1945 – Arrestationer i Kolding

Tysk sikkerhedspoliti har som omtalt foretaget en større razzia i Kolding og foretaget en række arrestationer. Det ser ud til, at man først og fremmest har eftersøgt medlemmer af KU. Blandt de arresterede Koldingensere er frk. Dagny Mailand, værkfører Søderberg, ekspedient Børge Damgaard Madsen, ekspedient Børge Larsen. Adskillige af de eftersøgte mennesker havde i forvejen forladt deres hjem. I Halse er borgmester Regnersen blevet anholdt af Gestapo.

Kilde: Det illegale blad ‘ Information’, 20. marts 1945

1942 – Stuvende fuldt hus til det konservative møde i aftes

Folketingsmand Ole Bjørn Krafts tale hilstes med langvarigt bifald

Som det kunne ventes, var der stuvende fuldt hus til det konservative møde på ‘Hotel Kolding’ i aftes. I den store sal var der dækket kaffeborde til omkring 300 mennesker, men allerede flere minutter inden mødet skulle begynde, var der mange, som måtte stå op i det tilstødende lokale, hvortil dørene var slået op. De fremmødte var fortrinsvis medlemmer af Den konservative vælgerforening, men endvidere var der en fyldig repræsentation af K.U.

Fabrikant P. Beirholm åbnede mødet med en velkomst til aftenens taler, folketingsmand Ole Bjørn Kraft, og lod udbring et nifoldigt leve for Danmark. Efter et man havde sunget Kongesangen, blev ordet givet til Ole Bjørn Kraft, som nu gav en meget interessant udredning af den politiske situation. Hans tale varede ca. fem kvarter og påhørtes med stor interesse. Bagefter rejste forsamlingen sig og tilkendegav stemningen i et langvarigt bifald. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 13. december 1942.

1942 – En smuk og fornøjelig jydsk aften

Oplæsning, sang og folkedans i K. U. og Vælgerforeningen

Konservativ Ungdom og den konservative vælgerforening holdt i aftes ‘Jydsk Aften’ på Hotel Kolding. Det var K.U., der stod for arrangør, og det var K.U.’s formand, Erik Lindegaard Hjorth, der bød velkommen.

Efter at man havde sunget ‘Kong Christian’, holdt lektor Tang Petersen et kort foredrag om dialekter. Han indledte med at sige, at rigsdansk defineres som et sprog, der tales af folk, på hvem man ikke kan høre, fra hvilken del af landet de er. “Det er en god definition”, sagde lektor Tang Petersen – “for således bør et rigssprog være, men kloge folk siger blot, at det sprog er der ingen, der taler. Enhver røber gennem sit sprog, fra hvilken egn af landet han kommer, og rigssproget bliver derved kun et sprog, på hvilket vi alle kan gøre os forståelige for hinanden. […]

Fra Blicher gik lektor Tang Petersen over til Aakjær og Anton Berntsen og læste henholdsvis et par små afsnit af ‘Gammel Jehannes hans bivelshistaarri’ og nogle digte i jydsk mundart. Det var alt sammen meget fornøjeligt, men det kneb utvivlsomt for nogle at forstå det hele, især til slut, da lektoren levede sig helt ind i digtningen og talte jydsk, som om det var hans modersmål – hvad det vist også er.

Forsamlingen hyldede ham med kraftigt bifald. Der blev sunget jydske fællessange, og derefter sang Kolding Mandskor en række sange, der passede fortrinligt til aftenen, og hr. Svend Schnor sang solo. Til slut kom folkedanserne og gav K.U.erne et lille kursus i folkedans.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 1. november 1942.

1942 – En smuk kongefest i konservative foreninger

Gribende tale af kaptajn Louis Nielsen, Odense

Der var stuvende fuldt hus til den Kongefest, de tre konservative organisationer, Vælgerforeningen, Kvindekredsen og K.U. i aftes holdt i Bibliotekssalen. Og det blev ligesom festerne i fjor og forfjor en aften med en stemning, som man vil huske langt frem i tiden.

Formanden for Vælgerforeningen, fabrikant Beirholm, bød velkommen på de tre foreningers vegne velkommen og lod udbringe et nifoldigt leve for hans majestæt Kongen, hvorefter forsamlingen sang ‘Kong Christan’. Så holdt aftenens taler, kaptajn Louis Nielsen talen for Kongen. Det var en ganske kort, men særpræget fyndig tale, hvori kaptajnen understregede den forskel, der hos vide kredse blev i synet på Kongen før og efter den 9. april 1940. “Nu indser alle Kongens store betydning”, udtalte kaptajnen – “nu ser de betydningen af, at Kongen blev i sin rede. Og vi kan alle lære ro og rankhed af vor Konge. Gud give Kongen kraft og styrke til at bære folket frelst gennem denne tid.”

Den danske soldat gjorde sin pligt

Så sang man ‘Der rider en Konge’, og kaptajnen holdt derefter foredrag om ‘Den danske soldat den 9. april’. Kaptajn Louis Nielsen, der var i uniform, talte klart og fyndigt om de opgaver, den danske soldat blev stillet over for den 9. april. Kaptajnen havde selv ledelsen af en afdeling ved Kværs, så han var begivenhederne nær inde på livet, og han understregede kraftigt, at den danske soldat gjorde sin pligt, og var villig til at gøre det med livet som indsats. “Således er dansk ungdom”, sluttede kaptajnen – “Gud give, at tvivlere og sortseere nu har indset det, da har ofrene fra den 9. april ikke været forgæves.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 27. september 1942.