1945 – Kongeparret skulle være deporteret til Tyskland!

Sensationel oplysning fra en af Frihedsbevægelsens spioner hos tyskerne

Kong Christian, dronning Alexandrine og flere af det danske kongehus’ medlemmer skulle for få måneder siden have været deporteret til Tyskland for at holdes som gidsler, såfremt sammenbruddet kom. Denne sensationelle oplysning er ifølge ‘Information’ givet af en af Frihedsbevægelsens fineste spioner indenfor tyskernes rækker i København. Så meget mærkeligere er det, at hun nu er blandt de medlemmer af det tyske konsulatpersonale, som er arresteret og ført til Oksbøl. Der udfoldes i øjeblikket anstrengelser for at få hende fri igen. Den pågældende dame er cand. mag. i engelsk og tysk og har været sektretær hos dr. Stalman i det tyske konsulats juridiske afdeling. Han nåede først at gennemskue hende, da hun måtte gå under jorden, fordi hun havde udleveret Frihedsbevægelsen forskellige vigtige papirer, som kun hun og dr. Stalman havde kendskab til.

Kilde: Kolding Folkeblad, 6. juni 1945.

1943 – Købt 5-10.000 stykker sæbe uden mærker

Kantinebestyrer i Oksbøl sigtet for ulovlig handel med rationerede varer og svin, der er købt i Kolding

En alvorlig krisesag rulles i disse dage op for retten i Varde, hvor en kantinebestyrer fra Oksbøl, Svend Aage Edelsteen, er sigtet for en række ulovlige handeler med rationerede varer. Edelsteen har dog indtil nu ikke villet erkende sig skyldig i nogen ulovlig handling, og hans opførsel i retten må nærmest karakteriseres som udfordrende.

Over for politifuldmægtig Sclanbusch bekræftede Edelsteen rigtigheden af, at han for ca. et halvt år siden havde købt 25 kilo og 50 kilo smør af Esbjerg Andelsmejeri til brug i kantinen, men han havde afleveret mærker, som han skulle. I en kantine i Kastrup havde han ligeledes købt 4-500 kilo smør fordelt i 4-6 leverancer, men også her hævdede han at have afleveret mærker på behørig vis.

Én tilståelse er Edelsteen dog kommet med, idet han ikke nægter at have købt ca. 10.000 stykker håndsæbe uden mærker i Holstebro. Men det har ikke været muligt for politifuldmægtigen at få Edelsteen til at fortælle, hvor meget han har givet for dem. Endvidere skal den anholdte iflg. Vestkysten efter sin forklaring have købt 20 svin, men overtaget dem i slagtet og parteret tilstand fra en eksportopkøber fra Kolding, Jørgen Hansen, der selv slagtede svinene uden for kantinen. Heller ikke her ville Edelsteen opgive nogen pris. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. oktober 1943.