1944 – Situationen i Kolding

Efterretningerne om begivenhederne i København har naturligvis vakt røre over hele landet. Som det fremgår af borgmesterens og politimesterens opråb til arbejdere og arbejdsgivere i Kolding, har man også her ment det formålstjent at mane til besindighed og ro, og denne parole er da også blevet fulgt i det store og hele. I dag til middag, da det rygtedes at forholdene i hovedstaden var næsten helt normale, indtrådte der en glædelig afspænding i situationen overalt, og der er næppe tvivl om, at den usikkerhed, der har hvilet over byen i går eftermiddags og i dag til formiddag, snart vil vige for mere nægterne betragtninger.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. juli 1944.

1941 – Kolding får 75.000 af motorafgifterne

Arbejdet med Fjordstien endelig godkendt.

Motorafgifterne har i sidste finansår i alt givet 39,5 millioner, sognekommunerne 10,5, købstæderne 2,5 og København resten. Vejle Amt får 587.000, Ribe Amt 599.000 og Haderslev Amt 890.000, sognekommunerne i de samme tre amter henholdsvis 445.000, 408.000 og 425.000 kr. Af byerne får Kolding 75.000, Fredericia 28.000, Vejle 68.000, Haderslev 77.000 og Christiansfeld 3.800 kr. I Vejle Amt får af sognene i vor læsekreds; Almind 509 kr., Dalby 876, Egtved 2.498, Eltang-Vilstrup 3.249, Harte-Bramdup 1.954, Hejls 1.012, Sdr. Bjært 2.851, Sdr. Stenderup 1.849, Taps 1.104, Taulov 2.502, V. Nebel 765, Viuf 579, Vonsild 1.427, Ødis 3.080 og Starup 2.012 kr.

Samtidigt oplyses, at ministeriet nu langt om længe har godkendt Fjordsti-arbejdet til Rebæk, så dette snart kan udliciteres. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. oktober 1941.

1940 – Kolding, amtets største by!

Der har gennem lange tider stået en kappestrid mellem Vejle og Kolding om titlen som amtets største by. Vejle har ført hidtil. Ved folketællingen den 1. januar i år var Kolding imidlertid halet meget stærkt ind på Vejle, så der kun var 1 indbyggers forskel, og man var klar over, at til 1. april havde Kolding den store chance. Det viser sig at have holdt stik. Kolding har i det forløbne kvartal forøget sit indbyggertal med 9 personer, så der i dag er 25.184 indbyggere, mens Vejle kun havde en fremgang på 2 personer til 25.178 indbyggere. Forskellen i indbyggertal er stadig ikke stor, men Kolding nåede dog en tak over Vejle

Kilde: Herning Avis, 22. april 1940.

1940 – De sårede soldater i Haderslev i god bedring

En af dem er ramt af fem kugler, en anden af tre
De fem danske soldater, der såredes ved de tyske troppers indmarch i Haderslev den 9. april er iflg. Jydske Tidende heldigvis alle i god bedring.

Den ene, korporal E. Krogh, Marstal, er oven senge. han er ramt af en kugle i højre albue, men der regnes bestemt med, at han ikke vil få varigt mén. Menig 391, B. Berthelsen, Kolding, er blevet ramt af fem kugler, en i højre skulder, en i højre albue, en i højre hånd og to i højre ben. Menig 313, G. Hansen, Odense, er ramt af tre kugler og såret både i skulder, arm og ben. Menig 308, J. Bonde, Vester Hæsinge, har fået kugler i den ene arm og det ene ben, og er desuden såret i ansigtet af splinter.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 18. april 1940.

1939 – DNSAP

Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti
5.,6. og 7. område afholder områdesamling søndag den 7. januar i Aarhus.
S. A. Nytårsparade for medlemmer og interesserede afholdes onsdag den 3. januar kl. 20 på Hotel Royal i Kolding.
Taler. Sysselleder F. O. Jørgenen, Hadsund.
Adgang 50 øre.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 31. december 1939.

1939 – Far og fire sønner som frivillige til Finland

Faderen er en 62-årig dansk-amerikaner, der er født i Finland
Kolding, lørdag
Fra vor korrespondent:
Justine Hansen, Ingemannsvej, Kolding, der er født i Finland, blev i dag ringet op af sin broder, som i 1898 rejste til Amerika. Samtalen var fra København, og fru Hansen, der ikke har set sin broder i 41 år, glædede sig naturvis til at modtage ham under et besøg i Kolding. Broderen meddelte imidlertid at forholdene ikke tillod ham at rejse til Kolding; han var nemlig sammen med sine fire voksne sønner på vej til Finland for at kæmpe mod russerne. Skønt han er 62 år, havde han følt det som en hellig pligt at kæmpe for faderens gamle land i nødens stund.

Kilde: Social-Demokraten, 17. december 1939