1943 – Lokomotivfører opstillet til folketinget

I Vejle Amtskreds har DNSAP opstillet lokomotivfører og parti sysselleder Jørgen Fr. Koch fra Kolding til folketingsvalget den 23. marts 1943. Koch er vokset op i et arbejderhjem, han lærte allerede i barndommen, at arbejderne var de små og svage i samfundet. Koch fortæller selv at han i sin ungdom:

tog han del i kampen for socialismen, men opgav sin aktive deltagelse, da han indså, at marxismens lære med klassekamp og klassehad ikke ville føre til de mål, han havde sat sig.

Mange år senere lærte jeg National-Socialismen at kende, og jeg fik et indblik i, hvorledes DNSAP anerkendte det arbejdende og producerende folk som arbejdere. Jeg er medkæmper for behov produktion i stedet for profitproduktion, kæmper for, at fagmænd kommer til at styre under personlige ansvar, og jeg håber, at jeg endnu i mange år må kunne gøre en indsats til gavn for det arbejdende danske folk – for et Danmark for danskere, hvor arbejdets glæde er i højsædet, og hvor den, der udfører arbejdet, før lønnen herfor.

Hvorfor nationalsocialisme?

Maskinpasser K.A. Larsen har til Fædrelandet indsendt følgende til valgavisen:

Efterhånden var jeg blevet klar over, at med det nuværende system ville den danske arbejderstand synke ned i den dybeste armod.

Altså var der kun et at gøre: at melde sig under DNSAP’s faner, til kamp mod jødekapitalens udnyttelse af det danske folk. Gennem arbejdsfællesskabet må vi alle gøre vor indsat for at højne arbejdernes eksistensmuligheder.

Der er jo arbejde nok til os alle, når blot det er den rette mand, der står ved roret.

Kilder: ”
Valgekstra tillæg til Fædrelandet, 21. marts 1943

1942 – Risikomomentet ved al trafik kan nu engang ikke bortelimineres

Nogle fredericianske jernbanemænd om de forhold, hvorunder de arbejder i dag.

Navnelisten på De Danske Jernbaners Mindelund på volden i Fredericia vokser stærkt i disse år. Navn føjes til navn på jernbanefolk, som døde i deres tjeneste, og som ikke gjorde nogen blæst af, at de ofte arbejdede under livsfarlige forhold. Om lokomotivføreren fra Aalborg, der førte toget i Tolne, er det oplyst, at han ikke havde sovet i 24 timer. De mindre ulykker bliver kun til små notitser i aviserne, men når der nu sker to store jernbaneulykker i træl, opskræmmes sindene, og man spørger sig selv: Er tjenesten for hård for statsbanernes mænd? Bliver de nervøse af det evige jag i mørket, og er det denne nervøsitet, som er den indirekte årsag til den sidste tids ulykker?

Vi stiller spørgsmålene til nogle jernbanemænd og taler først med en af guldsnorenes herværende gruppeformænd, overassistent Thejl, der udtaler:

“Jeg kender slet ikke noget til omstændighederne ved disse to ulykker, som er indtruffet lige nu efter hinanden. Der for kan jeg heller ikke sige, hvorvidt der har gjort sig særlige forhold gældende for de personer, under hvis tjenestetid og på hvis tjenestetid ulykkerne er sket. Men jeg vil mene, at disse ulykker nøjagtigt lige så godt kunne være indtruffet under normale forhold som nu. Risikomomentet ved al trafik kan nu engang ikke bortelimineres.”

Personalet har ikke mere at gøre nu end før krigen?

“Tjenestetiden er ikke længere, måske der nogle steder kan være tale om, at den er mere udfyldt af arbejde. Er der der derimod til tider ekstraarbejde, afspadserer personalet jo den tid, de har arbejdet over.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 17. juni 1942.

1942 – Den blodige tog-ulykke i Lunderskov

Tre dræbte og én hårdt såret, da et godstog kørte ind i holdende godstog natten til søndag.

En ny og blodig togulykke er hændt for de danske statsbaner, og da den nye ulykke i mangt og meget ligner den, der indtraf ved Tolne Station i fredags, bekræfter den den gamle teori om, at en ulykke sjældent kommer alene, men ofte i serier.

Ulykken indtraf et par minutter før midnat lørdag aften i Lunderskov. På et af de fra stationen fjernliggende spor lidt vest for stationen, ud for den vestlige blokpost, holdt der et godstog, der kort i forvejen var kommen ind sydfra. Lokomotivet holdt fremme under pumpen for at indtage vand, men toget var så langt – det var på ca. 40 vogne – at togstammen ikke var langt nok forbi skinnekontakten, der skulle stille indkørselssignalet på stop, hvorfra der fremdeles vistes “fri bane” ud af skinnerne mod vest.

En halv snes minutter efter at det første tog var kommet ind, kom der endnu et tog sydfra. Det kørte frem med ret god fart, skønt også det skulle have gjort holdt ved Lunderskov Station. Men da der var frit indkørselssignal havde føreren på dette tog, lokomotivfører, Platz, Fredericia, der førte den store R-maskine, nr. 945, god tid til at bremse. Da han rundede svinget 4-600 meter vest for stationen, fik han imidlertid pludselig øje på det holdende tog kun et par hundrede meter fremme på linjen. Skønt han havde forvisset sig om, at der var klar for indkørsel, var han straks på det rene med farten og slog øjeblikkelig alle bremserne for at standse toget så meget som muligt. Alligevel kunne et sammenstød ikke undgås – og det blev tilmed meget voldsomt. Lokomotiv R945 pløjede sig som en kæmpemæssig rambuk bagfra ind i det holdende tog.

To vogne presses over den bagerste op på lokomotivet.

Den bagerste af dettes vogne, der var en ældre kupévogn, blev fuldstændig knust, siderne blev revet af den og bufferne boredes ned i jorden, så vognen samtidigt holdt stille. Næst- og tredjebageste vogn, to godsvogne, blev derved slynget over den bagerste, der fungerede som en sliske, og de endte ovenpå lokomotivet, svævende højt oppe i luften, 8-9 meter fra jorden. […]

Den dræbte bremser slyngedes op på lokomotivet.

I den bagerste vogn, der blev skubbet ind under godsvognene, befandt sig blandt andet den ca. 30-årige hjælpebremser A. Stein fra Fredericia. Han blev grebet af de to andre vogne og med dem slynget op på lokomotivet, hvor han kom i klemme ved skorstenen. Man kunne i første omgang ikke finde ham, skønt man vidste, at han måtte være der. Han var dræbt på stedet og hans lig måtte efter at være frigjort, hejses ned på jorden. Desuden befandt der sig enkelte tyske soldater i de bagerste vogne. To af disse blev så hårdt medtagne ved kollisionen, at de ligeledes dræbtes på stedet. En tredje tysk soldat blev meget hårdt kvæstet, idet han pådrog sig alvorlige læsioner omkring bækkenpartiet. Den ene af de dræbte soldater havde fået hovedet fuldstændig knust, den anden havde fået det ene ben helt revet op foruden svære indre kvæstelser.

Ingen af lokomotivpersonalet kom noget til.

Mærkeligt nok kom ingen af mandskabet på lokomotivet R945 noget til. De blev på deres pladser til det hele var overstået, og lokomotivet selv, led heller ikke ret megen skade, der skete næsten kun det, at skorsten blev revet af. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. juni 1942