Der ligger en alvorlig tone over årsskiftet denne gang
Så står vi atter foran et årsskifte. 1943 bliver i aften 1944, og rundt om i hjemmene lyder i aften, når uret falder i slag, ønsket om et godt og heldbringende år. Det bliver i hjemmene, vi i år må ønske godt nytår. Tidligere modtog mange mennesker det nye år ved festerne rundt om på restauranterne. Det er forbi. I år er der ikke givet dispensation fra de ordinære lukketider, så restaurationerne må lukke kl. 23, ganske som de plejer. Denne tidligere lukketid har naturligvis også influeret på restauratørernes dispositioner og har medført, at der ikke her i Kolding afholdes store nytårsfester nytårsaften.
Kolding Avis har rettet et rundspørge til de større restauranter, der ellers hvert år har holdt nytårsfester, der varede langt ind i det nye år.
Ny form for festligholdelse
På Hotel Kolding svarer man, at man vil forsøge en helt ny form for nytårsaften. “Tidligere har vi altid holdt fest nytårsaften. Men byens borgere har flere gange beklaget, at vi ikke i stedet for serverede en soupér under stille og rolige former, og det har vi besluttet at gøre i dag. Vi serverer altså soupér, og kapelmester Freddies duo underholder. Traditionen tro holder vi derefter nytårsfest 1. nytårsdag, også med udsøgt middag”. Restauratør A. Jul. Hansen, Trocadero svarer, at man vil gøre hvad man kan for at trylle den gode stemning frem. “Ganske vist er det ikke morsomt at fejre nytår og slutte allerede kl. 23, men det må vi jo indstille os på, og så gør vi, hvad der står i vor magt. Der er allerede ca. 100 gæster, der har forudbestilt, og vi serverer en udsøgt nytårssoupér, som krydres med musik og sang”. For tiden optræder den italienske tenor, Amadeo Ricci, som bekendt på Trocadero. På Industrien er der også kommet mange forudbestillinger, og her serveres middag med franske vine. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 31. december 1943.