Herremagasinet Carlton og vagtværnets udrykningsbil bombesprængt.
Med en times mellemrum indtraf i nat to voldsomme eksplosioner i Kolding. I begge tilfælde skete der omfattende ødelæggelser.
Den første eksplosion skete ved 23.30-tiden og ramte det kommunale vagtværns udrykningsvogn, der holdt på gaden uden for vagtlokalet på Rådhuset. Ved eksplosionen blev vognen fuldstændig splittet ad.
Ved eksplosionen blev en mængde ruder i Rådhuset knust. En af vognens skærme blev slynget ind gennem et kældervindue. I vaglokalet sad en del af mandskabet og spillede kort. Kortene blev flænget af den byge glassplinter, der føg ind i stuen, men ingen af mandskabet fik så meget som en rift.
Nøjagtig en time senere fulgte den anden eksplosion, der ramte ejendommen Munkegade 2, hvor herreekviperingsforretningen Carlton, der ejes af firmaet J. P. Bek, Kolding, har lokaler. Hele forretningen ødelagdes, og skaden er betydelig, men ingen mennesker kom til skade …
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. januar 1945.