1944 – To flyvervarsler i går

Kort tid efter alarmtilstanden i går eftermiddags var blevet afblæst, kom der et rigtigt flyvervarsel. Sirenen hylede kl. 14.20, men allerede efter en halv times forløb satte sirenerne ind med afvarslingen. Det kneb for politiet af få ryddet gaderne. Vejret var jo smukt, men det lykkedes dog, selv om adskille fodgængere måtte følges til tilflugtsrummene.

Atter i aftes blev der givet flyvervarsel, denne gang uden forudgående alarmtilstand. Varslingen kom kl. 22.40, og en lille time senere blæstes faren ovre. Tidspunktet var kl. 23.34. Hverken om eftermiddagen eller i aftes skete der noget inden for Kolding Luftværnsområde. På restauranterne fik man ved flyvervarslet lukketiden forlænget en halv time, idet de sidste gæster endnu ikke havde forladt lokalerne, da sirenerne satte ind. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. april 1944.

1943 – Mørklægningen på landet inspiceres

Og nu skal der være sand og vand på lofterne i luftværnsområderne.

På baggrund af den sidste tids alvorlige begivenheder har Statens Civile Luftværn indskærpet betydningen af, at mørklægningsbestemmelserne overholdes bedre i landdistrikterne, hvor det ofte kniber med afblændingen i stalde og i lignende steder. Politiet går nu i gang med en grundig inspektion, og det vil derfor være klogt at få eventuelle mangler afhjulpet, inden der bliver foretaget noteringer. Samtidig er bestemmelsen om, at der ikke behøver at være sand og vand i beholderne på lofterne inden for luftværnsområderne, ophævet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. februar 1943.

1941 – Vi slipper ikke for armbindet!

De sydjydske luftværnschefer til møde i Kolding. Både mørklægningen og armbind indskærpes af luftværnskredses chef.

En række flotte politiuniformer satte i lørdags deres præg på gadebilledet i Kolding. Det var samtlige luftværnschefer – politimestre m.m. – fra det sydjydske luftværnsområde, som omfatter alle byerne syd for linjen Vejle-Varde, der var til instruktionsmøde på Kolding Rådhus med chefen for Vestre Luftværnskommando, kaptajn S. A. Andersen. Der holdtes møder både formiddag og eftermiddag med en gennemgang af de mange spørgsmål, som henhører under luftbeskyttelsen, og med spørgetime, hvor deltagerne fik en række spørgsmål besvaret og drøftet indbyrdes.

Kaptajn Andersen understregede stærkt, at mørklægningen skal være i orden, oplyser politikommissær Kleberg på vore forespørgsel:

Vi har jo håbet på, at det gode eksempel, der blev vist den 9. april, da det med få timers varsel lykkedes at få landet virkelig mørkelagt, skulle have kunnet holde uden politiindgreb og bøder, men der har jo vist sig, at folk er blevet mere sløsede, så vi gang på gang må skride ind. Nu, da de mørke aftener er begyndt igen, bliver spørgsmålet påny aktuelt, og det må understreges, at mørklægningspligten vil blive krævet overholdt lige så strengt som før. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. august 1941.

1941 – Kolding havde 11 minutters luftalarm i nat

Nu afsløredes det, hvem der er taget på ferie – uden tilladelse.

Kolding oplevede i nat ved 2.30-tiden sin 4. luftalarm, der efter at der nu i flere måneder har været ro. Alarmen blev dog ganske kortvarig, idet den afblæstes allerede efter 11 minutters forløb. Den lange stilstandsperiode siden sidste luftalarm har dog tilsyneladende ikke slappet luftværnsmandskabet, oplyser politikommissær Kleberg. Af politiets C.B.-mandskab, de gamle C.B.ere inklusive, skulle på de to kommandocentraler møde henholdsvis 46 og 36, og der mødte 43 og 33, et ganske pænt resultat. I øvrigt vil det nu blive undersøgt hvorledes C.B.ernes mødeprocent har været for de øvrige tjenestegrenes vedkommende. Det er givet, at der vil blive skredet hårdt ind, dersom det viser sig, at der er luftbeskyttelsesmandskab, der i letsindigt tro til, at der ikke ville ske noget, har ladet hånt om forbuddet mod at forlade luftværnsområdet […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 30. juni 1941.

1941 – Ca. 1.000 Koldingensere kan ikke tage på ferie

Politiet ser stort på badeture og småudflugter.

Indenfor Koldings Luftværnsområde findes ca. 1.000 personer, der på grund af deres tilknytning til Luftbeskyttelsestjenesten ikke kan rejse på ferie udenfor luftværnsområdet, Kolding Købstad. Det drejer sig om C.B.-mandskab, læger, sygeplejersker, samaritter, Danske Kvinders Beredskab o. lign., men husvagterne er undtaget fra forbuddet, oplyser politikommissær Kleberg:

Vi har i anledning af forbuddet en masse henvendelser, og det er i reglen fra folk der er fortørnede over bestemmelserne. Specielt har der været en del af det frivillige mandskab, der nu ikke synes, det er morsomt at være med, og det har jo sådan set heller ikke været meningen, at det skulle være morsomt. Det er beklageligt, hvis man så fuldstændigt har misforstået de opgaver og det besvær, man frivilligt har påtaget sig […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 27. juni 1941.