Ude for en række oplevelser i Vestafrika efter den 9. april 1940, da franskmændene overtog det danske skib BIRGIT, der kom fra Kolding.
En Kolding-sømand, som har været ude for lidt mere end det almindelige, er vendt hjem fra en rejse, der kom til at forme sig helt anderledes, end han havde tænkt sig. Det er sømand Carl Højer, Låsbytoft 4, som den 20. marts 1940 tog hyre på damperen BIRGIT, som da lå i Kolding havn og skulle til Sydafrika. Den 9. april 1940 ændrede helt alle beregninger, og de danske søfolk kom ud for en række oplevelser, som ikke alle var af lige behagelig art. Carl Høyer fortæller, at BIRGIT den 10. april om morgenen lå ud for Dakar i fransk Vestafrika, hvor der kom lods ombord og spurgte , hvad vi var for nogle. Ja, vi var da danske. HAR været! replicerede lodsen.
Fængslet i Casablanca
Så fik vi at vide, hvad der var sket dagen i forvejen; at tyskerne havde besat Danmark. Det ville vi til at begynde med ikke tro; men da vi kom i land og alle steder fik den samme besked, måtte vi jo indstille os på kendsgerningen, hvor svært det end var. Vi fik i ballast til en plads i Sydafrika, Libreville, for at hente Mahognitræ. Vi fik valget mellem at blive interneret eller sejle for de allierede. Vi valgte det sidste, men nægtede at sejle for den lave franske hyre. Vi blev så alle jaget om bagbord, og styrbord stillede nogle franske officerer sig om til indskrivning. Vi fik at vide, at vi nu alle skulle gå forbi og svare, hvad vi ville. Den første mand gik forbi og mælede ikke et muk, og alle vi andre gjorde ligeså. Så blev vi meget energisk jaget i land – fik slet ikke lov at gå ned og tage noget med os – og smidt i et fængsel med nogle små, beskidte celler, tre mand i hver. Der var vi i 5 dage og var i den tid ikke uden for cellen. Der gaves ikke tilladelse til at gå udenfor for at “træde af på naturens vegne”. Det måtte vi så besørge i et hjørne af cellen. Det var ikke hyggeligt efterhånden. […]
I koncentrationslejr i ørkenen
Da franskmændene overtog skibet, blev vi sat i land og ført til en koncentrationslejr i Azamur, der ligge i udkanten af Saharaørkenen. Der var 300 fanger af 14 nationaliteter, deriblandt 18 danske og over 100 nordmænd. Desuden belgiere, hollændere og en masse jøder, både kvinder og børn. […] Der blev søgt og søgt om hjemtilladelse; men det blev stadig ikke til noget – før den 10. november, da slog frihedens time for os sømænd, og hjemrejsen kunne begynde i bus til Casablanca, derfra med tog til Algier, hvortil vi kom den 18. november og blev bragt ombord i en fransk damper. Den kom ikke derfra før den 3. januar i år, så vi måtte holde jul i Algier. […]
Endelig den 3. januar kom vil Marseille, hvor vi blev godt beværtet. Derfra gik turen i 2. klasses vogn til Berlin. […] Derfra fik så turen til København og for mit vedkommende videre til Kolding, slutter Carl Højer sin beretning.
Højer har kone og to børn. Det første halve år anede de overhovedet intet om, hvor Højer var henne, og han fik det første brev hjemmefra nytårsaften 1941.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. februar 1942.