1945 – Koldingenser ruller som den første engelske soldat ind i Kolding!

Kl. 21.15 rullede det første allierede køretøj i rasende fart ind i Kolding, tiljublet af en tusindtallig menneskemængde. Føreren viste sig at være en Koldingenser, Viggo Christensen, og vognen fortsatte ud til soldatens forældre, grosserer Oscar Christensen. Den første danske soldat i Montgomerys hær blev budt velkommen med champagne.

Kilde: Nationaltidende, 6. maj 1945.

1943 – ca. 400 julepakker uddelt i går

Juleindsamlingen gav et par tusinde kroner mere end i fjor

Ca. 400 mindrebemidlede Koldingensere modtog i går morges med posten et lille trykt kort, som de de sidste uger har ventet med spænding: kortet, der gav adgang til en af juletræskomitéens pakker med først og fremmest en god, stor julesteg!

Og i går eftermiddags fandt selve uddelingen så sted fra Børnebespisningens lokaler. Sammen med en række indbudte samledes Julekomitéen en halv times tid før uddelingen for at tage resultatet af i første række formandens, tømrermester Hans Ludvig Hansens og hans trofaste medhjælper, landsretssagfører Halvor Petersens anstrengelser gennem mere end én måned i øjesyn.

Ved en æbleskive og et glas vin aflagde formanden en kort beretning over den sidste måneds indsamlings-begivenheder. Der var i alt indkommet ca. 11.000 kr., eller 2.000 kr. mere end i fjor. Festen på Trocadero havde givet 597 kr., på Astoria 512, bøssen på Torvet 1.600, to anonyme givere havde skænket henholdsvis 2.000 og 800 kr. Nisserne havde på gaderne indraslet 2.069 kr., og de fire banker havde givet 275 kr. Af pengene var en stor del brugt til indkøb af oksestegene til kurvene. Der var købt 400 stege, skænket et stort parti nyrer, hjerter og ben fra slagteriet, 300 rugbrød fra Bagermestrenes Rugbrødsfabrik, et større antal franskbrød og 400 pakker kaffesurrogater fra Oscar Christensen, fabrikant Grue og Fællesforeningen. Det beløb, der var blevet tilovers, var blevet fordelt med 2.000 kr. til syge og trængende, 25 til Svendehjemmet, Slumsøstrene og Arbejde adler, 30 kr. til sygehusets jul, 100 kr. til Frelsens Hær og 25 kr. til børnehjemmet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. december 1943.

1943 – Slotsmøllen vil have sine flasker og kapsler tilbage

En generalforsamlings-henstilling af hvis efterkommelse ølsalget muligvis kommer til at afhænge

Aktieselskabet Slotsmøllens Fabrikker holdt generalforsamling lørdag eftermiddag i Industriforeningens lokaler. Formanden, konsul Oscar Christensen, bød velkommen og mindedes afdøde købmand Fr. Nielsen, der trofast havde givet møde på selskabets generalforsamlinger, samt revisor H. J. hansen, der gik alt for tidligt bort. Til dirigent valgtes bankdirektør Høwinghoff-Petersen, der gav ordet til direktør Færch, der aflagde nedenanførte beretning:

Der er atter forløbet et driftsår, der som de foregående har været præget af tidens vanskeligheder med hensyn til fremskaffelse af de til driften nødvendige råvarer. For byggens vedkommende fik vi i år lov til at beholde hele det tildelte kvantum i modsætning til forrige år, hvor vi igen måtte aflevere en tolvtedel. På andre områder har vanskelighederne været store med at skaffe det nødvendige, men det er dog gået hidtil. For øjeblikket er det særlig galt med flasker og crown-cork. Nye flasker fremkommer kun i ganske ringe omfang, således, at vi er afskåret fra på sædvanlig måde at dække vort flasketab ved nye køb. Vi må derfor kraftigt henstille til vore kunder, at de sørger for hurtigst muligt at returnere de tomme flasker til vore forhandligere, så flaskerne igen kan gå ud i omsætningen. Mht. crown-cork er forholdet mindst lige så galt, da der kun fremkommer meget lidt materiale til fremstilling af nye kapsler. Det er derfor absolut påkrævet, at alle vore kunder sørger for at aflevere de brugte crown-cork snarest muligt, efter at crown-corkene er taget af flaskerne, så de efter en grundig sortering og sterilisering atter kan benyttes. Hos de handlende er der nu overalt opstillet indsamlingsbøtter til brugte kapsler. Selv om vi ikke er blinde for det udmærkede arbejde, LAB’s spildindsamling udfører, vil vi dog henstille publikum, at crown-cork kapslerne altid afleveres ti lde handlende, da kapslerne ellers går tabt for bryggerierne, hvis de kommer sammen med vådt spild. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. november 1943.

1942 – Slotsmøllen fik 68 pct. af normalt bygforbrug

Det kniber med kapsler. Udbyttet 7 procent.

A/S Slotsmøllens Fabrikker holdt lørdag eftermiddag generalforsamling i Industriforeningen. Formanden, konsul Oscar Christensen, bød velkommen. Til dirigent valgtes bankdir. Høwinghoff-Petersen, der gav ordet til direktør Færch, der aflagde følgende beretning:

“Det forløbne driftsår har været præget af de vanskeligheder, hvorunder bryggerierne for øjeblikket arbejder. Jeg tænker her bl.a. på, at vi kun fik tildelt ca. 74 pct. af den byg, vi normalt bruger, og at vi af denne tildeling endog igen har måttet aflevere en tolvtedel, således at vor virkelige tildeling kun androg ca. 68 pct. af vort normalforbrug. Der har også været vanskeligheder med fremskaffelsen af andre råvarer, men det er gået nogenlunde på grund af de ret store beholdninger, vi lå inde med. For øjeblikket er det særligt crown-cork, der er galt med. Tilførslerne af materiale til fremstilling af disse er meget små, så det er blevet nødvendigt at bruge genoprettede crown-cork, der bliver steriliseret og forsynet med nye korkskiver af aluminiumsindlæg.

Som fælge af, at vi ikke har kunnet disponere frit med hensyn til vore bygindkøb, har vi måttet rationere vore gamle kunder og sige nej til de nye, der meldte sig. Da det er meget småt med udenlandsk vin og spiritus, og beskæftigelsen i det forløbne år har været relativ god, har vi – trods den regnfulde sommer – haft let ved at afsætte alt det øl, vi på nogen måde har kunnet fremstille af vor byg-tildeling. Vort mineralvandsag viste atter en betydelig fremgang, som vi håber må fortsætte i det kommende år. […]

Vi har i driftsåret opnået et efter forholdende ret tilfredsstillende resultat, så vi atter i år er i stand til at udbetale 7 pct. i dividende. Ølskatten og omsætningsafgiften har i år andraget 320.578 kr. […]

Udenlandsk brændsel har vi ikke modtaget meget af, så vi har væsentligt måttet klare os med tørv og brundkul. Af hensyn til mørklægningen og for at spare på lys og brændsel har vi atter i vinter ændret arbejdstiden, så der kun holdes ½ times frokost i stedet for den normale middagspause.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. november 1942

1940 – 680 julepakker uddelt i Børnebespisningen

Den 17. uddeling i Kolding.

Ikke mindre end 680 dejlige pakker blev i går uddelt af Julekomitéen i Kolding i Børnebespisningens lokale. Forinden den store uddeling fandt sted, bød formanden for Julekomitéen, tømrermester H. L. Hansen, velkommen og benyttede lejligheden til at udtale en hjertelig tak til de mange, der har givet komitéen en god håndsrækning, enten i form af kontanter eller naturalier.

Der lød tak til Kolding Kommune og til de fire banker, Odin Loge nr. 15, I. O. G. T., Koldinghus Margarinefabrik samt grosserer Oscar Christensen, som alle havde givet kontanter. Til Andels-Slagteriet, der havde givet 14 kasser ben og hjerter, samt til Fællesforeningen, der havde skænket ca. 300 pakker med svesker og kunstkaffe. Desuden rettede formanden en tak til jazz-musikerne og Idrætsringen, og sidst, men ikke mindst til landsretssafører Halvor Petersen og hans indsamlere samt Fyrtårnet og Bivognen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. december 1940.