1944 – Julekoncert på Akseltorv

På søndag eftermiddag kl. 16 giver Postbudenes Orkester en julekoncert på Akseltorv i Kolding ved byens juletræ. Repertoiret er de gamle og velkendte julesalmer. […]

I fjord gav Postbude-orkestret en lignende koncert, som samlede flere tusinde mennesker. Tilfredshed hos tilhørerne skulle gerne give sig udslag i, at der lægges en gave i Julekomitéens indsamlingsbøsse på torvet.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. december 1944.

1942 – Julen på Kolding Svendehjem

Juleaften indfandt 22 rejsende sig på Kolding Svendehjem, og ved gode menneskers hjælp kunne bestyrelsen atter i år byde dem en god jul. Festmåltidet bestod af flæskesteg med rødkål, og da det var længe siden, de havde haft adgang til denne ret, blev der gjort ret godt indhug i fadene. Senere på aftenen samledes man om juletræet, hvor der blev sunget nogle julesalmer og uddelt gaver og godter til alle gæsterne. Derefter gik man til et festligt dækket kaffebord. Og henimod midnat anvistes gæsterne hver en god seng. 1. juledag blev hele selskabet fotograferet. 1. og 2. juledage samt søndag blev de rejsende trakteret med fuld forplejning og logis.

Vi har modtaget følgende tak:

“Godt en snes tilrejsende svende til Kolding Svendehjem sender herigennem en hjertelig tak til alle, der med gaver og lign. har medvirket til den herlige jul, vi har holdt her. En særlig tak til rejseforeningen og dens energiske formand, hr. typograf Korsbang, samt bestyrer Lisberg og frue for det store arbejde i alle fire juledage” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. december 1942.

1942 – Smuk julefest i Husmoderforeningen

Husmoderforeningen for Lunderskov og Omegn har holdt sin årlige julefest, hvor sognets gamle over 65 år var indbudt. Det var en meget stor forsamling, der var mødt til festen, over 100 mennesker, og det blev en smuk og stemningsfuld fest. De to store lokaler, spisestuen og kabinettet på hotellet, var festligt udsmykket, ligesom kaffebordene var usædvanlig smukke med lys og grønt. Til festen var der skænket en hel del gaver, der blev bortloddet til fordel for kassen.

Formanden, fru Minna Hansen, Hvidkilde, bød forsamlingen og særlig de indbudte, og pastor Eskesen velkommen og udtalte sin glæde over, at man trods de onde tider kan holde julefest.

Efter tre af vore gamle julesalmer talte pastor Eskesen om den rette forberedelse til julen, blandt andet derved, at vi synger vore gamle, festlige julesalmer. Sådan begyndte den første rette jul med englenes lovsang, efter at englen havde bragt julebudskabet; Æret være Gud i det højeste, fred på jorden og i mennesker velbehag, eller, som der står i den nye udgave af Nye Testamentes oversættelse: Fred på jorden i de mennesker, som har Guds velbehag.

Dernæst læste præsten en gammel legende om juletræet, skrevet af pastor Freiberg, der i sin tid var præst i Askov. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 18. december 1942.

1942 – Julevelgørenhedskoncerten

Den lille komité, der arbejder med det årlige julevelgørenheds-show, der vil blive afholdt i Industriforeningens store sal den 16. december om aftenen, har travlt med at tilrettelægge enkelthederne for det omfattende program.

Til at besørge musikken har man sikret sig Eddys fremragende 6-mands orkester. Efter en velkomst og nissernes festlige indtog, vil orkestret spille sit første koncertnummer. Det efterfølges af Strit & Rasmusco, der vil spille hot swing. Derefter vil købmd. Winkel Jensen recitere. Efter ham følger en lille yndig danserinde, der hedder Hanne. Fire andre smukke unge piger, Agnete, Else, Vibeke og Lisa vil danse en yndefuld tåspidsdans. Manse-kvartetten er det næste nummer på programmet. Det efterfølges af endnu en lille yndig dansepige, hun hedder Jytte – og er ligesom de andre små dansemus fra fru Ruth Bjerres institut, og Jytte vil vise et af sine allermest forrygende stepnumre, for desværre er hun på grund af indtrufne omstændigheder forhindret i at vise et tåspidsnummer.

‘En sømand går i land’, hedder det næste nummer på programmet – og festarrangørerne garanterer for, at det bliver en landgang, der vasker sig, da “Sjömannen” kommer fra det største “skiv” i havnen, og han vil både synge, spille og se godt ud, forsikres det. Rent ud sagt siger sjælen i foretagendet, Koldings mest humørfyldte lille sagfører, at han er en rigtig charmetrold. […]

Inden den egentlige afslutning har fru Stotz lovet at synge et par af julens smukke salmer. […]

Endelig ser det ud til, at der vil blive bal til musik af Eddys Band, som har så mange tilhængere i Kolding, at dansegulvet nok skal blive fyldt.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. december 1942.

1940 – Medlemsmøde i Kvindernes Fredsliga

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed holdt fredag aften et velbesøgt medlemsmøde på Borrehus Husholdningsskole. Man samledes om de smukt dækkede borde, og formanden, fru Karen Støjberg, bød velkommen og sagde, at det i år var vanskeligt at komme i julestemning; men vi trænger dog alle mere end nogensinde til at holde rigtig jul og synge vore skønne gamle julesalmer.

Derefter læste pastor Søgaard Andersen alvorsfuldt og smukt et brudstykke af Selma Lagerløfs ‘Gösta Berlings Saga’ samt ‘Sønnen” af Gunnar Gunnarsen og til sidst ‘Androkles og Løven’ af Holger Drachmann […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. december 1940.