1943 – Byggeri i Drejens til 100.000 kroner

Esbjerg Byråd bygger feriekoloni og lejrskole

Ingeniør Robert Underwood Jarvis har i eftermiddags på sin bopæl på Drejens Odde undertegnet en kontrakt, ifølge hvilken han afstår ca. 5 tdr. ld. jord, en græsmark beliggende ovenover den tidligere restauratin “Elvighøj”, til Esbjerg Byråds Skoleudvalg.

Til stede ved underskrivelsen var, foruden skoledirektør Olaf Petersen, Esbjerg, også Esbjerg Byråds Skoleudvalg, repræsenteret af viceborgmester, socialinspektør Jespersen, boliginspektør, arkitekt William Petersen og redaktør Ree, ligesom også familien Jarvis’ økonomiske rådgiver, proprietær Haue, var nærværende.

Prisen på grunden ønskes ikke opgivet, men naturligvis betales der en liebhaverpris for det skønt beliggende areal. Mest interessat er dog de planer, der er knyttet til erhvervelsen af grunden. Esbjerg Byråds Skoleudvalg agter nemlig at opføre en anseelig 3-længet feriekoloni på grunden. Byggesummen er kalkuleret til ca. 100.000 kr., så det er et pænt beløb, der vil blive lagt på Kolding-egnen i arbejdslønninger med denne plans realisering. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. februar 1943.