1945 – F.D.B.s manufakturafdeling i Kolding i nye lokaler

Indtil F.D.B.s manufaktur-afdeling i Klostergade genopbygges, vil afdelingen fortsætte i F.D.B.s skotøjslager oven over Funktionærernes Brugsforening i Klostergade. Endnu er afdelingen dog ikke klar til åbning, og foreløbig befinder afdelingschef Lund sig i København for at få samlet et varelager.

Det genåbnede manufaktur-afdeling kommer næppe til at omfatte skotøj, da de nye lokaleforhold ikke er store nok.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. januar 1945.

1941 – Juletravlhed i Kolding

Meget stor handel på den sidste julesøndag. Også travlhed på statsbanerne og i postvæsenet.

Der er juletravlhed i Kolding i disse dage. I går, den sidste søndag før jul, kulminerede julehandelen i byens butikker. En masse mennesker fyldte gaderne i går eftermiddags, både byens folk og landboere. Og der blev solgt som næsten aldrig før, oplyser man i forretningerne.

Folk købte – for man ved ikke, hvad man kan få efter jul

En herreekviperingshandler, vi i dag har talt med, siger, at handelen var overud god, hvilket særlig købekortene var medvirkende til, idet der blev omsat en mængde af disse. Disse rabatkort bevirkede, at mange købte beklædningsgenstande, som de måske ellers ikke kunne have fået råd til endnu. En medvirkende ting til den gode julehandel er sikkert også, at folk regner med, at det begynder at tynde ud på manufakturhandlerens hylder af de gode varer. Arbejdstøj kniber det hårdt med allerede. Om det nye maksimaltøj udtaler samme herreekviperingshandler, at det er glimrende tøj – til prisen. […]

Juleforsinkelserne allerede begyndt

På Kolding Statsbanestation mærker man også den begyndende juletrafik. I går var der stor lokal trafik mellem Kolding og oplandsstationsbyerne af folk, som tog til Kolding på indkøb. Der har også været et stort forsalg af billetter til i morgen og juleaftensdag, men det er først lillejuleaftensdag efter middag, det rigtig store rykind af rejsende begynder. Og det varer til ca. kl. 6 juleaften, efter hvilket tidspunkt der som regel ikke sælges flere billetter. Juletrafikken gav sig også allerede i går udslag i de traditionelle juleforsinkelser. Eksprestogene fra København var fra ca. 3 kvarter forsinket, og i øvrigt var der forsinkelser på andre tog på op til en halv time.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. december 1941.

1941 – Tre pris-inspektører på tre dages razzia i Kolding-butikker

Gamle varer skal sælges til gammel pris.

I de sidste tre dage er en del af Koldings forretninger blevet gennemtrawlet af tre af Priskontrolrådets rejseinspektører, som sammen med den lokal priskontrollør, hr. Schmidt, har undersøgt de handlendes forhold – på begge sider af disken. Hvorvidt de handlende har sat høj pris på dette besøg, er vi ikke i stand til at oplyse, men efter hvad vi erfarer, har besøget ikke været helt resultatløs, og så har der vel været måde med de handlendes begejstring. Rejseinspektørerne frk. Hansen og hr. Murrmann har i denne omgang hellige sig konfektions- og manufakturvarebranchen samt skotøjsforretningerne, medens inspektør Hansen har foretaget eftersyn i byens ca. 40 viktualie- og slagterforretninger.

Meget få havde kvalitetsmærker

Inspektørerne har i middags afsluttet gennemgangen i de nævnte forretninger, men en skønne dag – det kan blive meget snart – vender de tilbage, og så gælder det andre brancher. Helt tilfredstillende har forholdene i Kolding ikke været. Vi erfarer således, at skiltningen for slagterbutikkernes vedkommende var meget mangelfuld, og dette gælder for øvrigt også for et par handlende på torvet. Disse sidstnævnte er underkastet nøjagtig samme regler, der for øvrigt også gælder salg fra vogne på landet., som butikkerne. Det var meget få slagterforretninger, der havde kvalitetsmærkning. […]

Kunderne er de bedste priskontrollører

Det gælder i øvrigt på dette område, at kunderne er de bedste priskontrollører, og de bør ikke tage i betænkning at foretage anmeldelse, dersom de erfarer ulovligheder. Enhver anmelder kan føle sig sikker på, at hans navn ikke udleveres til politiet eller priskontrolløren. Anonyme anmeldelser ønskes imidlertid ikke gerne. For provinsens vedkommende gør ganske særlige forhold sig gældende, idet kunderne meget ofte står i et personligt venskabsforhold til den handlende og derfor ikke foretager anmeldelser. Dette er formentlig forklaringen på, at folk i København i langt større udstrækning er behjælpelig i kampen for prisfordyrerne. Det er for øvrigt ikke alene kunderne, der skal klage over urimelige priser, også de handlende bør rette henvendelse til Priskontrolrådet, dersom deres leverandører gør sig skyldig i lovovertrædelser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 18. oktober 1941.