Aktiemajoriteten tegnet i Kolding – flere Nordsøkuttere i ordre
Endelig! Sådan sagde erhvervschef P. A. Høy i dag, da den sidste hindring for starten af det kommende Kolding Skibsværft var ryddet af vejen. Mens alle øvrige aftaler for længst har foreligget, trak det noget ud med tilbuddet fra skibsbygger Hedemand, et tilbud som var absolut nødvendigt for stiftelsen af selskabet under den forudsætning, at et sådant samarbejde var ønskeligt fra værftets side – og forhåbentlig til gavn for begge parter. Allerede i dag bliver der udsendt indbydelse til stiftende – og evt. konstituerende – generalforsamling, der afholdes tirsdag den 29 ds. i Kolding.
En snes indenbys aktionærer
Vi har tidligere omtalt det enorme forarbejde, der fra erhvervschefens side har været gjort for at tilføre Kolding et skibsværft. Som gammel Marstaldreng var denne industri noget, der lå ham meget på sinde, og mulighederne for at placere et skibsværft i Kolding var da også noget af det første, han tog sig på at undersøge. Nu blev der fra alle kyndige sider fremhævet, at Kolding havde en ganske ideel beliggenhed for at 30-40 skibsværft, så bestræbelserne på at skaffe den fornødne kapital var ikke så vanskelig at realisere – det værste var næsten at få rejst aktiemajoriteten i Kolding, for som bypatriot måtte erhvervschefens anstrengelser også indbefatte et bestemt krav om, at aktiemajoriteten forblev i Kolding, så at det var Koldingenserne, der havde det afgørende ord ved fremtidige afstemninger vedrørende værkets drift. Efter langsommelige anstrengelser er alt nu klart til den stiftende generalforsamling. Aktieselskabet få 30 aktionærer, hvoraf en snes stykker fra Kolding.
Kontrakt på store ordre
Men det hastede efterhånden også meget med at få selskabets stiftelse til at være en kendsgerning, for det kommende skibsværft har allerede liggende kontrakter på flere Norsøkuttere, der skal være færdige på en bestemt dag, og yderligere tilbud på at bygge andre kuttere, alt sammen til særdeles fornuftige priser. Endelig er der også tilbud på en del reparationsarbejde, så at der allerede, inden skibsværftet endnu er stiftet, ligger arbejde til langt frem i tiden. Det er ualmindelig fint. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. juni 1943