moderne svejsehal m.m. For øvrigt er det jo heller ikke givet, at konkurrencen fra Holland denne gang vil blive så meget generende.

Hvem skal man have til leder af et sådant værft?

Selvfølgelig er det de hollandske skibsingeniører, der er specialister i disse skibstyper, de bedst egnede til dette formål – men en jernskibsmand vil der jo ikke blive brug for lige straks, antagelig først, når verden har trukket sig i lave igen og normale forhold bliver genoprettet. Men grunden til, at man allerede nu ønsker at anlægge et værft, er for det første, at Kolding Havn pt. foretager en udvidelse af Nordkajen, og man ønsker da i denne forbindelse at sikre sig den bedst mulige plads, der både med hensyn til beliggenhed og bæreevne vil være rationelt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. maj 1943.

1942 – Kolding-forsvar for provinshavnene

Krav om fyldig repræsentation for provinshavnene i den bebudede kommission.

Da Rigsdagen behandlede loven om udvidelse af Skagens og Frederikhavns havne, blev der fra flere sider fremsat den påstand, at landet har for mange havne og trafikminister Gunnar Larsen bebudede, at der skulle nedsættes en kommission til at undersøge forholdene. Stads- og havneingeniør C. A. Lassen, Kolding, tager nu i Købstadsforeningens tidsskrift til til orde for at forsvare havnene.

Han siger bl.a., at landets store kyststrækning og de gunstige betingelser for havnebygning er en gave fra naturen, som ellers har været karrig over for Danmark med naturrigdomme. Disse naturlige betingelser har kystbyerne søgt at udnytte. I væsentlig grad er bygningen sket ved havnes egne midler. Værdien af 82 danske havne (foruden København og statshavnene) beløber sig til ca. 140 mill. kr. De årlige havneudgifter andrager ca. 10 mill. kr. og indtægten af pladsleje ca. 2 mill. kr.

Når man tager i betragtning, hvilket fortrinligt hjælpemiddel der herved er skabt for handel, industri, søfart, landbrug og håndværk, må det vist erkendes, at det her drejer sig om et beskedent beløb, tilvejebragt ved provinshavnenes egne midler, bortset fra de senere års statstilskud til fremme af beskæftigelsen. Om den bebudede kommission bemærker ingeniøren, at undersøgelsen kun kan være til gavn, forudsat at kommissionen får en alsidig sammensætning, og at dens kommissorium kommer til at omfatte alle vore transportmidler. Statsbanernes fragtpolitik og den mindre skibsfart bør inddrages i undersøgelserne, og det må forventes, at provinshavnene, som i dette forhold bliver den anklagede part, får en fyldig repræsentation i kommissionen.

Han mener, at Københavns Havn må se med beklagelse, at trafikken på provinshavne øges, og bag Københavns Havn står de større rederier, som alle har sæde i København. Under normale forhold vil statsbanerne være interesseret i, at varerne indføres og udskibes i så få havne som muligt, hvorved der bliver de størst mulige jernbanefragter. Repræsentanterne for de byer, der er så heldige at have en stor statshavn, som udbygges og vedligeholdes af staten, har let ved at kræve taksterne nedsat. Det er således stærke kræfter, de kommunale havne har at kæmpe imod. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. august 1942.

1941 – De kommunale arbejdsplaner

Projekterne til havneudvidelsen, Fjordstien og Mosevejen ligger i Ministeriet.

P. Andersen spurgte i aftes Byrådet, om Fjordstien og arbejdet ved havnen snart kommer i gang. Borgmesteren svarede at så snart Ministeriet svarer, vil arbejdet på havnen komme i gang, såfremt man kan få køretøjer. Med hensyn til Fjordstien er der to planer, en om at følge banen, den anden om at følge fjordkanten. I næste uge skal der træffes afgørelse her, men så skal sagen til Ministeriet. Mosevejs projektet ligge også hos Ministeriet, men der er truffen overenskomst med arbejdsmændene […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 10. juni 1941.