Ældre og svagelige mennesker samt kvinder med småbørn er allerede begyndt at forlade Kolding. Årsagen hertil er en ændring i tyskernes evakueringsplan, hvorefter alle veje, undtagen dem mod sydøst er spærret. Samtidig er man begyndt på en omfattende udbygning af byens forsvarsværker. Omkring hele byen er der først gravet pansergrave, derefter er der lavet pigtrådsspærringer, og man er nu gået i gang med indenfor disse at grave løbegrave, der forsynes med støbte kanonstillinger. Der kommer stadig store mængder skyts til Kolding, både antiluftskyts, Haubitzere og svære feltkanoner.
Kilde: Det illegale blad, ‘Information’, 16. april 1945