Svendborg, lørdag (RB)
Indenrigsministeriet henstillede for nogen tid siden til amtsrådene som led i kampen mod kønssygdommene at oprette stillinger som visiterende læger, hvor patienterne kan henvende sig og få gratis behandling. Svendborg Amt har som det første amt opslået seks stillinger som visiterende læger.
Kilde: Social-Demokraten, 11. marts 1945.
På grund af forholdene
Lægerne i Kolding har nu på grund af forholdene set sig nødsaget til at meddele, at de ikke for fremtiden vil reagere overfor ringning på natklokken. Det er kun muligt at tilkalde lægerne efter mørkets frembrud ved hjælp af telefon, men det er endda kun i særligt alvorlige tilfælde.
Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 2. december 1944
Vi er vanskeligere stillet end under sidste verdenskrig
Professor, dr. med. Harthausen, beskæftiger sig i sidste nummer af ‘Ugeskrift for læger’ med “krigstid og kønssygdommene”. Han siger bl.a., at den konstaterede stigning i tallet på kønssygdomme er betydelig og foruroligende, men dog måske knap så stor, som de fleste har forestillet sig. Han lægger vægt på, at det bedste ville være i størst mulig udstrækning at få patienterne under virkelig specialbehandling og foreslår at få et antal specialister sat i virksomhed i landdistrikterne f.eks. derigennem, at de knyttedes som konsulenter til nogle af de store amtssygehuse.
Som årsag til smittens store spredning i disse krigsår nævner han den omflakkende tilværelse, mange har måttet leve under med arbejde snart det ene, snart det andet sted. Han gør gældende, at langt over halvdelen af alle smitteoverførelser sker under påvirkning af alkohol. Han mener ikke, der er tvivl om, at alkoholforbuddet i 1917, efterfulgt af en meget stærk beskatning, i nogen grad har virket bremsende på kønssygdommenes udbredning, og at man derfor i øjeblikket er vanskeligere stillet end under sidste verdenskrig.
Kilde: Kolding Avis, 28. oktober 1944
Fra og med i dag træder følgende forordning vedrørende automobilkørsel i Danmark i kraft:
København, den 19. september 1944.
Den højere SS- og politifører i Danmark.
Kilde: Hejmdal, 20. september 1944
3 dræbte og 16 sårede ved bombeeksplosion
Der er i aftes sket en ulykke på Lillerød Station syd for Hillerød, hvorved 3 personer er blevet dræbt og 16 sårede.
Eksplosion i personvognen
Da toget mod Hillerød, som skal passere Lillerød kl. 21.49, netop havde sat sig i gang, indtraf der, endnu før de sidste vogne var kommen ud fra perronen, en eksplosion i den tredje eller fjerde personvogn. Virkningen var frygtelig. Fra den molestrede vogn lød der klageskrig, og der opstod forvirring. Fra vognene fik man draget de dræbte og sårede frem, og ambulancer tilkaldtes, hvormed de tilskadekomne kørtes til sygehus. Falck fra Hillerød og Ørnegaarden, Zonen fra Hillerød og 6 ambulancer blev tilkaldt. Endvidere mødte en brandsprøjte og en kranvogn for at etablere nødbelysning.
Mange sad fastklemte
I de første minutter herskede der nogen panik, fordi det var vanskeligt, at få de sårede ud af vognene, og mange sad indeklemt mellem sæderne. De sårede blev lagt i række på perronen og snarest ført til centralsygehuset i Hillerød. De 6 ambulancer kørte hver to ture og to lastvogne kørte hver en tur med lettere sårede. På centralsygehuset ryddede man i hast et par stuer og tilkaldte så mange læger, som det var muligt at få fat på, ligesom der blev tilkaldt nogle blodgivere. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. juli 1944.
Til danske læger.
I anledning af en Eksplosion, der sættes i Forbindelse med sabotage, henvendte Politiet i en større dansk By sig til Byens Læger for at udbede sig Oplysninger om, hvorvidt de paagældende Læger indenfor et bestemt Tidsrum havde behandlet Personer med Læsioner, der kunde formodes at hidrøre fra en Eksplosion. To af de adspurgte Læger nægtede i Overensstemmelse med Loven om Lægers Tavshedspligt at udtale sig. Støttet af ”Den almindelige danske Lægeforening” lod de to læger Spørgsmaalet om deres Vidnepligt prøve for Underretten, hvis Kendelse gik Lægerne imod. Dommen appelleredes til Landsretten, der stadfæstede den af Underretten afsagte Kendelse.
”Den almindelige danske Lægeforening” stilling til de afsagte Kendelser fremgaard klart i Redegørelsen i “Ugeskrift for læger” Nr. 26/43 (20. maj). Man undlod dog at paakære Sagen til Højesteret, i det “Tiderne Ugunst bevirkede, at man ikke mente, der var stor Muligheder for at faa Kendelsen ændret, og man ville nødigt risikere paa Grund af de særlige Forhold, der hersker for Tiden, at faa en Afgørelse, der kunde skabe et ugunstigt Præcedens”.
En Række Læger har indset at dette Ræsonnement fra Lægeforeningen Side rummer en Indrømmelse af, at man ikke er utilbøjelig til at opfordre danske Læger til at gaa paa akkord med deres Samvittighed baade som Læger og som Danske.
De Folk, der har indset dette, prøve nu paa at føre Sagen igennem til Højesteret, for at dokumentere den Alvor, hvormed danske Læger betragter Sagen.
Lykkes det at faa Sagen for Højesteret, er Udfaldet paa Forhaand givet. Loven om Lægers Tavshedspligt er saa uklar i sin Ordlyd, at den i konkrete Tilfælde altid bliver et Fortolkningsproblem. og den danske Højesteret har – vistnok som den eneste i tyskbesatte lande – vist sin Vilje, til at tolke alt efter tysk Ønske.
Hvad saa ?
Vor Etik bygger paa to Forudsætninger, at vi er Læger og at vi er Danske.
Vor Opgave som Læger er hævet over al Diskussion, vi hjælper hvor vi kan, uanset hvem og hvad Patienten er.
Vi hjælper ikke en Patient ved at udlevere ham til tysk Retsforfølgelse og Straf.
…
Vi kæmper ikke for Danmarks Frihed ved at følge vore Undertrykkeres mindste Vink, vi kæmper ikke for Danmarks Frihed ved at udlevere Danske, der har gjort en Indsat, vi aldrig selv har vovet.
Det overvejende Flertal af Borgere i dette Land opfatter det som Stikkeri at udlevere en dansk Medborger. der yder en aktiv Indsats i vor nationale Kamp, til tyskerne, og de opfatter Stikkeri som den usleste af alle Forbrydelser.
…
Vi maa klar bekræfte overfor det danske Folk og den Frie Verden, at vi er og tør være Læger, Danske og Demokrater !
97% af de hollandske Læger vovede for nyligt Arbejde, Gods og Liv for at at undgaa Tvangsnazificeringen af deres Stand.
De danske Biskopper har for nyligt enstemmigt offentlig modsat sig at opfordre Præsterne til at tale ud fra andre Forudsætninger end deres kristne Livsanskuelse.
Der er nu rettet et alvorligt Angreb mod Grundvolden i vor Lægelige Etik, men en samlet Lægestand vil – paa trods af Domstolenes Kendelser – anse det som sin Pligt heroverfor at hævde sine pligter og Rettigheder.
Frit Danmarks Lægegruppe
De danske Studenter’s Medicinergruppe
Uddrag fra brev til Kaj Baagøe, Kaj Baagøes privatarkiv, kuvert poststemplet 2. juni 1943. Opbevares på Kolding Stadsarkiv
Kun små mængder, der må anvendes, hvor der er fare for en epidemi
Lederen af vaccineafdelingen på Statens Seruminstitut, dr. Juel-Henningsen, udtaler i anledning af de fremkomne meddelelser om mangel på difterivaccine, at efterspørgslen er steget så enormt, at instituttet har haft vanskeligt ved at følge med. I en periode udleverede vi omkring 20.000 ampuller daglig. Tidligere var efterspørgslen på nogle hundrede. Vacciner er der imidlertid nok af. Vi producerer den selv, og når vi har bedt lægerne om nogle dages tålmodighed er det udelukkende af forsigtighedsgrunde. Vi har ikke i nogle tilfælde givet afslag. Men er der f.eks. rekvireret 250 ampuller, har vi spurgt, om man ikke foreløbig kunne klare sig med 100. Om nogle dage er vi igen klar til at imødekomme kravene. Siden 1. decbr. er der fra instituttet udleveret ca. 300.000 doser.
Kun vaccine til forhindring af epidemier
I aftes udsendtes i radioen en meddelelse om, at landets embedslæger i disse dage har modtaget meddelelse fra Statens Seruminstitut om, at instituttet i øjeblikket kun råder over meget små mængder vaccine til difterivaccination. I slutningen af denne måned venter man lidt stof til fremstilling af vaccine, og man regner med, at fremstillingen vil blive normal igen i februar. Den vaccine, der er til rådighed i øjeblikket anvendes, efter hvad Seruminstituttet oplyser, på steder, hvor der er fare på færde for en epidemi, eller hvor vaccination allerede er påbegyndt, og børnene står overfor at skulle have den anden indsprøjtning. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. januar 1943.
Det er ikke så nemt at sige, nå man er så ny i arbejdet som jeg, men givet er det, at jeg kommer til at beskæftige mig med bekæmpelse af utøj. Og det bliver sikkert også nødvendigt at besøge nogle hjem, for at hjælp mødrene med at komme utøjet til livs. Det nytter jo ikke af afluse børnene, hvis de blot henter ny forsyning i deres hjem.
Endvidere bliver der sikker en del ernæringsspørgsmål at tage sig af. Hvis man konstaterer, at børnene får mangelfuld ernæring, vil det være naturligt at tale med mødrene om, hvad årsagen er hertil. Egentlig ville det være rimeligt at kalde mig skolesundhedsplejerske i stedet for sygeplejerske. Det er jo børnenes sundhed, jeg skal arbejde for, og det er blandt de raske børn, arbejdet skal foregå. De syge børn skal henvises til lægehjælp.
Ida Jørgensen, sundhedsplejerske i interview 5. september 1942
Kilde: Iværksætterne, s. 245, af Helle Juhl (2018), Kolding Stadsarkiv