1943 – En tredjedel af det “normale” arbejdsløshedstal

En meget gunstig ledighedsprocent

Vi har i dag spurgt Oluf Rasmussen på Arbejdsanvisningskontoret om, hvordan det ligger med beskæftigelsen for tiden. Det siger sig selv, at det meget gunstige vejr har influeret særdeles heldigt på beskæftigelsesprocenten. Det viser sig, at der på denne tid af året kun er en tredjedel af det normale antal arbejdsløse. Der er således knap nok en ledig arbejdsløs i landdistrikterne, idet de 15 landdistrikter møder med kun 16 arbejdsløse.

“En ting har undret os lidt i år”, udtaler Oluf Rasmussen, “og det er, at der nu til forårssåningen kun har været meget ringe begæring efter arbejdskraft til landet. Landmanden har åbenbart i år kunnet klare den med gårdens egen arbejdskraft, måske fordi han vinteren igennem har haft et noget større folkehold. Og da forårssåningen nu snart er forbi, ser det ikke ud til at vi kan regne med nogen efterspørgsel derfra”.

Mangel på cykelgummi

Har manglen på cykelgummi ikke gjort sig gældende, når der er blevet anvist arbejdskraft fra byen til landdistrikterne?

“Sidste år fik vi tildelt gummi til 10 cykler for folk, der skulle fra byen på roearbejde i oplandet. Dengang kom tildelingen så sent frem, at den ikke fik praktisk betydning. Vi søgte da om vi ikke måtte anvende gummien til dræningsarbejde, men det blev dengang afslået. Vi håber dog, at vi i år vil få lov til at disponere over gummien efter behov og bedste skøn.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. marts 1943.

1943 – Falck i Kolding uddanner ca. 500 brandmænd

Til brug i landdistrikterne

Vi træffer direktør Foged, Falcks Redningskorps, på gaden og spørger ham, hvordan det går med den store plan om uddannelse af brandmænd i landdistrikterne og udpegningen af Falckstationens leder selv til brandinspektør i landkommunerne.

“Det går så godt, som det kan gå”, udtaler direktør Foged. “De fem kommuner i Ribe Amt, som hører med til vort opland, har allerede for længst godkendt valget af mig som brandinspektør i deres kommuner og 12 kommuner i Vejle Amt har også gjort det – alle sammen enstemmigt i øvrigt.”

Hvornår begynder så den nødvendige uddannelse af brandmænd og brandledere (brandfogderne)?

“I næste måned skal Falcks ledere fra hele landet samles i København for på et kursus der at blive instrueret i undervisning og uddannelsen af de unge landmænd-brandmænd og straks efter hjemkomsten tager vi fat på at meddele vor viden videre.”

Hvor mange brandmænd skal der uddannes i landdistrikterne?

“Der skal uddannes 6 brandmænd og 1 leder i hver brandkreds, så i alt vil tallet komme til at ligge mellem 400 og 500 brandmænd.”

Hvordan vil uddannelsen ellers komme til at foregå?

“Den teoretiske undervisning vil finde sted i de forskellige kommuner, og teorien vil formentlig komme til at vare 4 lektioner hvert sted. Den praktiske undervisning, der bl.a. vil komme til at omfatte brugen af brandslanger, anvendelsen af røgmaskiner etc., vil foregå på vor station i Kolding. Antagelig vil vi kunne påbegynde undervisningen i april måned, og det er meningen, at den skal tilendebringe så hurtigt som muligt.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. februar 1943.

1943 – Mørklægningen på landet inspiceres

Og nu skal der være sand og vand på lofterne i luftværnsområderne.

På baggrund af den sidste tids alvorlige begivenheder har Statens Civile Luftværn indskærpet betydningen af, at mørklægningsbestemmelserne overholdes bedre i landdistrikterne, hvor det ofte kniber med afblændingen i stalde og i lignende steder. Politiet går nu i gang med en grundig inspektion, og det vil derfor være klogt at få eventuelle mangler afhjulpet, inden der bliver foretaget noteringer. Samtidig er bestemmelsen om, at der ikke behøver at være sand og vand i beholderne på lofterne inden for luftværnsområderne, ophævet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. februar 1943.