1944 – Hvis Aalborg skal evakueres

85.000 skal forlade byen, og de der skal evakueres længst bort, kommer til at marchere 100 kilometer.
I Aalborg har myndighederne i nogen tid arbejdet med evakueringsplaner, der skal træde i kraft i påkommende tilfælde, og man er nu så langt fremme med dette arbejde, at evakueringen kan sættes i gang, hvis forholdene skulle gøre det nødvendigt. En fuldstændig evakuering af Storaalborg vil betyde, at ca. 85.000 personer må forlade området, medens kun 10-15.000 bliver tilbage for at holde de livsvigtige funktioner i gang.
Premierløjtnant Svend Aage Traulsen, der er chef for evakuerings-sektionen i Aalborgs luftbeskyttelsesområde, fortæller, at evakueringsstrømmen så vidt muligt vil blive ledet sydpå, at de, der skal evakueres længst bort, kommer til at marchere 20 kilometer daglig i fem dage, hvilket er en hård tur for utrænede. Man har i øvrigt måtte udarbejde evakueringsplaner med henblik på, at broerne kan blive afbrudt. Ved et eventuelt commando-raid mod Jyllands nordvestkyst, sådan som oberstløjtnant Gerstafft har omtalt det i sine foredrag, kan Limfjorden meget let blive kamplinje, hvorved Aalborg og Nr. Sundby udsættes for stærk direkte beskydning. Bliver broerne afbrudt under sådanne operationer, vil befolkningen i Aalborg og Nr. Sundby blive evakueret nord- og østpå, medens befolkningen i byerne syd for fjorden evakueres i sydlig retning.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 24. maj 1944

1941 – Mørklægningen lempes – men ikke i Jylland

Butikker i stue- og kælderetager på øerne skal ikke mørklægges før kl. 19.

Statens civile luftværn meddeler tirsdag: For at lette befolkningens indkøbsmuligheder og samfærdslen i de tidlige aften- og morgentimer indføres der visse lempelser i mørklægningsbestemmelserne. Bestemmelserne træder i kraft straks. Disse lempelser gælder dog kun for de luftbeskyttelsesområder, der ligger på øerne øst for Jylland. I disse områder tillades det butiksvirksomheder i stue- og kælderetager fra mørklægningstidens indtræden til kl. 19 og fra kl. 6 til mørklægningstidens ophør at have sædvanlig indendørsbelysning i selve butikslokalet, uden at mørklægningen af udstillingsvinduer og indgangsdøre er nødvendig. nævnte regel ændrer ikke de almindelige lukkebestemmelser og ændrer ikke forretningernes adgang til vinduesbelysning indtil mørklægningstidens indtræde.

Medens der således må være lys i selve butikslokalet, er lysreklamer og vinduesbelysning ikke tilladt. Endvidere gælder bestemmelsen kun for egentlig butiksvirksomheder og ikke for kontorer, banker, værksteder, hoteller, restauranter, bar-virksomheder m.v., selv om disse er beliggende i stue- eller kælderetager. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. december 1941.