1943 – Musikforeningens koncert

Musikforeningens bød i aftes på en kammer-koncert af den finest tænkelige kvalitet. Den var Ingerslev-trioen, som spillede, og dens program var udsøgt: Niels W. Gade, Ravel og Schubert.

Af Gades ungdomsværk, Trio i B-dur, blev kun en enkelt sats fuldført. Den fik sin uropførelse i efteråret 1942 af Ingerslev-trioen i radioen, efter at den var fundet frem fra glemslen i Det kongelige bibliotek af Poul Ingerslev-Jensen. Den bærer vel præg af at være skrevet af en ung mand, der ånder i stemninger, som hører ungdommen til, men er samtidig forbavsende overlegen og sikker i kompositionen. Udførelsen var helt i Gades ånd, en musikoplevelse af første rang.

Ravels Trio. Ravel glimrer og leger, spruder ild og nynner dæmpet, sydens stemme taler i hans musik, og han spinder sit publikum ind i en verden af dufte og farver fra den sarteste pastel til det mørkeste blod. Der skal musikere til for at give Ravel i hans fulde glans og glitrende skønhed. Ingeslev-trioen mestrede opgaven i overlegen stil og med fuldent teknik.

Og endelig Schubert: Trio i Es-dur, op. 100, et væld af dejlighed og solskinsdrømme, en drik Mosel efter Bourgognen. Det er livsglædens sang, sunget af et rent og klingende sind, med beherskelse af musikkens udtryksformer som bare er Shuberts. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. marts 1943.

1943 – Helt udsolgt til France Ellegaard

Også tilhørere på scenen?

Kolding Musikforenings koncertarrangement med France Ellegaard som solist er blevet en succes af de helt store og hidtil aldrig før sete for musikforeningen. Hver eneste plads i Industriforeningens store sal er for længst udsolgt, og en lang ekspektanceliste, der for øjeblikket tæller ca. et halvt hundrede, venter med spænding på, om brandvæsenet vil give tilladelse til, at også scenen må blive benyttet som tilhørerplads, så at de kan få adgang til at overvære koncerten. Ansøgningen vil blive behandlet i et brandkommissionsmøde i morgen. Hvis ansøgningen imødekommes, vil der kunne skaffes plads til ca. 40 tilhørere ekstra. Trods det udsolgt hus i en sal, der er dobbelt så stor, som den sædvanligt benyttede på Hotel Kolding, giver koncerten alligevel musikforeningen et underskud, et ganske betydeligt underskud endda. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. februar 1943.