Tag: mangel

1942 – Kun cykeldæk til folk, der virkelig har brug for dem

Jacob Krause Leave a comment

Og det er dårligt nok, siger cykelhandler Stæchmann, at man kan købe en ny cykel, da de handlende kun får en eller to om måneden.

På landevejene bliver man gang på gang vidne til den samme triste situation: en cyklist i færd med at lappe. Cyklen er vendt om, og den er bedrøve færdselist svarer, når man spørger deltagende til køretøjets tilstand, sådan noget som: “Det er også de rådne dæk!” Ja, alle ting er forgængelige, og selv for et oprindeligt stærkt og godt Dunlop eller Michelindæk er dagene ved at være talte, når man har redet på det en årrække. Så er det for øvrigt fuldkommen ligegyldigt, om man gennem dækkets levetid har passet og plejet det godt med rigeligt luft i slangen, for så er i hvert fald slidbanen væk og stræklærredet ved at kigge frem. Det er ikke gode tegn, og har man sløset med pumpningen, er dækket ligefrem knækket i vulsten. I den tilstand kan dets tilstand heller ikke sættes særlig højt.

En månedsration på 7-8 dæk

Det har uden tvivl vakt glæde blandt cyklisterne, da vi for nylig meddelte, at der nu atter vil komme dæk frem herhjemme, og cykelhandlerne har været bestormet af folk, der ville sikre sig noget at køre på. Men det er nu ikke så lige til, som det straks lyder til. 70-80.000 dæk, hvad er det i et cykelland som Danmark – kun en dråbe i havet. “Vi har ingen dæk fået endnu, men de kommer om nogle få dage”, sagde cykelhandler Stæchmann i Søndergade, da vi talte med ham om den chance, der nu må være for mange for at få cyklen i gang igen. “I det hele taget har vi i lang tid ikke fået mere end 7-8 dæk om måneden fra de enkelte firmaer. Men det er snart længe siden. De sidste 3-4 måneder har vi overhovedet ingen fået, og når vi ellers får, så er det jo dæk med celluldslærred.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 10. juni 1942.

1942 – Den motorsagkyndige understreger atter det meningsløse i forbuddet mod små droskevogne

Jacob Krause Leave a comment

Samfundet snydes for mange kilometer tiltrængt nyttekørsel.

Inspireret af Folkebladets artikel i går om de praktiserende lægers drøje kamp med elementerne og benzinmanglen for at nå rundt til deres patienter på en årstid, hvor de forskellige sygdomme især sætter ind, blev vi i middags ringet op af den motorsagkyndige, ingeniør Mikkel Thomsen, der harmdirrende endnu engang understregede det aldeles meningsløse i, at droske- og lillebilkørslen fremdeles ved lov skal finde sted med de store og benzinslugende 6- og 8-cylindrede vogne, mens den lige så vel, navnlig til lægekørsel og lignende, kunne foretages med langt mindre og mere benzinbesparende køretøjer, hvorved der kunne opnås 2-3 gange så megen kilometerkørsel, som med de store vogne.

Det er vel snart et års tid siden, Koldings motorsagkyndige, i øvrigt i fuld overensstemmelse med sine kolleger i nabobyerne, i en samtale med Folkebladet meget kraftigt slog til lyd for, at Justitsministeriet gav los på en sådan i en nødsituation ganske meningsløse bestemmelse om “offentlige” bilers dør-mål og adskillelsesforhold. Allerede dengang blev det meget stærkt understreget og påpeget, hvor mange flere kilometers kørsel, der kunne opnås, hvis Justitsministeriet blot med et pennestrøg havde givet denne lempelse til gavn både for vognmændene og det kørene publikum. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. februar 1942.

1942 – Benzinmangelen katastrofal for Koldings læger

Jacob Krause Leave a comment

Sygebesøg på landet foregår til fods og pr. kane.

Når man i angstfyldte timer har ventet på sin læge til sit syge barn og ved, at lægens forsinkelse skyldes, at han mp stride sig frem til fods og pr. kane på drøje og trælsomme landture, fordi han mangler benzin til sin lille bil, så kan man godt – med lægerne – blive noget bitter over, at der stadig er benzin til de store benzinslugende lastbiler, medens lægernes kørsel må indstilles, skønt det her drejer sig om menneskers liv og helbred.

Vi har i dag søgt at komme i forbindelse med læge dr. med. J. Jessen, en af Kolding-lægerne, der har en stor landpraksis, men det var os ikke muligt. Dr. Jessen er på farten de fleste af døgnets timer, og navnlig efter at hans benzintildeling for nogle dage siden slap op, er det rent galt. I stedet for må vi tale med den bekymret og ængstelig lægehustru, der må svare for sin mand og fortælle lidt om, hvordan en Kolding-læge i disse tider må bjærge sig igennem til sine patienter.

Selv om min mand kører en meget benzinsparende lille bil, så har han nu ikke mere benzin tilbage af de 90 liter, han fik den 21. januar. Hvor længe det varer, før han igen får benzin, ved ingen vist med bestemthed, men det bliver nok først en gang i næste måned. Han har søgt både på Politikontoret, hos politimesteren og i Benzinnævnet, men alle steder har han fået at vide, at der ikke kan gives mere benzin – og der anvises den udvej, at min mand kan lade sin bil påmontere en generator. Men en sådan kan jo slet ikke anvendes til den megen kørsel i byen og i periferien. Derfor tænker min mand på at få en elektrisk bil til bykørslen og en generatorbil til landpraksis.

En droskevogn eller en taxa er det ofte næsten en nådesag at få om dagen, da de jo kun får tre liter benzin om dagen, og om nattet er det lige ved at være en umulighed. Så har de opbrugt deres ration og kan ikke påtage sig at køre mere. […] I dag og i de kommende dage må min mand ordne sig på den måde, at der ved de landbesøg, hvor han tilkaldes, holder kaner parat og venter på ham. Så holder kanerne og venter, efterhånden som han når frem. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. februar 1942.

1942 – Koksmangelen i Kolding

Jacob Krause Leave a comment

Tilladelse til at købe briketter på ringmærket overvejes.

Som omtalt har det i Kolding knebet at tilfredsstille brændselsefterspørgslen, efter at ringmærke 6 blev sat i kraft, og da brændselsmærke H fra og med i går også blev gyldigt, vanskeliggjordes situationen yderligere. Der er, som omtalt, i øjeblikket ikke cinders at få i Kolding, og også gasværkets beholdninger er det svundet slemt i.

Som bekendt kunne der på ringmærket kun købes gasværkskoks, med mindre kommunalbestyrelsen gav tilladelse til, at der i stedet udleveredes briketter på visse mærker. Det er bl.a. sket i Vejen. I Kolding regnede man med at kunne klare efterspørgslen, men det har efterhånden vist sig, at det vil komme til at knibe, og det overvejes stærkt at lade de sidste ringmærker gælde til briketter, hvoraf der i øjeblikket er nogenlunde lagre. Disse lagre sælges jo i øjeblikket også på brændselsmærke H, så vil man have sikkerhed for at dække ringmærket, skal beslutningen først tages. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. januar 1942.

1942 – Fiskehandlerne skal drøfte maksimalprisordningen

Jacob Krause Leave a comment

Ferske sild kan næsten ikke opdrives i Kolding.

Sild, der plejer at være en meget yndet spise, kan nu så at sige ikke mere opdrives i Kolding. I den forløbne uge har der ikke været mange kasser tilsammen, og efterspørgslen kan således langt fra tilfredsstilles. Det hele skyldes udelukkende maksimalprisordningen, udtalte fiskehandler Jensen, Søndergades Fiskehal, i går over for os. Hele denne ordning er ved siden af. Medens fiskegrossererne tidligere ringede til os og tilbød os sild, må vi nu ringe til dem og tigge – ja næsten true, for at få fiskene. Jeg har i hele denne uge kun modtaget tre kasser sild, og normalt plejer jeg at sælge et par kasser om dagen. Det er ikke blot ferske sild, men også røgede sild, der er stor mange på.

Men hvor bliver sildene af?

Det skal jeg ikke udtale mig om. En del går dog imidlertid til konservesfabrikkerne, der endnu ikke er omfattet af nogen maksimalprisbestemmelser og således kan betale mere for sildene. På fabrikkerne laver man sild i tomat, ansjoser, rollmops m.m. af de ferske sild. Med maksimalprisordningen, der omfatter torsk og sild, fortsætter fiskehandler Jensen, er der intet at tjene for os fiskehandlere. Men i øvrigt kan jeg fortæller, at formændene for afdelingerne i Jylland under landsorganisationen af Danmarks detail-fiskehandlere næste søndag samles til et møde i Aarhus, hvor maksimalprisordningen står til drøftelse […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 18. januar 1942.

1942 – Hvis petroleum’en slipper helt op, rammes mindst 500 Koldingensere meget ubehageligt

Jacob Krause Leave a comment

Meddelelserne om, at petroleumsrationeringen til private eventuelt helt vil ophøre fra 1. marts, er kommet som en meget ubehagelig udsigt, både i by og på land. Flere end vist de fleste tror, er stadig henvist til petroleum både til lys og kogebrug, også i byen, og det er ikke engang alene i yderdistrikterne, dette forhold gør sig gældende. I adskillige ældre gader i Kolding er der ejendomme, der ikke har elektrisk installation eller gas, således f.eks. i Låsbygade.

Vi uddelte ved sidste 2 måneders periode kort til i alt 12.509 liter petroleum i Kolding, oplyser kontorbestyrer Schmidt, Brændselskontoret, til kogebrug til 340 husstande og til belysning til 310 hustande. En del af disse husstande har selvfølgelig fået kort både til kogning og belysning, men jeg vil tro, at i alt ca. 500 Koldingensere vil blive ramt af et fuldstændig bortfald af petroleumsrationerne. I alt fik private kort til 6.900 liter af de 12.500. Resten er til industribrug af forskellig art, til loddelamper, enkelte motorer, rensning med videre. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. januar 1942.

1942 – Politiets nytårsønske: et mere roligt arbejdsår end 1941

Jacob Krause Leave a comment

Både ordens- og kriminalpolitiet ansøger om udvidelse af mandskabet. Politikommissærerne Kleberg og Elkjær fremsætter nytårsudtalelser.

1941 var et særdeles begivenhedsrigt år for Kolding Politi. Aldrig tidligere har politiet haft så meget at bestille som i det svundne år. Håndhævelsen af de mange ekstraordinære love og en stærkt stigende kriminalitet har lagt et beslag på politiets mandskab, som ofte gik ud over den normale arbejdstid. En stor pligt og et tungt ansvar hviler over det danske politi i disse tider, og i dag, da vi er gået ind i det nye år, har man knapt tid til at tænke tilbage på arbejdet i det forløbne. Der ligger arbejde nok forude.

Kolding Avis havde i går en samtale med politikommissær Kleberg fra ordenspolitiet og politikommissær Elkjær fra kriminalpolitiet om arbejdet i 1941 under de vanskelig forhold og om politiets ønsker for fremtiden. Vi talte først med politikommissær Kleberg, der fremsatte følgende nytårsudtalelse:

Arbejdet er gået under højtryk.

Før 1938 var der inden for ordenspolitiet i alt 22 politifolk; efter 1938 begyndte udvidelsen af mandskabet, og i dag udgør styrken én politikommissær, to politiassistenter, fire overbetjente og 21 politibetjente. Det er ikke nogen stor udvidelse, og den står slet ikke i forhold til det øgede arbejde, politiet har fået i disse tider. I en tid som denne, der daglig afføder nye bestemmelser, hvis overholdelse det er pålagt politiet at påse, bliver vort arbejde øget i overvældende grad. Det har vi i høj grad mærket i det svundne år. Arbejdet er gået under højtryk hele tiden. Dertil kommer så luftværnet, der har medført et stort arbejde, så man kan i det hele sige, at det har været et strengt og besværligt år for politiet at komme igennem.

Stor stigning i bøderne.

Lad mig ved årsskiftet sige, at en af de ting, der har forbavset os mest og skabe mange vaskeligheder, er den del af befolkningens mangel på forståelse for overholdelse af mørklægningsbestemmelserne, herunder også afskærmning af cykellygterne. Det er ganske hen i vejret, at folk kaster penge ud til bøder for overtrædelse af disse bestemmelser. Jeg kan nævne, at bødeforlægene fra i fjor til i år steget fra 1.800 kr. til 2.700 kr., og denne voldsomme stigning ligger væsentligst på mørklægnings-forseelser. Denne manglende forståelse har øget politiets arbejde, og dog skulle det, hvis det var helt rigtigt, høre til sjældenhederne, at folk blev noteret for den slags forseelser.

Kniber det med tilstrækkeligt mandskab?

Ja, men netop i disse dage har politimesteren indstillet til rigspolitichefen, at vi får en mindre forøgelse af styrken, og når der skal nye folk ind, venter vi at komme i betragtning. Det, der præger ordenspolitiets styrke her, er, at den består af forholdsvis unge folk, som går og venter på at komme på kursus, og flere skal derind. Dette mærkes slemt i den daglige tjeneste, da vi ingen erstatning får for de bortrejste. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 1. januar 1942.

1941 – Der kom kun en kasse sild til Kolding i dag

Jacob Krause Leave a comment

Fiskerne “strejker” mod maksimalpriserne, skønt alle erkender, at prisen var meget for høj før.

Der var så godt som ikke sild i Kolding i går, og til morgen er der kun kommet en enkelt kasse sild. “Vejret må sikkert tilskrives en del af skylden”, udtaler fiskehandler Chr. Nielsen, Fiskehuset, på vor henvendelse, “men det er også sådan, at fiskerne er blevet forbitret over maksimalpriserne og der er en sammenrotning i gang på de forskellige pladser gående ud på at de ikke vil gå ud og tage sildene.”

Der er dog fiskere, der indrømmer, at priserne på sild før var kommet op i en alt for stor pris, indskyder vi.

“Ja”, svarer Nielsen, “det er også rigtigt nok. Vi kan godt sige det sådan, at prisen på sild var meget for høj, men det er vel også kun overgangen, der volder nogen vanskelighed. Jeg tror dog ikke, der kommer ret megen sild eller torsk frem fra nu af og til nytår.”

Hvordan ser fiskehandlerne på maksimalprisordningen?

“Ja, der er vist ikke meget at indvende imod den. Fortjenesten kan nok gå an, men man må huske på, at den udstrakte kundeservice, som vi er vant til at give, kan vi ikke blive ved med uden at få noget for den. På torvet får man jo heller ingen service, og der pakkes fisken ind i avispapir, mens vi pakker i pergamentpapir. Sådan noget betyder meget, og i tiderne nu, hvor det er vanskeligt at få cykelgummi, betyder det også meget at skulle bringe varerne ud”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 13. december 1941.