1945 – Fangerne flytter nu fra Kolding

200 russere er bragt til Blåvand og 150 hollændere, belgiere og franskmænd rejser hjem i næste uge.

Siden kapitulationen har man i Koldings gader kunnet høre en lang række fremmede sprog, men det er nu ved at være forbi. De 200 russiske kvinder og mænd, der har opholdt sig i byen, er rejst, idet de er sendt til Blåvand, hvor man råder over en velindrettet lejr til dem. Det er den tidligere lejr for de store befæstningsarbejder ved Blåvand. Det kneb for mange af russerne at få sagt farvel til Kolding, hvor de efter frigivelsen fra fangenskabet har fået en god behandling og har fået mange venner.

Særlig var det slemt for en ung, russisk pige, som havde forelsket sig kraftigt i en ung Koldingenser, og han gengældte hendes følelser. De søgte Røde Kors, om hun måtte få lov at blive. De ville gerne giftes, men Røde Kors fandt det klogest, at den ynge pige kom med transporten. I øvrigt længtes hun også efter at se sin familie. Hun var kun 18 år, og han var ca. 20. De havde kun kendt hinanden en uge, og de var ikke i stand til at gøre sig forståelige overfor hinanden på anden måde end fingersprog.

På tirsdag rejser 79 hollændere, 60 belgiere og 10 franskmænd hjem. Det er englænderne i Kiel, der har ordnet denne rejse, der går med tog over Padborg til Lüneburg, og videre. Til denne transport slutter sig 62 franskmænd fra Jels. Tilbage i Kolding bliver derefter ca. 100 italienere, ca. 50 tjekkere og ca. 50 mlnd fra randstaterne. Dertil kommer ca. 50 kvinder og børn, ligeledes fra randstaterne. Hvornår de kommer til at rejse, er endnu ikke til at sige. udgifterne til fangerne siden den 5. maj har andraget ca. 35.000 kroner.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. juni 1945.

1945 – 2.000 soldater huserer i Bramdrup Skov

De bor i telte og løvhytter og ødelægger skoven

I Kolding Folkeblad kunne man i går læse en annonce, hvoraf det fremgik, at “Bramdrup Skov Restauration lukker i Pinsen på grund af vandmangel, da min brønd og min skov er beslaglagt af tyskerne!”

Bag denne annonce skjuler sig en formelig tysk-ungarsk “besættelse” af hele Bramdrup Skov. Det et tropper, der nordfra er på vej hjem til Tyskland, og som i disse dage bivuakerer i Bramdrup Skov i et antal af langt over 2.000. Lejren frembyder et mærkeligt syn: man føler sig nærmest hensat til en bedre indianerlejr med telte og rygende bål, hvorom lejrens indvåner sidder eller ligger, rygende deres freds- eller det bliver måske snarere kapitulations-piber, de parkerede køretøjer, repræsenteret ved såvel luksus, som lastbiler, motorcykler, almindelige cykler og hestekøretøjer, og andre mere mærkelige og blandede transportmidler, samt indvånernes forskellige påklædninger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. maj 1945.

1944 – Overflytning af interneringslejren i Horserød til Frøslev

Fra officiel tysk side meddeles:

Efter at interneringslejren i Frøslev ved Padborg, der har været under opførelse i flere måneder, er blevet færdig, er den interimistiske interneringslejr i Horserød den 12. august 1944 blevet forlagt dertil.

Interneringslejren ved Frøslev har postadressen: Frøslevlejren pr. Faarhus.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. august 1944.

1944 – KFUK-lejr angrebet af meningitis

Lejrens 85 unge piger isoleret
Kolding, lørdag
På Grænseborgen ved Hejls er der konstateret et tilfælde af den smitsomme meningitis, idet en af de 85 uge KFUK-piger, der for øjeblikket ligger i lejr på Grænseborgen, er blevet ramt af sygdommen,
Det drejer sig om den 17-årige Karen Margrethe Sekjær, Andst, der torsdag blev heftig syg. Den tilkaldte læge beordrede hende indlagt på Kolding Sygehus, hvor man konstaterede, at den unge pige have meningitis. Der er dog ikke fare for hendes liv. Kredslæge Axel Hansen, der blev tilkaldt, har besluttet at isolere lejren, hvorefter lejrdeltagerne, der skulle have været rejst hjem i dag, fortsat en tid må blive i lejren. Der er dog ikke tegn til andre sygdomstilfælde blandt de unge piger.

Kilde: Nationaltidende, 16. juli 1944

1941 – Norske kvinder tvangsudskrives til landarbejde

65 arbejdstjeneste-lejre skal oprettes.
Oslo, fredag. (R.B. fra N.T.B.).
Ligesom mænd i Norge er blevet udskrevet til tvangshugst, bliver kvinderne nu udskrevet til jordbrugsarbejde. Arbejdsfordelingen undersøger, hvor der tiltrænges arbejdshjælp landet over, og beordrer kvinderne fra det ene erhverv over i det andet. Arbejdstjenesten har stillet sig til disposition for socialministeriet, således at man kan anbringe de tvangsudskrevne i Arbejdstjenestens lejre rundt omkring i landet. Der er allerede oprettet tre sådanne lejre, og man venter, at der i alt skal oprettes 65.

Kilde: Nationaltidende, 23. august 1941.

1941 – 107 kommunister er i Horserød-lejren

I alt har 269 personer været taget i forvaring, men de 153 er atter løsladt.

I anledning af en række rygter om de internerede kommunisters forhold, sammenkaldte justitsminister Thune Jacobsen i går repræsentanter for pressen og gav en redegørelser, der dog for en del er fortrolig. Officielt kan meddeles: 116 kommunister er i forvaring, heraf 107 i Horserød-lejren, 7 (kvinder) i Vestre Fængsel og 2 på hospitalet.
De første internerede ankom til Horserød-lejren den 21. august. Rygterne har nævnt meget større tal, helt op til 500. Der har været taget i alt 269 personer i forvaring: men deraf er de 153 igen løsladt. I dette tal er ikke medregnet de personer, som dimitteredes samme dag, de blev forhørt. I anledning af de 116 personers internering er afsagt dommerkendelser. De 115 har appelleret til Højesteret, hvor deres sager vil blive behandlet.

De internerede kommunister har oprindelig siddet i Vestre Fængsel eller arrester rundt om i provinsen. Det drejer sig, som justitsministeren oplyste i Rigsdagen, om folk, om hvilke man må mene, at de også i fremtiden vil udøve kommunistisk virksomhed. Horserød-lejren, som ligger en mils vej vest for Helsingør, blev som bekendt bygget under sidste krig og ligner lejren ved Hald. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 2. september 1941.

1940 – Endnu en Kolding-sygeplejerske til Finland

Som allerede omtalt, sender Dansk Sygeplejeråd og Dansk Røde Kors i nær fremtid 60 sygeplejersker til Finland, hvor de sammen med et lignende antal sygeplejersker fra Norge og Sverige skal gøre tjeneste på de finske hospitaler og i evakueringslejrene.

Dansk Sygeplejeråd har allerede modtaget flere hundrede ansøgninger fra sygeplejersker, der ønsker at gøre tjeneste i Finland. Efter at det store ansøgningsmateriale er gennemgået, er der foreløbig udtaget 37 kvalificerede sygeplejersker, deriblandt frøken Karen Buch, Kolding Nørremark […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. januar 1940.