1945 – Ildkamp mellem tyske soldater og frihedskæmpere

Straks efter meddelelsen om kapitulationen blev frihedskæmperne i Kolding kaldt under våben og samlet på Domhuset, hvorfra der sendtes vagtposter ud til havnen og andre vigtige institutioner. Fra Domhuset gik bylederen straks over til de ca. 50 fanger i arresthusets tyske afdeling og gav dem den glædelige meddelelse, idet han bad dem forblive i arresten om natten.

Bevæbnede tyske patruljer rykkede frem mod Domhuset, som frihedskæmperne gjorde sig klar til at forsvare. Det kom til ildkamp og de tyske patruljer tilkaldte en hel afdeling S.S-Pionerer, der straks åbnede ilden mod frihedskæmpernes vagtposter ved porten til arrestgården. Frihedskæmperne besvarede ilden, hvorved der dræbtes eller såredes et par tyske soldater.

Da skydningen var ved at holde op, lykkedes det bylederen at komme i forbindelse med den tyske kommandant, major Arnold, som lovede at trække soldaterne bort fra gaderne på betingelse af, at frihedskæmperne sørgede for opretholdelse af ro og orden hos befolkningen […] Selv efter at frihedskæmperne for længst havde indstillet skydningen, kastede tyske soldater flere håndgranater mod arrestporten.

Kilde: Uddrag, Demokraten, 5. maj 1945.