1943 – Generalforsamling i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Nytaarsdag 1943 afholdtes Ekstra Generalforsamling i Harte Forsamlingshus i Anledning var i første Række at vælge ny Kasserer i Stedet for afdøde Jens Pedersen Brandrupdam og en ny Supleant i stedet for Anders Jensen Alpedal, der lider af en temmelig haabløs Sygdom. Formanden var fraværende paa Grund af Sygdom hvorfor mødet aabnedes af K. Antonsen, der efter at have budt velkommen mindedes den afdøde Kasserer Jens Pedersen som den rolige stilfærdige Mand han havde været, en mand der havde alles sympati og Tillid og som havde været en virkelig god Kammerat. Forsamlingen viste sin Tilslutning ved at rejse sig.

Derefter gik man over til selve Dagsordenen, man talte Kassebogen efter, og efter den foreløbige Opgørelse viste det sig at Kassen indeholdt 23 Kr. 69 Øre mere end der efter Bogen skulde være, Kassen indeholdt 50 Kr medes Bogen kun udviste 47 Kr 31 Øre, man enedes dog om at det hele skulde gaas rigtig efter, inden man udbetalte det resterende Beløb til Enken. Af mærkebeholdning fandtes der 611 mærker for Mænd og 151 for Kvinder.

Derefter gik man over til Valg af Kasserer valgt blev Peter Thomsen Ejstrup, og til Revisor valgtes Marius Nielsen. Formanden havde ogsaa yndet om at han ønskede at fratræde nærmest paa Grund af svigtende Helbred, men generalforsamlingen vedtog at lade det hvile til en senere Generalforsamling hvor Chr. Petersen selv var til Stede. Til sidst var der en Røst der hævede Sig om at passe på med Skatten at Restancen ikke skulde blive for stor, for at have Valgapperatet i Orden hvis der i den nærmeste Fremtid skulde blive Brug for det.

Hermed hævedes mødet.

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1943. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

1940 – Årets ligningsprocent

Koldings Ligningskommission har udgivet de officielle skattetal, ligningsprocenten for året bliver sat til 13 procent og kirkeskatteprocenten til 0,6 procent. Siden april sidste år, hvor den samlede skattepligtige indkomst var lidt over 29 millioner kroner, er denne nu steget til lidt over 31 millioner kroner, samtidigt er befolkningstallet steget fra 24.533 den 1. januar 1939 til 25.175 den 1. januar 1940.

Kolding Folkeblad bringer i dagens leder en skarp kritik af Socialdemokratiet: ”Ja, så fik vi spændingen udløst og Koldings ny ligningsprocent fastsat. Socialdemokraterne må åbenbart ikke være overtroiske når de ikke er bange for tallet 13. Det blev jo atter slået fast, at når det virkeligt kommer til stykket, så skæres budgettet ned, og alle de “gode gerninger” og det meget arbejde, man hænger ud som lokkemand, ved 1. budgetbehandling, det falder af, når budgetudvalget har haft saksen fremme. Og nedskæringerne er jo foretaget af flertallet, altså socialdemokraterne, for ellers havde de simpelthen ikke kunnet gennemføres!”.

Der er for Folkebladet flere problemer med årets ligning. Ligningsprocenten er steget fra 11,8 procent til 13, der er dog stadigt ikke skaffet dækning for de 600.000 kroner som Kolding har i gæld til staten, der anslås et års underskud på 200.000 kroner. Der er stor uenighed mellem den borgerlige side og socialdemokraternes side om budgetterne og fordelingen hertil.

Ellers kan der meldes at det forventes ved budgetforhandlingernes 1. behandling, at elektricitetsprisen for 1940 ville ligge på 9 øre, den endte dog på 10 øre pr. kwt for almindelige forbrugere.

Om Sydbanernes skæbne

Formanden for Sydbanerne har været i København for at forelægges en nedlæggelse af banerne for trafikministeren. Banerne vil holde op med at køre den 1. juli i år, i løbet af april måned vil der blive indkaldt til generalforsamling af de interesserede parter, nemlig de ni kommuner, Kolding by, Ribe og vejle amtsråd, og staten.

Folkebladet har spurt formand propr. Jørgen Krag, Trappendal om det kan tænkes at baneselskabet vil oprette rutebilnet til sognene? ”Det kan jeg ikke svare på. Det bliver kommunernes sag, at afgøre, om eventuelle rutebiler skal drives kommunalt eller privat” svarede Jørgen Krag.

Kilde: Kolding Folkeblad 1. april 1940

1940 – Travlhed hos politiet

Der var travlhed ved Kolding Politi i dag, det var sidste dag for aflevering af sin nummerplade, hvis ikke man ville fortsætte beskatningen til staten.

Der var afleveret 190 nummerplader af politikontoret lukkede lørdag aften. Fra landdistrikterne er der kommet 60-70 sæt med posten til politivagten.

Ifølge aviserne er gennemsnitsprisen for en liter benzin her på egnen er 20 øre, i København skal prisen eftersigende være oppe på 50 øre pr. liter.

1939 – Ingen nedgang i tobaks salget

I forgår åbnedes salget igen op for tobak og spiritus, i en lempet udgave. Trods en ekstrabeskatning på cigaretter, så mærkes der blandt byens købmænd ingen nedgang i salget af tobak, dog betyder ekstrabeskatningen, da alle cigaretter er blevet ombanderoleret.

Blandt de nye priser kan nævnes: Spiritus; Aalborg Taffel Akvavit 10,40 kr. og Brøndum Snaps 8,90 kr.. Tobak; prisforhøjelse for cigarer af de mest brugte mærker bliver 2 og 4 øre, 4 øres cigaretter stiger til 5 øre.

Nu er det overstaaet, og selv om det var drøjt, er det jo noget, vi maa finde os i. De perforerede Ark, vi fik udleveret, var ganske vist gummieret, men ikke bedre end at vi sel vhar maattet staa med Klisterpotten ved Siden af og klistre hver enkelt Banderole paa.

Tobakshandler i Kolding den 7. oktober 1939 om banderoler på tobaksprodukter

Kilde: Tobak og Spiritus igen, 5. oktober 1939, side 5, Kolding Folkeblad
Ekstrabeskatning af Tobak bragte ikke Nedgang i salget