Marseille Arkiv - Krigen dag for dag

Tyske og franske tropper vil side om side forsvare fransk territorium

Paris Radio meddeler, at tyske tropper har fået ordre til at rykke ind i det ubesatte Frankrig, og at tyske troppestyrker nu er på vej til Marseille, Rigskansler Hitler har sendt marskal Pétain et budskab, i hvilket det hedder, at de tyske soldater nu side om side med det franske folk og de franske soldater vil forsvare fransk territorium.

Formålet er at forhindre en gentagelse af Nordafrika i Sydfrankrig. Allieret plan om angreb på Korsika og den sydfranske kyst.

Føreren har tilstillet den franske statschef følgende brev, der tidligt i dag blev oplæst i den franske radio:

Hr. marskal! Siden den dag, da mit folks skæbne kaldte mig, har jeg ærligt bestræbt mig for at tilvejebringe et bedre forhold til Frankrig, selv med store ofre fra Tysklands side. når disse forsøg forblev uden resultat, var det ikke min skyld. De krigserklæringer, som England og Frankrig den 8. september tilstillede Tyskland, har derfor berørt mig og det tyske folk så meget dybere, som der hverken for England eller Frankrig fandtes nogen blot gyldig grund herfor. Det hurtige felttog, der endte så ulykkeligt for Frankrig, har trods alt ikke kunne befri mig for den tanke, at lade spørgsmålet om tilvejebringelsen af en bedre europæisk solidaritet stå åbent i hvert fald for fremtiden. jeg har derfor ikke i våbentilstandsbetingelserne indføjet noget, der ville havet i modstrid med de i præamblen bebudede mål eller ikke ville have været ubetinget nødvendig i denne forstand.
Det tyske rige har derfor heller ikke udnyttet Frankrigs daværende svaghed for at foretage afpresninger, men kun krævet, hvad en sejrherre i et sådant tilfælde er nødt til at kræve, nemlig sikring af resultatet, dvs. garanti for, at våbentilstanden ikke betyder en forbigående episode, men krigens faktiske afslutning og endelig, at denne våbentilstand som følge af sin mildhed medføre en forværring af det tyske riges militære situation i tilfælde af, at krigen skulle blive forlænget ved Frankrigs tidligere allieredes uforsonlighed. Tyskland rejste dengang intet krav om den franske krigsflåde, og det har heller ikke på mindste måde grebet ind i den franske regerings suverænitet og dets kolonirige. […]

Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. november 1942.

Ude for en række oplevelser i Vestafrika efter den 9. april 1940, da franskmændene overtog det danske skib BIRGIT, der kom fra Kolding.

En Kolding-sømand, som har været ude for lidt mere end det almindelige, er vendt hjem fra en rejse, der kom til at forme sig helt anderledes, end han havde tænkt sig. Det er sømand Carl Højer, Låsbytoft 4, som den 20. marts 1940 tog hyre på damperen BIRGIT, som da lå i Kolding havn og skulle til Sydafrika. Den 9. april 1940 ændrede helt alle beregninger, og de danske søfolk kom ud for en række oplevelser, som ikke alle var af lige behagelig art. Carl Høyer fortæller, at BIRGIT den 10. april om morgenen lå ud for Dakar i fransk Vestafrika, hvor der kom lods ombord og spurgte , hvad vi var for nogle. Ja, vi var da danske. HAR været! replicerede lodsen.

Fængslet i Casablanca

Så fik vi at vide, hvad der var sket dagen i forvejen; at tyskerne havde besat Danmark. Det ville vi til at begynde med ikke tro; men da vi kom i land og alle steder fik den samme besked, måtte vi jo indstille os på kendsgerningen, hvor svært det end var. Vi fik i ballast til en plads i Sydafrika, Libreville, for at hente Mahognitræ. Vi fik valget mellem at blive interneret eller sejle for de allierede. Vi valgte det sidste, men nægtede at sejle for den lave franske hyre. Vi blev så alle jaget om bagbord, og styrbord stillede nogle franske officerer sig om til indskrivning. Vi fik at vide, at vi nu alle skulle gå forbi og svare, hvad vi ville. Den første mand gik forbi og mælede ikke et muk, og alle vi andre gjorde ligeså. Så blev vi meget energisk jaget i land – fik slet ikke lov at gå ned og tage noget med os – og smidt i et fængsel med nogle små, beskidte celler, tre mand i hver. Der var vi i 5 dage og var i den tid ikke uden for cellen. Der gaves ikke tilladelse til at gå udenfor for at “træde af på naturens vegne”. Det måtte vi så besørge i et hjørne af cellen. Det var ikke hyggeligt efterhånden. […]

I koncentrationslejr i ørkenen

Da franskmændene overtog skibet, blev vi sat i land og ført til en koncentrationslejr i Azamur, der ligge i udkanten af Saharaørkenen. Der var 300 fanger af 14 nationaliteter, deriblandt 18 danske og over 100 nordmænd. Desuden belgiere, hollændere og en masse jøder, både kvinder og børn. […] Der blev søgt og søgt om hjemtilladelse; men det blev stadig ikke til noget – før den 10. november, da slog frihedens time for os sømænd, og hjemrejsen kunne begynde i bus til Casablanca, derfra med tog til Algier, hvortil vi kom den 18. november og blev bragt ombord i en fransk damper. Den kom ikke derfra før den 3. januar i år, så vi måtte holde jul i Algier. […]

Endelig den 3. januar kom vil Marseille, hvor vi blev godt beværtet. Derfra gik turen i 2. klasses vogn til Berlin. […] Derfra fik så turen til København og for mit vedkommende videre til Kolding, slutter Carl Højer sin beretning.

Højer har kone og to børn. Det første halve år anede de overhovedet intet om, hvor Højer var henne, og han fik det første brev hjemmefra nytårsaften 1941.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. februar 1942.

Tag: Marseille

1942 – Tyskerne marcherer i dag ind i det ubesatte Frankrig

1942 – Kolding-sømand hjem fra koncentrationslejr i Sahara!