1944 – Julekoncerten i Kristkirken

Den holdes i morgen aften kl. 20

Vi minder endnu engang om julekoncerten i Kristkirken i morgen – søndag – aften kl. 20, hvor kirkens kor under ledelse af organist Hjalmar E. Jacobsen og med assistance af Kolding Privatorkester vil fremføre et meget smukt program. Der indledes med G. F. Händels koncert i d-moll for orgel, spillet af organist Jacobsen. Derefter synger Kristkirkens kor tre julesalmer samt en kantate for kor og orkester af D. Buxtehude: ‘Send hid din engel’. En afdeling solosang, sunget af koncertsanger Rudolf Pedersen, slutter 1. afdeling af programmet.

Anden afdeling bliver C. E. F. Weyses smukke julekantate for soli, kor og orkester. Mellem programmets første og anden afdeling vil provst Roesen holde en kort andagt.

Lad også julefesten i Kristkirken samle fuldt hus, så der kan blive et smukt overskud til menighedsplejen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 16. december 1944.

1944 – Julekoncert på Akseltorv

På søndag eftermiddag kl. 16 giver Postbudenes Orkester en julekoncert på Akseltorv i Kolding ved byens juletræ. Repertoiret er de gamle og velkendte julesalmer. […]

I fjord gav Postbude-orkestret en lignende koncert, som samlede flere tusinde mennesker. Tilfredshed hos tilhørerne skulle gerne give sig udslag i, at der lægges en gave i Julekomitéens indsamlingsbøsse på torvet.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. december 1944.

1944 – Julekoncert i Sct. Nicolai Kirke på søndag

Domorganist Hansen, Haderslev, medvirker ved orglet

De tre store, kirkelige fester er naturligvis kristeligt begrundede, men de er tillige årstidsprægede. Den kære jul kommer i mørketiden, samtidig med det længe ventede solhverv. Også i år, da vi synes at mørket er tættere end nogensinde, trænger vi til julen, ikke blot som nogle dag i kalenderen, men som den ægte kristne og danske jul, der bærer over alle sorger.

Julens første budbringer har allerede landet sig se her i Kolding. De første juletræer stritter med de grønne nåle på byens pladser, og i kirken og i mange hjem har man den smukke skik at tænde adventskransen, forretningerne har kogende travlt med de allersidste forberedelser til juleudstillingerne.

Velgørenhedskoncerterne står nu også for døren og forberedes med energiske øvelser og prøver. Efter traditionen er Sct. Nicolai Kirkes julekoncert altid den anden søndag i december, altså i år førstekommende søndag den 10. december. Sognepræst Tobiassen vil holde andagt, ligesom der bliver lejlighed til for menigheden at være medvirkende i salmesang. I øvrigt er der sørget for gode musikalske kræfter; i flere år har domorganist Hansen, Haderslev, været forespurgt om bistand, og endelig i år er domorganisten ledig og vil glæde os med sit aldeles virtuose orgelspil. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. december 1944.

1944 – Første julevelgørenhedsforestilling i Kolding

Røde Kors arrangerer julefest for fattige børn

Årets første julevelgørenhedskoncert blev i går holdt på Hotel Kolding for en stuvende fuld sal. Det var Dansk Røde Kors, der stod for denne koncert, hvis hele indtægt går til en julefest for fattige børn i Kolding.

Koncertens program var særdeles righoldigt, idet det bestod af musikalsk underholdning, idet det bestod af musikalsk underholdning, tableauer og oplæsning. Redaktør Effenberg, Fredericia bød velkommen, og straks derefter begyndte den musikalske underholdning, musik og syngestykker ved Kai Halbergs orkester og dobbeltkvartetten ‘Arlon’, der sang meget smukt. Lærer Søgaard Andersen var indlagt med oplæsning i programmet, og dermed var man sikker på at få også nogle fornøjelige og fængslende øjeblikke i programmet. Den dygtige underholder læste – eller spillede – i aftes et stykke af det filmatiserede skuespil ‘Den kloge mand’.

U.K.R.’ere udfyldte anden halvdel af programmet. Ved tableauer og optrin på scenen agiterede de på smukkestes vis for det sammenhold mellem alle lande, som Røde Kors er gået i spidsen for. Men det nationale optrin manglede ikke. Fire små piger i jysk, fynsk, sjællandsk og bornholmsk nationaldragt trådte frem på scenen og hyldede det karakteristiske ved netop deres del af vort fædreland. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. november 1944.

1943 – Julekoncerten i Sct. Nicolai Kirke

Gav godt 900 kr. til det gode formål

Det er desværre kun så sjældent, der er kirkekoncert i Sct. Nicolai Kirke. Ved julekoncerten i går var kirken naturligvis fyldt til sidste plads, og der indkom i alt 903 kr. til det gode formål.

Organist Skou indledede med en pompøs udførelse af Bachs meget krævende og magtfulde Toccata og Fuga i d-moll, hvorefter fru Holm, akkompagneret af kantor Frandsen, med køn klang sang nogle sange, hvoraf den sidste, Händels Largo med obligat violin dog ikke lykkedes helt i sammenspillet. Nu fulgte en instrumentalafdeling ved Aage Lund (Violin), Kaj Petersen (cello) og Kaj Halberg (orgel); man glædesig især over trioen af Händels, hvorimod Raffs kavatine (der i øvrigt rytmisk var lidt uheldig) ikke hører hjemme ved en kirkekoncert. Under ledelse af organist Jakobsen sang Kolding Mandskor en afdeling sangen, der indledes med Gades kendte morgensang af ‘Elverskud’ og afsluttedes med Weyses ‘Julen har bragt velsignet bud’; man lagde navnlig mærke til den smukke pianoklang, koret på virkningsfuld måde arbejdede med. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. december 1943

1943 – Julekoncerten i Sct. Nicolai Kirke i morgen eftm.

Det er i morgen eftermiddag kl. 14, der er julekoncert i Sct. Nicolai Kirke i Kolding. Den blinde organist Skov vil indlede med et pompøst orgelværk af Johan Sebastian Bach. Kristkirkens organist Hj. Jacobsen, vil dirigere Kolding Mandskor. Fru Karen Holm vil synge en række sange, bl.a. Händels Largo med obligat violin ved Aage Lund og Kaj Petersen spiller henholdsvis violin og cello, akkompagneret af kapelmester Kai Halberg. Kolding Mandskor medvirker og synger bl.a. den kendte smukke morgensang af ‘Elverskud’ af Niels W. Gade. Der bliver andagt ved Pastor Tobiasen.

Der bliver lejlighed til at give en gave til byens trængende, og forhåbentlig bliver der lagt godt i bøsserne.

Kilde: Kolding Folkeblad, 11. december 1943.

1943 – Julekoncerterne i Kolding

til fordel for menighedsplejen afholdes søndag den 12. december kl. 14 i Sct. Nicolai Kirke og søndag den 19. december kl. 14 i Kristkirken.

I Sct. Nicolai Kirke bliver der orgelmusik ved organist Skov og kordegn Frandsen. Fru Karen Holm vil synge en række sange, bl.a. Händels Largo med obligat violin ved hr. Aage Lund. Aage Lund og Kai Petersen spiller henholdsvis violin og cello, akkompagneret af kapelmester Kai Halberg, og endelig medvirker Kolding Mandskor, som bl.a. synger den kendte smukke morgensang af ‘Elverskud’ af Niels W. Gade. Der bliver andagt ved pastor Tobiasen.

I Kristkirken opføres under organist Jacobsens ledelse Weyses julekantate for soli, kor og orkester. Denne kandate, som Weyse skrev i 1818 til tekst af Th. Thaarup, er et af hans skønneste værker. Solister bliver bibliotekar Mogens Iversen (tenor) og adjunkt Knud Olrik, Haderslev (Bas). Korsatserne synges af Kristkirkens kor. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. november 1943.

1942 – Julekoncert i Vonsild Kirke

Den årlige julekoncert i Vonsild Kirke blev afholdt torsdag aften under medvirken af Kolding Mandskor, bibliotekar M. Iversen og lærer Bækgaard, Agtrup, og under ledelse af organist hj. E. Jacobsen, Kolding.

Koncerten indledes af organist Jacobsen med præludium i c-dur, og derefter sang mandskoret som første del fire sange: “Giv mig Gud”, “Et barn er født”, “Julen har bragt” og Davids samle 150.

M. Iversen sang til organist Jacobsens orgelspil tre sange: “Jeg ved en urt”, I falmede blade” og “Aftensuk”.

Lærer Bækgaard spillede på violin “La folia” af A. Corelli, og mandkoret sang atter: “Al himlen priser den evige ære” og “Herre, din godhed og troskab er hver en morgen ny”, to lovsange af Beethoven og endvidere “I østen stiger solen op” af Gade og “Der står et slot” af Weyse. Til sidst kom en fællessalme, og pastor Olsen holdt en kort andagt fulgt af endnu en fællessalme. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. december 1942.