1944 – Magistratskontor på Kolding Politikontor

Politiets administrative arbejde genoptages på torsdag

Efter den officielle meddelelse om overdragelsen af politiets administrative virksomhed til et magistratskontor, sorterende under amterne, holdtes der i gård i Vejle et møde. Til mødet var indkaldt tre dommerfuldmægtige, der bliver ledere af de pågældende kontorer, og for Koldings vedkommende bliver det dommerfuldmægtig Valentiner-Brandt. I Kolding vil kontoret blive oprettet i politikontorets og politistationens lokaler på Domhuset, uden at dette altså betyder, at der er tale om noget, som helst politimæssigt arbejde. På politistationen har man som bekendt hidtil haft motorkontoret, og dette sammen med hittegodset, som det nye magistratskontor også overtager, bliver indrettet her. Den øvrige virksomhed bliver henlagt til politikontoret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. november 1944

1942 – Også swingpjatter i Kolding?

Et par swingpjatter samlede i går stort opløb i København og måtte politibeskyttes

Atter i går samlede et par såkaldte swingpjatter et mægtigt opløb på Strøget. Folk tabte helt påskehumøret og gav sig til at true de unge mennesker, slå hatten af dem og rive i deres tøj. Stemningen blev mere og mere ophidset, og det er ikke godt at vide, hvorledes det ville være gået, hvis ikke en betjent var dukket op. På Nytorvs Politistation lod overbetjenten swingpjatterne gå mannequin og deres påklædning var ingenlunde efter hans smag. Alligevel lod han dem gå uden at optage rapport. Der vil nu antagelig i de nærmeste dage blive udsendt civile betjente til forhindring af demonstrationer som denne. Også dagen i forvejen var et par swingpjatter blevet truet, så de måtte tages med på politistationen. […]

Også “pjatteri” i Kolding?

Endnu er det fortrinsvis i Stockholm og København, swingpjatterne optræder. I København har de endog deres egen danseklub, hvor “herrerne” møder i skohornsbukser, lang ternet jakke, langt hår og bredskygget hat, og hvor de drikker gul sodavand og til de sidste swingplader dansker med deres swingpiger, som er i swingkjoler.

I Kolding er der kun set enkelte tilløb til swingpjatteri. De få “pjatter”, vi har, holder sig til den brede hat, det lange hår og den lange jakke, mens man endnu ikke har set de snævre bukser. Og opløb har de ikke vakt. Men man skal jo aldrig forsværge noget. Pjatteriet fra København, som vi nu trækker medlidende på smilebåndet af, er en skønne dag måske også over Kolding? Tilløbet er der, det har De, kære læser, sikkert også selv bemærket.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. april 1942.

1941 – Arkitekten fortæller om Koldings nye politigård

En 2-etagers bygning, rimeligvis med fladt tag, og udelukkende beregnet på politiet.

Opførelsen af den nye politigård på “Damgaards Hjørne” vil jo i ikke uvæsentlig grad ændre bybilledet her på en af de mest centrale punkter i byen, og med megen interesse spørger man derfor nu, da opførelsen er en kendsgerning, hvorledes bygningen vil komme til at se ud. Vi retter spørgsmålet til Justitsministeriets arkitekt, Chr. Borch, København, der skal forestå opførelsen til forår, og han svarer:

Endnu er der ingen endelig tegning, kun en skitse, men det bliver altså en 2-etagers bygning – det har Byrådet ønsket – og den opføres rimeligvis i røde sted. Bygningen bliver, på grund af arealets form, temmelig lang, men smal og jeg vil gerne dække de grimme gavle, som nedrivningen vil åbenbare. Facaden må jo også gå lidt uregelmæssigt for at følge indhugget i gadelinjen. Hovedindgangen bliver over mod Rådhuset, medens der i den vestlige del af arealet bliver en mur omkring en gård med garager. […] Til selve bygningen er der regnet med en sum på ca. 300.000 kr., og det er meningen at politiet (ordenspolitiet) skal have alle lokalerne. I kælderetagen, der forsynes med tilstrækkeligt svært loft til også at kunne tjene som beskyttelsesrum, bliver der detentioner, hittegodsafdeling, fyrrum m.m. I stueetagen bliver selve politistationen, vagtlokale, garderober o. l., og på 1. sal kontorer for det ledende personale og andre ekspeditioner. Der bliver en korridor ind mod gården og kontorer til gaden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. november 1941.

1941 – Politistation på Damgaards hjørne?

Planer om at erhverve hjørneejendommen og nabogrunden.

Kolding Politis lokaleforhold har jo i mange år været dårlige m.h.t. politivagten på Rådhuset. Trods udvidelser var mulighederne her så begrænsede, at det var og er til gene ikke blot for politifolkene selv, men også for de mange, som har ærinde her, og dobbelt galt er det naturligvis blevet efter udvidelsen af politistyrken.

Planerne om at få indrettet en anden politistation med central beliggenhed har da også været drøftet i lang tid, men det ser nu ud til, at der ikke er så langt til deres virkeliggørelse.

Hele politivæsenet sorterer jo nu under staten, og det bliver altså denne, der skal sørge for de nye lokaler. Det er ingen hemmelighed, at der i den sidste tid har været ført forhandlinger om en løsning, hvorefter den nye politistation skulle opføres på hjørnet over for den nuværende politivagt. Ejendommen her tilhører snedkermester Damgaard, og ved at erhverve den samt naboejendommen mod syd skulle der kunne blive plads til en rummelig og velindrettet 2-etagers bygning, samtidigt med, at det blev muligt at regulere hjørnet, så der blev bedre indkørselsforhold fra Vestergade […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. maj 1941.