Kolding Højskolehjem

Om aften den 14. januar 1941 blev der afholdt generalforsamling på Kolding Højskolehjem. Formanden for hjemmet bogtrykker L. Fuglsang og næstformanden, folketingsmand og proprietær J. Thomsen, var begge bortrejste, i stedet for dem blev proprietær Holger Ravn (Sjølundgaard) valgt som dirigent, og kasseren, lærer Karl Munk, samt formanden for foredragsudvalget, lærer Frede Hansen, afgav en fælles årets beretning for hjemmet.

Der er i årets løb blevet afholdt foredrag, ligesom i tidligere år, samt oplæsninger, koncerter, teaterforestillinger og selskabelige sammenkomster. Foreningsregnskabet balancerede med 17,789 kroner.

Ved valg, genvalgtes hele bestyrelsen, ligeledes genvalgtes bogtrykker L. Fuglsang som formand.

Kilde: Kolding Højskolehjem, 15. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4

1940 – Fritidsklub for unge piger

Danske Kvinders Samfundstjeneste af 1940 har oprettet fritidsklubber rundt i landet for kvinder og mænd, som ikke i forvejen har fritidsbeskæftigelse, for at de kan have et samlingssted, hvor de i samvær med andre kan tilbringe deres fritid på en fornøjelig og interesseudviklende måde.

Her i Kolding har man længe været interesseret i sagen og har nu fundet et privat hjem, der foreløbig vil modtage unge piger på deres friaften til samvær med håndarbejde, sang, oplæsning og kaffebord.

De unge piger medbringer selv brød og sukker til kaffen, ligesom man måtte i forrige rationeringstid […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 6. december 1940.

1940 – Tysk koncert på Hotel Kolding

Den tyske kommandant i Kolding, major Masius, havde i aftes indbudt en del af de personer her i byen, som værnemagten siden den 9. april er kommet i berøring med, til en koncert på Hotel Kolding.

I en tale bød overløjtnant Mahler på dansk velkommen og henviste til, at ånden i aftalerne mellem de to lande forlanger et venskabeligt samarbejde mellem den danske befolkning og værnemagten. På kommandantens vegne takkede han for den forståelse, der af byens øvrighed, forretningsfolk og håndværkere har lagt for dagen, og som havde muliggjort et godt samarbejde.

Den musikalske underholdning blev ydet af det Havemann’ske Ensemble, der i internationale musikalske kredse har et fint navn […]

Kilde. Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. november 1940.