1943 – 12 slagtermestre for retten i dag

Bøder fra 100 til 400 kroner for manglende prisangivelse

I Kolding Kriminalret mødte i dag tolv af byens slagtermestre. De lovovertrædelser, de havde gjort sig skyldige i, var forholdsvis små. De drejede sig hovedsageligt om undladelse af ophængning af pristavlerne og mangel på prisangivelse på kødvarer og pølser i vinduerne og på diskene, en enkelt mindre overtrædelse af maskimalprisordningen var der vist også imellem. Bøderne lå alle sammen mellem 100 kr. og 400 kr. Taksten for manglende priser og pristavler er altid 150 kr.

Nu har politikontoret i lange tider ikke været i stand til at udlevere pristavler, så på det punkt skulle man synes, at slagtermestrene var undskyldt. En mester havde således en halv snes gange forsøgt at rekvirere den manglende tavle,, men forgæves. Sidste gang, han forsøgte, var så sent, som i går, da den heller ikke var at få. Ved at forespørge politikontoret opklaredes det, at tavlerne i dag var til disposition.

Hvad de manglende priser angik, skyldtes det, at han netop var i færd med at få varerne bragt indad døren fra slagteriet og anbringe dem i vinduet, da politibetjenten kom og noterede ham, endnu inden han havde nået at anbringe priserne, hvad han ellers altid gjorde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. juni 194.

1943 – Kriminalpolitiets arbejde er i jævn stigning

Sikkerhedspolitiet har alene haft 465 sager

Kriminalpolitiet i Kolding har nu tilendebragt udarbejdelsen af statistikken over året 1942’s arbejde. Som det kunne ventes, er forbrydelserne i stigning, selv om der ikke i år har været så tungtvejende og mangeomfattende bedragerisager, som da Stougaard-sagen i sin tid optog flere lokaler på Domhuset. Der er i året 1942 begået i alt 2.860 forbrydelser i politikredsen; deraf falder de 1.652 i Kolding by, resten på landet – det blive 1.208. Kriminalpolitiet har opklaret 1.384 af årets forbrydelser og 110 fra forrige år. Der har været 1.205 sigtede mænd og 141 kvinder. I alt har der været anholdt 324 personer, deraf de 11 kvinder. I 211 tilfælde er tiltalte frafaldet, mens der ved Underretten har været rejst tiltale mod 369 mænd og 29 kvinder.

341 mænd har fået deres dom, og 27 kvinder. 3 mænd er dømt ved Nævningeting. der har været rejst tiltale i 203 statsadvokatsager ved Underretten, og der er i Kolding Politikreds anholdt 34 efterlyste fra andre politikredse. Politiet har anholdt 219 berusere; deraf var kun 9 indbragt af landpolitibetjentene fra landdistrikterne – resten har Kolding på samvittigheden. Der er begået 1.787 simple tyverier, 164 indbrud, og der er er anmeldt 188 bedragerisager (herunder underslæb etc.), 57 tilfælde af forsætlig vold (legemsbeskadigelser), 41 forbrydelser mod sædeligheden, 5 dyreplagerisager, 43 tilfælde af hærværk i politikredsen, ligesom man har haft 112 almindelige brandsager, men ingen uagtsomme eller forsætlige. Endelig er der begået ét drab i 1942. […]

1941 – Alvorlige straffe for at kolportere rygter fra mand til mand

Meget opsigtsvækkende kommentar fra Justitsministeriet. Streng skærpelse af straffen for spionage

Justitsministeriet udsendte i aftes en række kommentarer til loven om spionage og rygter, som i forgårs blev vedtaget i Rigsdagen. Det er uafviseligt nødvendigt, at enhver statsborger gør sig lovens bestemmelser klar, så han kan nøje ved, hvilken risiko han løber, hvis indlader sig på at gå uden for bestemmelsernes rækkevidde.

Hele den danske befolkning kan beredes vanskeligheder

[…] Under de nuværende forhold kan ingen være i tvivl om, at handlinger af de nævnte art er egnede til at skade danske interesser på det alvorligste. Enkelte uansvarlige personer kan ved at foretage sådanne uoverlagte handlinger komme til at berede hele den danske befolkning vanskeligheder, og der må derfor nu anlægges en langt strengere bedømmelse af disse handlinger, end det er tilfældet under normale fredelige forhold.
Lovens paragraf 4 foreskriver udtrykkeligt, at loven også omfatter handlinger, der begås af danske statsborgere uden for den danske stats område. Endvidere foreskriver paragraf 5, at såfremt der indledes undersøgelse for overtrædelse af lovens bestemmelser mod en person, der opholder sig uden for den danske stats område eller ikke kan findes, kan retten bestemme, at der skal lægges beslag på den formue, som sigtede måtte besidder eller erhverve her i landet. Beslaglæggelsen vedvarer, indtil sagen er endelig afgjort. Ligeledes kan retten såfremt sigtede har en stilling eller driver en virksomhed, hvortil offentlig udnævnelse, beskikkelse, autorisation, bevilling, næringsbrev eller lignende kræves, bestemme, at hans ret til denne stilling eller virksomhed bringes til ophør, så længe beslaglæggelsen varer.

Kilde: Uddrag af den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 19. januar 1941