1944 – 4 restauranter i Haderslev lukket

På grund af forskellige overtrædelser
Mens man nogle steder tager kødtildelingen fra de restauranter, der forser sig mod de gældende bestemmelser, anvender borgmesteren i Haderslev den fremgangsmåde at lukke de pågældende virksomheder fuldstændig i en måneds tid.
Forleden blev Kaffebaren i Storegade lukket, fordi der var blevet handlet med sortbørs-varer i virksomheden. Derefter måtte Knudsens Restaurant ligge stille på grund af, at der var skænket for berusede personer. I går blev Markedskaféen i Østergade lukket, efter at der i tirsdags, atlså på en kødløs dag var serveret harmburgerryg. Da det i dag blev oplyst, at mange borgere i Haderslev gennem lægnere tid har spillet mausel på Hotel Postgaarden med dens ugeløn som indsats, blev Postgården i eftermiddags lukket som restaurant nr. 4.

Borgmesteren har kig på endnu nogle beværtninger, og det bliver efterhånden ikke så få af de godt 30 restauranter i Haderslev, der må ligge stille. Lovovertrædelserne kan desuden vente at få store bøder. Det samme vil i øvrigt gælde for gæsterne.

Kilde: Nationaltidende, 12. november 1944

1943 – Det kniber hårdt med sygehusets brændsel

Og med kalvekød til diætkost. Der er indført to ugentlige fiskedage.

Det har været omtalt, at det meste af sidste uge var kødløs på Kolding Sygehus som følge af de stærkt formindskede tilførsler. Så galt har det dog ikke været, siger sygehusinspektør J. Jensen i en samtale i dag, men det er rigtigt nok, at det har holdt meget hårdt med at skaffe de fornødne kødmængder. Værst har det været at skaffe kalvekød til diætkost, men ved Andelsslagteriets mellemkomst fik vi noget frosset kød fra Esbjerg. Oksekød og Svinekød må naturligvis også bruges med yderste sparsommelighed, og man har indført to ugentlige fiskedage mod tidligere én, hvilket dog også har sin årsag i, at fiskene både er billigere og mere vitaminrige. Ligeledes må man i højere grad bruge grøntsager, men det er ikke billig mad. Vi må regne med at skulle spare meget på kødet det første par måneder, siger sygehusinspektøren, men det er jo ikke noget, som sygehuset er ene om, og det kommer vi nok over, så længe vi kan få anden mad.

Værre er det med brændslet, fortsætter sygehusinspektøren. Vore tørveleverandører måtte alle meddele, at de ikke kunne levere, hvad de havde regnet med, idet store dele af deres produktion endnu står i moserne som følge af de regnfulde eftersommervejr. Vi kom til at mangle henved 400 tons tørv, og det er ikke morsomt nu. Vi har begyndt at tage af en stak, som har stået ude ved mosen indtil nu, men med dette brændsel kan vi ikke få kedlerne op på mere end 40-50 grader. Det kan give nogenlunde tilstrækkelig varme under de herskende milde vejrforhold, men får vi 10-12 graders frost, så skal kedlen jo helst op på 60-70 grader, ellers fryser vi. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. januar 1943.

1941 – Pølsemændene holder fridag

Den kødløse dag medfører, at alle Storkøbenhavns pølsevogne i dag er forsvundet fra gaderne. Pølsemændene holder fridag. En sådan har hidtil været ukendt. Der regnes med, at der hver dag sælges en kvart million pølser i Danmark, og af denne kvarte million leverer pølsevognene et væsentligt kvantum. En pølsemand har foreslået sit firma, at der hver tirsdag blev solgt stegte sild fra pølsevognene, men det forslag ville firmaet dog ikke tiltræde […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 29. april 1941.

1941 – Tirsdag er en dårlig kødløs-dag!

Kan den flyttes for Aabenraas vedkommende?
I Aalborg har restauratørforeningen enstemmigt vedtaget at rette en henvendelse til Centralforeningen af hotelværter og restauratører i Danmark for at få flyttet den kødløse dag, i hvert fald for Aalborgs vedkommende. Tirsdag holdes nemlig i Aalborg det store Eksportmarked, og der kommer da altid mange fremmede til Aalborg. Det vil derfor være særligt uheldigt for byen, om man netop på denne dag ikke måtte få kød på restaurationerne.
Nøjagtigt de samme betragtninger kan gøres gældende for Aabenraa-restauratørernes side. Også her, hvor vi har Eksportmarked om tirsdagen, er det uheldigt, at netop denne dag er kødløs […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 28. april 1941.

1941 – En kødløs dag på restauranterne

Det bliver antagelig tirsdagen, der bliver fastedag
København, mandag (Venstres Pressebureau)
Under forhandlinger med handelsminister Halfdan Hendriksen og repræsentanter for Centralforeningen af Hotelvært- og restauratørforeninger i Danmark, er der truffet en endnu ikke officiel aftale om, at der skal indføres en kødløs dag på restauranterne. Man regner med, at det bliver tirsdag, idet restauranterne lægger stærkt vægt på, at få denne dag lagt så tidligt på ugen som muligt. Nogen større gene venter man ikke, at den nye bestemmelse vil medføre. Formålet er at nedbringe kødforbruget.

Kilde: Hejmdal, 21. april 1941.