1943 – Sanger-stævnet på Koldinghus

Smuk og festlig nationale bekendelse

Vejret begunstigede i høj grad det store sangerstævne i Koldinghus Slotsgård søndag eftermiddag, som afholdtes af Danske Folkekors sydjydske kreds, og mange mennesker var mødt op for at lytte til den smukke sang. Borgmester V. Juhl bød velkommen til sangerne og deres dirigent, lektor Chr. Ottesen, Sønderborg, og til det talrige publikum. Derpå indledtes programmet med ‘Høje Nord’. De friske, klare stemmer kom fuldt til deres ret i de dejlige omgivelser og med den fremragende akustik i slotsgården.

Efter første afdeling af sangene holdt højskoleforstander G. Damgaard Nielsen, Ryslinge Højskole, en nationalt præget tale om folkesangens store betydning for folkets åndelige kraft i en historisk bevæget tid. “Vi må tage en række af vore grundspørgsmål op til prøvelse for den situation, vi befinder os i, indebærer muligheder både for forfald og oprejsning, udtalte højskoleforstanderen. Alle ansvarsbevidste danske er underlagt en pligt til at værne om og bevare vort nationale særpræg. Som en støtte i denne kamp kan man søge tilbage til den danske kulturs oprindelige elementer, og her har vi netop en vigtig kilde, hvoraf vi kan øse styrke og livskraft til den ånd, ud af hvilken Danmarks fremtid skal skabes i arbejde og kamp, nemlig vor folkesang. Den er det klares udtryk for dansk ånd, vi ejer, den er et af de vigtigste midler i folkeopdragelsen og til uvurderlig hjælp for folket i en trængselstid – tænk blot på hvor meget sangen betød for sønderjyderne dengang …

Og i vor øjeblikkelige historiske situation, da vi kan komme til at stå over for det spørgsmål, om vi vil gå ind i en politisk enhed med vore nordiske brødrefolk, er det ikke mindst vigtigt, at vi i den ikke mindst vigtigt, at vi i den nordiske sang møder et klart vidnesbyrd om den nordiske åndsenhed. Skal det ydre Norden kunne skabes politisk, økonomisk og militært, må det bæres af et indre Norden, som hviler på folkenes dybeste overbevisning og helligste vilje, således som den kommer til udtryk i vor sang.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. juni 1943

1943 – Pligten – Nordens enhed – Sønderjylland – Gud

En flagdag i sol og bygevejr i Kolding i går

Flagdagen – den 15. juni – blev en typisk dansk dag. Fra de tidlige morgentimer styrtede regnen ned og fik flagalléerne og de mange private flag til at hænge slagt på stangen. Men heldigvis klarede det op, og ved middagstid skinnede solen, og de mange flag smældede friskt i vinden. Over alt på gaden så man de små spejdere, der gik omkring og solgte Danmarkssamfundets lille flag, der fandt god afsætning.

Børnenes fest i Nicolai Kirke

Om eftermiddagen fyldte børnene, deriblandt 100 små pigespejdere, den store smukke Nicolai Kirke, der var dobbelt smuk med de mange flag, der paraderede ad midtergangen. Der var vel i alt nogle og tredive skoler og foreninger, der havde givet møde med flag. Efter salmen ‘Befal du dine veje’, sang fru Karen Holm meget smukt ‘Hil dig vor fane’, og man sang H. A. Brorsons gamle salme ‘Her vil ties, her vil bies’, salmen, der blev sunget så meget af sønderjyderne. Derefter tog pastor Tobiasens ordet og talte til børnene ud fra et ord fra det gamle testamente: ‘Derfor skal I opleve nat uden syner’. “Vi ældre”, sagde pastor Tobiasen, bl.a., “har et syn, det er jer børn. Vi har måske udført meget dårligt, men vi håber og beder om, at I må føre Danmark ind i en ny tid. Jeg vil gerne, at I skal få lov til at se syner og jeg vil være glad, hvis jeg kan få lov til at åbne vinduerne for jer”.

Vinduet mod øst: Vort land, vor konge

“Jeg vil allerførst åbne vinduet mod øst. Der ser vi vort dejlige danske land, vi ser vor hovedstad og vi ser vor konge. Hvor er der meget at sige tak for ved dette syn. Vi skal sige tak for ved dette syn. Vi skal sige tak for vore gode konge, for at vi har ham endnu, og vi skal sige tak for vort gudgivne flag, og så skal I huske, at korset i flaget skal minde os om, at der er noget, der hedder kamp, lidelse og offer. Det er et stort kraft til jer. Derefter vil jeg åbne vinduet mod nord”, og henvendt til alle børnene spurgte pastor Tobiassen: “Hvad ser I mod nord?” I begyndelsen gik det lidt trægt, børnene var øjensynligt lidt forstemte ved at blive opfordret til at sige noget i kirken. Men efterhånden gik det, og de mange børnestemmer råbte: “Norge, Sverige, Island og Finland”. “Ja”, fortsatte pastor Tobiassen, “det er netop Norden, vi skal huske. Engang var der en Kolding-dreng, der så et syn om Nordens enhed, det var Carl Ploug, da han skrev: Atter det skilte bøjer sig sammen. I lever i en tid, hvor der er mulighed for, at det skal lykkes, og I skal gøre jeres yderste for, at det sker. Endelig skal I se mod syd, til Sønderjylland, hvor ‘mindets blomst gror på heltegrave’, der bliver vi mindet om dem, der stred og faldt for Danmarks ære. Det sidste sted, vi skal se hen, er opad, mod Gud. Vi må bøje os for Gud og blive klar over, at han alene kan føre os frelst gennem alle vanskeligheder.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 16. juni 1943.