1944 – Kaj Munks jordefærd

Ringkøbing, lørdag. R.B.
Lørdag eftermiddag blev forfatteren, pastor Kaj Munk jordet fra Vedersø Kirke. Båren henstod i kirken, der kun kunne rumme et fåtal af det store følge, i hvilket der bl.a. sås et halvt hundrede præster i ornat med biskop Scharling i spidsen. Kirken og en del af kirkegården var opfyldt af kranse og dekorationer i hundredvis. I kirken talte dr. theol., pastor Niels Nøjgaard, Slagelse, der er en ungdomsven af afdøde. Præsten mindedes Kaj Munk som en mand, der stred med ildhu for kærlighedens og sandhedens og rettens vej på jorden. Den ild, der brændte i ham, var tændt ved himlens arne. Andre steder mindes man Kaj Munk som digteren og skribenten, men her i Vedersø Kirke vil vi mindes ham som præsten, som sognets mand og som hjemmets mand. Gud har givet os en stor gave i Kaj Munk. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 9. januar 1944