1945 – General Dewing: Tyskere uden særlig legitimation skal arresteres

Om små tre måneder er de sårede tyskere antagelig borte. Flygtningene borte inden vinteren.

Englænderne kom den 5. maj med 120 mand hertil og har i dag 1.400 mand her i landet. I den mellemliggende tid har der på intet tidspunkt været over 2.000 allierede soldater til rådighed for SHAEF, men alligevel er det lykkedes at får 200.000 tyske soldater over den dansk-tyske grænse på vej sydpå. Disse oplysninger og en række andre om evakueringsproblemet blev fremsat af general Dewing på et møde i Udenrigsministeriet i går. Det var til briterne, de tyske soldater overgav sig den 4. maj, sagde generalen, og derfor måtte det blive de allierede, der sørgede for at få tyskerne ud af landet. Det er lykkedes såg godt, så der nu bortset fra special-afdelinger samt syge og sårede med deres nødvendige sanitetspersonel ikke længere er nogen tysk soldat nord for grænsen.

Disse særlige grupper andrager tords alt 80.000 mand, nemlig 42.000 sårede, 12.00 mand læger og sanitetsfolk, 15.000 mand fra Luftwaffe, 10.000 marinesoldater og 1.800 minørsoldater. Alle er de afvæbnede, bortset fra enkelte officerer blandt minørholdene. De er bevæbnede for at kunne opretholde disciplin blandt deres folk […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 17. juni 1945

1945 – 2.000 soldater huserer i Bramdrup Skov

De bor i telte og løvhytter og ødelægger skoven

I Kolding Folkeblad kunne man i går læse en annonce, hvoraf det fremgik, at “Bramdrup Skov Restauration lukker i Pinsen på grund af vandmangel, da min brønd og min skov er beslaglagt af tyskerne!”

Bag denne annonce skjuler sig en formelig tysk-ungarsk “besættelse” af hele Bramdrup Skov. Det et tropper, der nordfra er på vej hjem til Tyskland, og som i disse dage bivuakerer i Bramdrup Skov i et antal af langt over 2.000. Lejren frembyder et mærkeligt syn: man føler sig nærmest hensat til en bedre indianerlejr med telte og rygende bål, hvorom lejrens indvåner sidder eller ligger, rygende deres freds- eller det bliver måske snarere kapitulations-piber, de parkerede køretøjer, repræsenteret ved såvel luksus, som lastbiler, motorcykler, almindelige cykler og hestekøretøjer, og andre mere mærkelige og blandede transportmidler, samt indvånernes forskellige påklædninger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. maj 1945.

1945 – 41 gamle danskere er vendt hjem fra Berlin

De fleste af dem har taget ophold i De gamles By i København

Gedser, RB.

Dampfærgen DANMARK ankom mandag kl. 16.52 fra Warnemünde, medførende 41 gamle danskere, som er på hjemrejse fra Berlin. Forskellige honoratiores med stiftsamtmand Reventlow i spidsen, der var mødt op for at tage imod de hjemvendende, gik ombord på færgen, og ved en lille og ganske enkel modtagelseshøjtidelighed i salonen blev de budt velkommen af kaptajn Kiær-Andersen fra Dansk Samvirke. Alle de hjemvendende var raske og kunne klare sig selv. Da de øvrige rejsende var gået fra borde, gik også de gamle i land. Samaritter og lotter fulgte dem til toget og hjalp dem ind i kupéerne, og kl. 17.23 afgik toget til København.

Kl. 20.45 ankom toget til Københavns Hovedbanegård, hvor Berlin-danskerne blev modtaget af sekretær Kamp fra Dansk Samvirke og forretningsfører Funck fra Dansk Kirke i Udlandet. I taxabiler kørtes derpå flertallet af de gamle til De gamles by, hvor der blev serveret aftensmad for dem, og hvor de indtil videre vil opholde sig. Enkelte blev dog allerede på banegården afhentet af familie.

Kilde: Kolding Folkeblad, 20. februar 1945.

1942 – Kolding-sømand hjem fra koncentrationslejr i Sahara!

Ude for en række oplevelser i Vestafrika efter den 9. april 1940, da franskmændene overtog det danske skib BIRGIT, der kom fra Kolding.

En Kolding-sømand, som har været ude for lidt mere end det almindelige, er vendt hjem fra en rejse, der kom til at forme sig helt anderledes, end han havde tænkt sig. Det er sømand Carl Højer, Låsbytoft 4, som den 20. marts 1940 tog hyre på damperen BIRGIT, som da lå i Kolding havn og skulle til Sydafrika. Den 9. april 1940 ændrede helt alle beregninger, og de danske søfolk kom ud for en række oplevelser, som ikke alle var af lige behagelig art. Carl Høyer fortæller, at BIRGIT den 10. april om morgenen lå ud for Dakar i fransk Vestafrika, hvor der kom lods ombord og spurgte , hvad vi var for nogle. Ja, vi var da danske. HAR været! replicerede lodsen.

Fængslet i Casablanca

Så fik vi at vide, hvad der var sket dagen i forvejen; at tyskerne havde besat Danmark. Det ville vi til at begynde med ikke tro; men da vi kom i land og alle steder fik den samme besked, måtte vi jo indstille os på kendsgerningen, hvor svært det end var. Vi fik i ballast til en plads i Sydafrika, Libreville, for at hente Mahognitræ. Vi fik valget mellem at blive interneret eller sejle for de allierede. Vi valgte det sidste, men nægtede at sejle for den lave franske hyre. Vi blev så alle jaget om bagbord, og styrbord stillede nogle franske officerer sig om til indskrivning. Vi fik at vide, at vi nu alle skulle gå forbi og svare, hvad vi ville. Den første mand gik forbi og mælede ikke et muk, og alle vi andre gjorde ligeså. Så blev vi meget energisk jaget i land – fik slet ikke lov at gå ned og tage noget med os – og smidt i et fængsel med nogle små, beskidte celler, tre mand i hver. Der var vi i 5 dage og var i den tid ikke uden for cellen. Der gaves ikke tilladelse til at gå udenfor for at “træde af på naturens vegne”. Det måtte vi så besørge i et hjørne af cellen. Det var ikke hyggeligt efterhånden. […]

I koncentrationslejr i ørkenen

Da franskmændene overtog skibet, blev vi sat i land og ført til en koncentrationslejr i Azamur, der ligge i udkanten af Saharaørkenen. Der var 300 fanger af 14 nationaliteter, deriblandt 18 danske og over 100 nordmænd. Desuden belgiere, hollændere og en masse jøder, både kvinder og børn. […] Der blev søgt og søgt om hjemtilladelse; men det blev stadig ikke til noget – før den 10. november, da slog frihedens time for os sømænd, og hjemrejsen kunne begynde i bus til Casablanca, derfra med tog til Algier, hvortil vi kom den 18. november og blev bragt ombord i en fransk damper. Den kom ikke derfra før den 3. januar i år, så vi måtte holde jul i Algier. […]

Endelig den 3. januar kom vil Marseille, hvor vi blev godt beværtet. Derfra gik turen i 2. klasses vogn til Berlin. […] Derfra fik så turen til København og for mit vedkommende videre til Kolding, slutter Carl Højer sin beretning.

Højer har kone og to børn. Det første halve år anede de overhovedet intet om, hvor Højer var henne, og han fik det første brev hjemmefra nytårsaften 1941.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. februar 1942.

1941 – Danskernes hjemrejse fra Rusland

De er over Tyrkiet udvekslet med Sovjet-legationen i København

Udenrigsministeriet meddeler mandag:
Den danske gesandt i Moskva, minister Bolt-Jørgensen, afrejste allerede for nogen tid siden fra Moskva ledsaget af sin hustru og gesandtskabets medlemmer samt af fem danske, der på daværende tidspunkt opholdt sig i Moskva. Det danske rejseselskab er nu ankommet til Tyrkiet, hvor medlemmerne af det danske gesandtskab i Moskva ved den tyrkiske regerings velvillige bistand udveksles med medlemmer af den sovjetrussiske legation og handelsrepræsentation i København, der nu på hjemvejen til Sovjetunionen er ankommet til Tyrkiet. De således fra Moskva hjemvendende danske statsborgere er foruden den danske gesandt og fru Bolt-Jørgensen, legationsråd Oluf og fru, handelsråd Lange, vicekonsul Petersen, hr. og fru Findstrup samt sygeplejerske frk. Knudsen […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 22. juli 1941.

1939 – De sidste danske Frivillige fra Spanien vendt hjem

Ialt ca. 200 er sluppet levende fra det blodige spanske eventyr – men 100 danskere fandt deres død i Spanien.

Det sidste hold danske frivillige fra Spanien ankom søndag eftermiddag over England til Esbjerg med motorskibet ”England” og fortsætte derfra med ”Englænderen” til København, hvortil de ankom kl. 23.12. Det drejede sig om 20 mand, hvoraf de fleste har hørt til de berømteste spanske batailloner.

– Poul Hansen, der er Gartner og Medlem af D.S.U., Laurits Christensen, kaldet ”Den lille Bokse fra Thisted”, og murer Christian Olesen, Odense, har siden foraaret 1937 kæmpet i de spanske partisantropper, der har opereret i forreste linie og foretaget farlige rekognosceringer langt ind mellem de fascistiske linier.

Sømanden Orla Henriksen, København, Erik Svendsen, Aksel Jensen, Slageriarbejder Emil Noltesmeier, København, Ernst Jensen, København, og Svend Andersen har tilhørt det tapre Thälmann-Batteri og er ”Veteraner”, eftersom de har deltaget i krigen siden aarsskiftet 1936-37.

De øvrige frivillige, der kommer hjem, og som ligeledes har hørt til artilleriet, er følgende: Asfaltarbejder Julius Olsen, København, Orla Andersen, Bryggeriarbejder Orla Larsen, Kbhvn., Arbejdsmd. Børge Poulsen, Aalborg, Erik Andersen, Ernst Petersen, København, Asger Petersen, København, Ole Olsen, Arne Jensen, Erik Andersen og Sergent Alfred Runge Eriksen.

Hermed er i alt ca, 200 af de Danskere, der har deltaget i krigen i Spanien, vendt hjem. Kun ganske enkelte er blevet dernede, fordi de ligger saarede paa Hospitalerne. Men saa er der endda ca. 100, som aldrig vender tilbage. Det er dem, der har fundet deres død under deltagelse i det spanske Folks Frihedskamp.

Afskrift fra De sidste danske Frivillige fra Spanien vendt hjem, Fredericia Socialdemorkat (avis), 6. februar 1939