Regn og mudder på den nordlige del af fronten
Berlin, tirsdag, STB.
Ifølge de sidste rapporter fra Østfronten er de voldsomme kampe på sydafsnittet om muligt taget endnu mere til i heftighed. Herunder er byerne Dnjepropetrovsk ved Dnjepr samt Krivoj Rog midt i Dnjepr-buen blevet umiddelbare brændpunkter i kæmpeslaget.
På den nordlige del af Østfronten er der i de sidste dage – en måned senere end normalt – indtrådt en så radikal ændring i vejret, at der næppe kan være tvivl om, at efterårets regn- og mudderperiode har meldt sig på tærsklen til vinteren.
På den sydlige del af fronten, hvor russerne gennem 8 dage har konsolideret deres positioner sydøst for Krementshug og ved brohovederne nord og syd for Dnjepropetvosk, fortsættes storoffensiven fra Krementshug til det Asovske Hav derimod i solrigt, klart og tørt vejr. Efterårsslaget i hele dette udstrakte område – fra Krementshug til Melitopol – har nu antaget et sådant omfang og en så forbitret karakter, at man i tyske, militære kredse, hvor man taler om et nyt højdepunkt i kampene – sammenligner det med slaget om Stalingrad. Russerne kaster herunder division efter division af infanteri, panserstyrker og artilleri gennem “slusen” ved Krementshug mod syd. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. oktober 1943