Eller på forårets andre helligdage
Statsbanernes nye, voldsomt barberede køreplan var i går det almindelige samtaleemne overalt, og mange rejseplaner blev endeligt skrinlagt. Nu er den sidste tillokkelse taget af rejselivet, og kun de allerfærreste vil tage hjemmefra, hvis det ikke er tvingende nødvendigt.
Mange mennesker gav afkald på julerejserne, og påsken vil også blive en hjemmehøjtid. Påsken plejer ellers altid at være en temmelig livlig rejsetid, fordi der er så mange sammenhængende helligedage med kun én imellem, og den dag er det forholdsvis let at få fri.
Men generaldirektoratet oplyste i går, at damptogaflysningen om søndagen også rammer påsken og de andre helligedage i forårstiden, Store Bededag, Kristi Himmelfartsdag osv.
Kilde: Kolding Folkeblad, 25. januar 1945.