1943 – Kolding Gasværks travleste dag

Med sparsommelighed gas nok til julegassen

Var husmødrene lydige og begyndende på juleforberedelserne i køkkenet i god tid? – spurgte vi i formiddags gasværksbestyrer Husted, Kolding.

“Ja, der blev brugt ca. 15 pct. mere end på almindelige hverdage”, svarer gasværksbestyreren, “eller omtrent det samme, som der plejer at blive brugt hvert år på denne dage før rationeringen”.

Kan De love gas nok i dag?

“Ja, når der udvises sparsommelighed, håber jeg gassen vil slå til. Vi har alle ovne med undtagelse af reserveovnen i gang i dag og kan producere 50 pct. mere gas end til daglig, hvilket vil sige 12.000 kubikmeter mod 8.000. Desuden har vi 2.000 kubikmeter på beholder, således at der er i alt 14.000 kubikmeter til rådighed. Juleaftensdag i fjor blev der brugt 12.300 kubikmeter, men det var lige efter rationeringens indførelse, så da var folk lidt bange. I dag vil forbruget sikkert blive lidt større, og det kan altså også lade sig gøre, men som man vil se, kan vi ikke tage noget stort merforbrug”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. december 1943.

1942 – Julen på Kolding Svendehjem

Juleaften indfandt 22 rejsende sig på Kolding Svendehjem, og ved gode menneskers hjælp kunne bestyrelsen atter i år byde dem en god jul. Festmåltidet bestod af flæskesteg med rødkål, og da det var længe siden, de havde haft adgang til denne ret, blev der gjort ret godt indhug i fadene. Senere på aftenen samledes man om juletræet, hvor der blev sunget nogle julesalmer og uddelt gaver og godter til alle gæsterne. Derefter gik man til et festligt dækket kaffebord. Og henimod midnat anvistes gæsterne hver en god seng. 1. juledag blev hele selskabet fotograferet. 1. og 2. juledage samt søndag blev de rejsende trakteret med fuld forplejning og logis.

Vi har modtaget følgende tak:

“Godt en snes tilrejsende svende til Kolding Svendehjem sender herigennem en hjertelig tak til alle, der med gaver og lign. har medvirket til den herlige jul, vi har holdt her. En særlig tak til rejseforeningen og dens energiske formand, hr. typograf Korsbang, samt bestyrer Lisberg og frue for det store arbejde i alle fire juledage” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. december 1942.

1942 – 40 fejrer jul i arresten

Kolding Arrest er ikke i øjeblikket helt belagt, men der er dog flere “pensionærer” her, end sædvanligt før krigen, som der i øvrigt er det i alle landets arrester. Ca. 40 kommer til at fejre julen inden for de grå mure, men også de mærker højtiden. Det ser ud til, at der som sædvanlig kan skaffes fangernes flæskesteg, og der serveres også en dessert, men risengrøden måtte man allerede stryge i fjor. Der er pyntet i arresten med juledekorationer og gran, og fangerne får lejlighed til at høre julegudstjenesten i radio. Efter julemaden i morgen aften serveres der lidt godter i form af æbler og konfekt, og senere på aftenen vanker der kaffe – dog ikke rigtig – og småkager.

Kilde: Kolding Folkeblad, 23. december 1942.

1942 – På julegaveindkøb i Kolding i går

Bøger går ind som erstatning for mange af de ting, særlig i manufakturbranchen, som ikke kan fås. De røde Pigeonæbler, som det også kniber med, må erstatte appelsiner, dadler og figner.

Julehandlen er meget stor i år, og atter i går var der trængsel af mennesker i Koldings gader i eftermiddagstimerne, ligesom der har været masser af kunder i butikkerne også de sidste hverdagseftermiddage. Men på grund af varesituationen er handelen ganske naturligt lagt noget om. Der er jo mængder af ting, man ikke kan få, særlig i beklædningsgenstande. For eksempel oplyser en manufakturhandler, at ternet tøj til børnekjoler næsten ikke er til at opdrive – og så spørger alle efter det, selv om der er godt ensfarvet stof fremme. Børnestrømper er det også meget småt med, og i øvrigt er det jo sådan, at vel i ingen branche – med undtagelse af bagernes – er erstatningsvarerne så dominerende som i manufakturforretningerne. Men der sælges alligevel, folk skal jo have tøj.

Slagterne har begyndt udleveringen af juleflæsket, der som bekendt er sparet sammen fra to uger. En slagter udtaler til os, at selv om folk naturligvis vil købe meget mere, end der kan skaffes, så er det hans opfattelse, at alle kan få enten flæsk, gås and eller andet fjerkræ til julen, således at den gode julemad er reddet for alle hjem også i den tilstundende jul.

Frugtforretningerne er måske dog dem, der er værst ramt, idet der ikke er spor af sydfrugter fremme, hverken appelsiner, figner, dadler abrikoser, krakmandler eller nødder – en lille smule spanske druer er den eneste sydfrugt, der er kommet hertil, og de koster 4 kr. pundet, så det er ikke for alle og enhver. […]

En branche, som lukrerer på de andres vanskeligheder ved at tilfredsstille kundernes julegavebehov er boghandelen. Her har man den hidtil største julehandel til dato, oplyser en af Koldings boghandlere. Der sælges så mange julegavebøger, som aldrig før, og de bøger, som særlig går, er for det første den svenske virkelighedsroman ‘Rid i nat’, endvidere Knights engelske krigsroman ‘Men dette fremfor alt’, Aynrans ‘Vi, der lever’, Cronins ‘Himmerigets nøgler’, Johanne og Morten Korchs bøger og en anden, ny bog i samme genre; ‘Folkene fra kæret’. Også bøger som Hans Martins ‘Tidevand’ og ‘Frigjort’ er stadig salgsvarer, og endelig har hørespilsudsendelsen forleden styrket efterspørgslen efter Kelvin Lindemanns sidste bog; ‘Huset ved det grønne træ’ – et tidsbillede fra den danske kolonitid. Der er også Corsaris-bøger, som stadig går, og endelig lægebogen ‘Ingen må dø’ af Slaugther. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. december 1942.

1942 – Der sørges så vidt mulig for juleflæsk

To ugers kvota stilles til rådighed

Der er heller ikke i sidste uge sket nogen nævneværdig forandring i markedssituationen for mejeriprodukter, skriver Landbrugsrådets Meddelelser. Produktionsnedgangen har måske været lidt kraftigere end i de foregående uger, men formindskelsen i sammenligning med produktionen på tilsvarende tid i fjor holder sig stadig for smør på omkring en halv snes procent, medens mælkemængden nu ligger på ca. 5 pct. lavere end sidste år.

Derimod kunne det se ud til, at ægproduktionen stimuleret af det milde vejr, nu endelig så småt er begyndt at stige. Tilførslerne af friske æg er dog stadig meget små. På slagtekvægmarkederne var tilførslerne fortsat store i sidste uge, og for hjemmemarkedskreaturerne var priserne overalt nedadgående. I indeværende uge synes såvel tilførslerne som priserne at være omtrent uændrede. Af flæsk vil der også i år, ligesom i fjor, såfremt transportforholdene muliggør det, ved en sammenlægning af to ugers kvotaer, blive sørget for en forøget tildeling til julen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. december 1942.

1940 – Søfolkenes juletræ i Kolding

En særlig form for jul må søfolkene holde. Er de borte fra hjemmet og befinder sig i havn, er det sikkert sjældent, at julen fejres i samme havn, Derfor er det overvejende nye ansigter, bestyrer Henriksen ser om sig hvert år. Det kan hænde at der kan komme op til 90 forskellige søfolk for at fejre julen på Sømandshjemmet – og fra indtil 9 forskellige nationer. I år bliver der dog ikke så mange nationaliteter repræsenteret. Foruden de danske måske også enkelte tyske og hollandske søfolk.

Juleaften kl. 18 spiser alle søfolk fra de mindre skibe i havnen gåsesteg med rødkål og risengrød – vel at mærke med mandel. Derefter bliver alle søfolk, der ligger i Kolding Havn, inviteret til juletræ kl. 20, og her vil der blive uddelt godter til alle.

Derpå læser bestyrer Henriksen Juleevangeliet, og der synges et par salmer […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. december 1940.