1943 – Stormen oppe på vindstyrke 10 i går

En mængde miner er drevet i land ved kysterne, hvor brodsøerne sprængte dem

Den voldsomme storm, der natten til i går og lørdagen igennem rasede over hele Jylland, nåede på sit højdepunkt en vindstyrke på omkring 10. I Rold Skov er der væltet træer i hundredvis, og fra Vestkysten meldes om en mængde miner. Alene på Nordstranden ved Skagen er der i de sidste dage inddrevet 30 miner, og langs hele kysten er de drevet i land i stort tal. Som følge af det oprørte hav bringes de i stort tal til sprængning, når de hugger mod stranden. Ved Hirtshals sprængtes fredag aften en mine med et brag, der hørtes milevidt ind over land, og som fik ruderne til at klirre i Hjørring, 16 km. derfra.

Lørdag morgen skete der kortslutning i det elektriske ledningsnet inden for Holstebro Oplands Elektricitetsforsyning, hvorved såvel det nordlige som det vestlige opland i nogle timer var uden elektrisk strøm. Ved kortslutningen gik der ild i et par master, som brændte. Ved Ribe blev engene og marsken sat under vand, idet man ikke kunne åbne slusen ud til havet. På Mandø har stormen flere steder slået huller i diget. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 14. februar 1943.

1942 – Kolding-galease solgt

Det nye ejer vil anvende den til vragfiskeri

Entreprenør Askholm Larsen, København, har af Finansministeriet købt den i forbindelse med Christmas-Møllersagen beslaglagde galease ARGO af Kolding. Det er den nye ejers hensigt at anvende skibet til vragfiskeri. Askholm Larsen har nemlig i nogle år arbejdet sammen med den kendte vragfisker Damgaard i Hirtshals.

Den første opgave ARGO sættes ind på, bliver metalfiskeri fra den i 1865 ud for Harboøer strandede russiske fregat ALEXANDER. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 24. december 1942.

1942 – 30 sigtede og store beslaglæggelser i Gummisagen

Politiet i Kolding har beslaglagt værdier til over 100.000 kroner

Fuldmægtig Schlichkrull har nu endelig tilendebragt gennemgangen af den første store gummisag i Kolding, hvorefter sagen vil blive oversendt til statsadvokaten, som skal træffe afgørelse med hensyn til de straffepåstande, der skal nedlægges under sagen.

Efter hvad vi erfarer, er der i sagen ikke færre end 30 sigtede, dog ikke alle fra Kolding. Det er navnlig chauffører og vognmænd, men endvidere også vulkanisører, et par kørelærere, et par købmænd, en handelsmand, en grisehandler, en korthandler etc. Af disse 30 er de 18 fra Kolding, 3 er fra Odense, og én fra hver af følgende byer: Esbjerg, Aalborg, Aabenraa, Vejle, Aabyhøj, Hirtshals og Bov.

Sagen mod 21 af de sigtede vil blive behandlet ved Kriminalretten i Kolding, mens sagerne for de andres vedkommende henvises til behandling ved de pågældendes hjemting. Sigtelserne lyder på: ulovlig indførsel af automobil – og rågummi samt benzin og ulovlig handel med disse varer, ulovlig udførsel, fortrinsvis af smør, men også af flæsk. Manufakturvarer og af danske penge. Endvidere er der sigtelse for ulovlig køb af smørmærker og af smør til overpris og ulovlig handel med indført benzin (det drejer sig dog kun om ca. 200 liter). Det er ret betydelige mængder smør, der er udført på ulovlig måde, nemlig ca. 1 ton, og det drejer sig om ret store partier ad gangen. Der er også tale om 75 kg. fedt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. oktober 1942.

1942 – Silde-eventyret fortsætter

Folk står i kø – ingen vil have torsk.

Silden har næsten skabt panik i folk. I formiddags stod der fornemlig køer ud for fiskeforretningerne, næsten som da kaffen var ved at slippe op. I Fiskebørsen, Låsbybanke, oplyser man, at der i løbet af de sidste tre dage er solgt 1.500 kilo sild, deraf de 500 kilo alene i formiddags. Man har også en del torsk, men der er mærkelig nok ingen, eller dog næsten ingen, der vil have torsk! Det med silden er næsten blevet en fiks idé. I Søndergades Fiskehal er der i formiddags udleveret 1.000 kilo sild, og i løbet af de sidste tre dage i alt 2.000 kilo. Vi har aldrig oplevet noget lignende, udtales der. I dag er der ingen sild i Hirtshals, men fiskerne er ude, så der kan ventes ny forsyning i morgen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. februar 1942.

1942 – 6.000 kg. fisk til Kolding i dag

Og de vil blive solgt, så hurtigt de bliver pakket ud.

Vi har i de nærmest foregående dage omtalt de bestræbelser, der har været gjort for at sikre hjemmemarkedet sild, og navnlig de eventyrlige fangster, der kom ind til Hirtshals forleden, gjorde, at der blev handlet med en hidtil ukendt hurtighed fra myndighedernes side, så at der blev sat en stopper for de overvældende indkøb af sild til saltning, marinering osv., et forbud, der blev gennemført så sent som i går eftermiddags – og i dag er der store mængder af sild undervejs til alle større forbrugscentrer over hele landet. Således ventes det københavnske marked forsynet med 80.000 kg. sild, men hvornår sildene når frem, ved man naturligvis ikke med sikkerhed, da transportforholdene er temmelig usikre. I løbet af fredag skulle de dog kunne nå frem, så at der kunne komme gang i salget i morgen.

Vi har talt med Søndergades Fiskehal, hvor hr. Jensen i formiddags oplyste over for os, at der på det tidspunkt stod 120 kasser sild på banegården, beregnet til forbrugerne i Kolding. De er sat på banen i morges, sagde hr. Jensen, og de er lovet mig til i dag, men i formiddag får jeg dem ikke. Nu har jeg slev sendt bud efter dem, for dog at have dem i eftermiddag. Det kniber for statsbanerne at få fiskene kørt hurtigt nok ud […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. februar 1942.