Udvalgte flyvere med særlige instrukser
Det første store fjendtlige luftangreb på Rom mandag begyndte lidt efter klokken 11. I gaderne i den italienske hovedstad var der på dette tidspunkt en meget livlig færdsel. Endnu inden alle trafikanterne havde kunnet nå i beskyttelsesrum, begyndte Roms luftværns antiluftskyts sin virksomhed. Snart efter faldt de første spræng- og brandbomber i enkelte karrérer. Alarmen varede i tre kvarterer. Under luftangrebet udsendte Reuters Bureau et kommunique, hvori det hed, at de flyvere, der havde fået ordre til dette angreb, var udvalgt blandt de dygtigste og bedst trænede og havde fået særlige instrukser om at undgå at beskadige kirker eller oldtidsminder, men udelukkende rette deres angreb mod militære og industrielle mål. De hidtil foreliggende meldinger går ud på, at flyverne har nedkastet deres bomber over den berømte Basilica san Lorenzo, Fuori le Mura, over Campo Verano kirkegården, over universitetsbyen, og over de tæt bebyggede kvarterer San Lorenzo og Frenestino. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. juli 1943