1945 – Tyskerne røvede militært materiel for 1,5 milliard

Den tyske plyndring af vort militærapparat var total Den tyske plyndring af vore militære forråd og materieldepoter har været langt grundigere, end det almindeligt er bekendt. Hærens og flådens ledelser har i disse dage afsluttet en tilbundsgående optælling, der har givet helt forbløffende resultater. Efter hvad forsvarsminister Ole Bjørn Kraft oplyser overfor ‘Social-Demokraten’, andrager værdien af de militære forråd, som tyskerne fratog hæren, lige ved én milliard kroner, og fra flåden og flyvevæsenet blev beslaglagt og bortfært værdier til 500 millioner.

Kilde: Social-Demokraten, 23. juni 1945

1945 – 10.000 rekrutter ventes indkaldt

Det vil ske omkring 15. juli – antallet af frihedskæmpere indskrænkes

Indkaldelsen af de nye rekrutter menes at ville finde sted i dagene fra 15. til 18. juli, og der ventes indkaldt ca. 10.000 rekrutter. I forvejen er der som bekendt indkaldt af ældre årgange ca. 10.000 mand, og den indkaldte styrke vil således komme op på ca. 20.000 mand, hvortil kommer det betydelige antal frihedskæmpere, der stadig er i funktion. Der vil dog snart finde en indskrænkning af antallet af frihedskæmpere sted. Forsvarsminister Ole Bjørn Kraft oplyser overfor Politiken, at det er hensigten at reducere antallet af frihedskæmpere med ca. 3.000 mand, så snart de allerede indkaldte soldater kan overtage den vagttjeneste, der nu udføres af frihedskæmperne.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 9. juni 1945

1943 – Revolverattentat mod Ole Bjørn Kraft

Ramt af fire skud i sin egen entré. Også attentat mod en journalist. Skulle folketingsmand Axel Møller også være skud?

Der er i aftes blevet begået et revolverattentat mod folketingsmand, redaktør Ole Bjørn Kraft, der blev ramt af fire skud.

Kl. ca. 18.30 ringede det på døren til folketingsmandens hjem i Vendersgade 28. Den yngste af sønnerne lukkede op for en høj, spinkel, ung mand på en snes år, der spurgte efter folketingsmanden. Da han fik at vide, at denne ikke var hjemme, gik han igen. Lidt før kl. 19.30 kom folketingsmanden hjem, og et øjeblik efter ringede den unge mand atter på døren. Den yngste søn lukkede atter op og kaldte på faderen, der gik ud i entréen til den unge mand. Inde i stuen sad sønnerne sammen med et par andre unge mennesker.

De hørte pludselig smældene af 5 skud, og da de styrtede ud, mødte de Ole Bjørn Kraft, der kom vaklende imod dem med blodet strømmede ned ad sig. Han var ramt af et strejfskud i det ene håndled, en kugle i venstre lår, en kugle under højre armhule, og endelig var en kugle trængt ind i ryggen. Der blev rekvireret en ambulance som førte folketingsmanden til Kommunehospitalet, hvor man straks foretog en blodoverførsel til ham. Den ældste af sønnerne styrtede ned ad trapperne og ud på gaden for muligvis at pågribe gerningsmanden, men han var forsvundet. Der er i entréen fundet to revolverprojektiler, der er trængt ind i panelerne.

Ole Bjørn Kraft har det nogenlunde, men Damm svæver mellem liv og død

Det oplyses i dag, at folketingsmand, redaktør Ole Bjørn Kraft har tilbragt en efter omstændighederne tilfredsstillende nat med hvile, men uden megen søvn. Temperaturen var 39,1. Pulsen var god, men åndenød volder en del besvær, trods blodtab og chok menes det dog, at hans kraftige konstitution vil bringe ham over attentatet.

Journalist Chr. Damm betegnes som svævende mellem liv og død. Hans tilstand er sløj og dårlig og til morgen kun nogenlunde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. december 1943.

1942 – Stuvende fuldt hus til det konservative møde i aftes

Folketingsmand Ole Bjørn Krafts tale hilstes med langvarigt bifald

Som det kunne ventes, var der stuvende fuldt hus til det konservative møde på ‘Hotel Kolding’ i aftes. I den store sal var der dækket kaffeborde til omkring 300 mennesker, men allerede flere minutter inden mødet skulle begynde, var der mange, som måtte stå op i det tilstødende lokale, hvortil dørene var slået op. De fremmødte var fortrinsvis medlemmer af Den konservative vælgerforening, men endvidere var der en fyldig repræsentation af K.U.

Fabrikant P. Beirholm åbnede mødet med en velkomst til aftenens taler, folketingsmand Ole Bjørn Kraft, og lod udbring et nifoldigt leve for Danmark. Efter et man havde sunget Kongesangen, blev ordet givet til Ole Bjørn Kraft, som nu gav en meget interessant udredning af den politiske situation. Hans tale varede ca. fem kvarter og påhørtes med stor interesse. Bagefter rejste forsamlingen sig og tilkendegav stemningen i et langvarigt bifald. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 13. december 1942.