1944 – Dyrskue og folkefest i Kolding

Skuet meget det største i mange år

Jubilæumsdyrskuet i Kolding i morgen, lørdag og på søndag er lagt an til at blive en stor folkefest. Det usædvanlig store antal dyr, som kommer på skuet og de mange aktuelle udstillinger, demonstrationer og forevisninger, vil sikkert trække mange tusinder til dyrskuet i morgen, såvel fra omegnen som fra Kolding by. Landmændene interesserer sig naturligvis mest for at se den store oprangering af avlsdyr, og her kommer alle elitedyrerene frem på rad og række. For byboerne bliver der også meget at se. De fleste kan glæde sig over de smukke dyr og til træffestævnet mellem land og by. Desuden bydes der jo på rideopvisning af Kolding Rideklub, politihundeopvisning og ringridning. Det er altid festligt at se det myldrende liv på dyrskuepladsen, hvorover et halvt hundrede dannebrog i morgen tidlig vil gå til tops.. De besøgendes adgang til pladsen sker ad Agtrupvej, idet indgangen er ved Brændkjærgaard lige over for den nye aldersrentebolig.

For at markere 75-års jubilæet vil man foruden to dages skuet som bekendt også arrangere friluftsscenen. Friluftspil er jo altid noget ud over det sædvanlige, og der kan næppe findes smukkere ramme om et sådant spil end dyrehaven ved Kolding. Som omtalt opføres Chr. Demuhts skuespil ’Jord’. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. juli 1944.

1943 – Prins Viggo kommer til ridestævnet i Kolding

132 ryttere og 60 heste til Danmarks hidtil største ridestævne

Fredag den 25. juni begynder det store landsridestævne, som arrangeres af de sydjydske rideklubber, Haderslev, Esbjerg, Vejle og Horsens med Kolding Rideklub som hovedarrangør i samarbejde med Kolding Idrætsring, der påtager sig selve det praktiske arrangement. Forberedelserne er allerede langt fremme, og det kan nu siges, at dette ridestævne bliver det største, der nogensinde har været holdt i Danmark. Efter anmeldelsesfristens udløb er der kommen 132 anmeldelser, deriblandt Danmarks bedste civile og militære ryttere. I alt kommer 60 heste til start, og det er de bedste heste, vi råder over herhjemme. […]

På grund af den mere end overvældende tilslutning er det nødvendigt at begynde allerede fredag morgen, og Kolding Kommune har stillet sig så imødekommende, at der har kunnet etableres endnu en ridebane, som bliver anlagt ved siden af ridehuset, dér, hvor der engang med tiden skal være fodboldbane. Rytterprinsen Viggo, har udtrykt ønske om at overvære det store ridestævne, og det er sandsynligt, at prinsen kommer til stede. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. juni 1943.