De allierede generalstabe forhandlede i 10 dage om samtlige krigsskuepladser i verden. Første krigsmål: Støtte til Rusland.
Amsterdam, RB.
Om forhandlingerne mellem præsident Roosevelt og premierminister Churchill er der, efter hvad Reuters Bureau meddeler fra Casablanca udsendt følgende meddelelse: Siden den 14. januar har der i nærheden af Casablanca fundet forhandlinger sted mellem de Forenede Staters præsident og Storbritanniens premierminister.
Hver der deltog i forhandlingerne
Ved disse forhandlinger var de britiske og amerikanske generalstabchefer til stede, nemlig for de Forenede Stater: chefen for den amerikanske generalstab, general Marchall, chefen for den amerikanske flåde, admiral King, og chefen for den amerikanske hærs luftvåben, generalløjtnant Arnold, og for Storbritannien: Første sølord, admiral sir Dudley Pound, chefen for rigsgeneralstaben, general Brooke og luftmarskal Portal. Churchill og Roosevelt modtog de Forenede Staters diplomatiske repræsentant i det allierede hovedkvarter i Fransk-Nordafrika, Robert Murphy, og desuden modtog de chefen for den allierede ekspeditionshær i Nordafrika, general Eisenhower, chefen for de allierede marinestridskræfter, admiral Cunningham, chefen for de allierede luftstridskræfter i Nordafrika, generalmajor Spaatz, og den øverstkommanderende for de nordafrikanske stridskræfter, generalløjtnant Clark. […]
Stalin kunne ikke forlade Rusland
Stalin havde modtaget en hjertelig indbydelse til mødet mellem præsident Roosevelt og premierminister Churchill. I så tilfælde ville forhandlingerne have fundet sted langt længere mod øst. Stalin var imidlertid ikke i stand til at forlade Rusland i dette øjeblik, da han selv leder den store offensiv som øverstbefalende. Churchill og Roosevelt var fuldtud klar over denne krigs alvor og strenghed og var enige om, at deres første mål måtte være en sejrbringende støtte til Rusland over hele dets landfront og en mildnelse af det tryk, der hvilede på hele den russiske hær. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. januar 1943