1945 – Underjordisk forstærkerstation med eget elektricitetsværk

Post- og telegrafvæsenet har overtaget tyskernes underjordiske forstærkerstation til telefon- og fjernskriverbetjening ved Søndre Landevej i Kolding. Forstærkerstationen er et kæmpemæssigt, teknisk vidunder. Den var sikret med vægge af 1½ m. tykt jernbeton og et 3 m. tykt loft med yderligere 2 m. jord over. Stationen havde sit eget elektricietsværk. Tyskerne nåede ikke at blive færdig med opførelsen af en stor underjordisk telefoncentral i 2 etager. De to centaler har kostet millioner af kroner at opføre. […]

Kilde: Uddrag, Horsens Social-Demokrat, 12. maj 1945.

1945 – Postvæsenet har købt Det ny Missionshotel i Kolding

Efter forhandlinger mellem Overpostinspektoratet i Fredericia og hotelejer Holger Svendsen, Kolding er der opstået enighed om, at Post- og telegrafvæsenet overtager Det ny Missionshotel i Kolding, der er sammenbygget med Posthuset. De nærmere betingelser for overdragelsen og købesummen skal godkendes af Generaldirektoratet og Ministeriet for offentlige arbejder. Det er meningen, at Rigstelefonen og Forstærkerstationen skal have lokaler i hotelbygningen.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 3. marts 1945.

1943 – Undtagelsestilstandens ophævelse

Generaldirektoratet for statsbanerne meddeler:

Alle begrænsninger i billetsalg til hurtigtog er ophævet, og der vil ikke foreløbig blive krævet adgangsbilletter til færgerne over Storebælt.

Amalienborg og Sorgenfri

Det danske politi overtog igår vagten på Amalienborg, hvor nu to karabinbevæbnede politibetjente er posteret foran Kongens Palæ og to foran Kronprinsens. Vagten ved Sorgenfri Slot, hvor Kongen for tiden opholder sig, er ligeledes i går overtaget af politiet.

Rigstelefonsamtaler som normalt

Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsen meddeler:

De hidtil gældende indskrænkninger vedrørende bestilling af indenlandske rigstelefonsamtaler er bortfaldet.

Spærretid er hævet i hele Jylland

, undtagen i Thisted, hvor der foreløbig er færdelsesforbud fra kl. 23 til 6. […]

Færdselsforbud i Odense

Efter at den militære undtagelsestilstand er hævet, har den konstituerede politimester i Odense, politifuldmægtig Rasmussen af hensyn til oprettelse af ro og orden besluttet at indføre en færdselsindskrænkning, der gælder for tidsrummet kl. 23 til 5. Restaurationer og forlystelsessteder skal lukke kl. 22.

Berlins kommentar

Berlin, RB.

Ophævelsen af undtagelsestilstanden i Danmark bliver i Berlin betegnet som et yderligere skridt til genoprettelsen af normale tilstande i dette land. I denne forbindelse betones det, at man fra tysk side stedse har haft ønsket om opretholdelse af ro og orden som rettesnor.

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 7. oktober 1943.

1943 – Dræsine knust af eksprestog ved Lunderskov

To Kolding-telegrafarbejdere i livsfare

I går formiddags kl. et kvarter over ti skete der på jernbaneskinnerne på strækningen mellem Vamdrup og Lunderskov en dramatisk ulykke, som nemt kunne have kostet et par telegraffolk fra Kolding livet. Fire af telegrafvæsenets folk var i to dræsiner på vej fra Lunderskov til Vamdrup. Det var meget tåget og usigtbart vejr, så derfor havde man forinden man begav sig på vej, aftalt, hvorledes man skulle forholde sig, hvis et modgående tog skulle dukke op. I den forreste dræsine befandt sig næstformand Jensen, Castenskjoldvej, og telegrafarbejder Hans Fevre, Graacksvej 20, i den bagerste kørte telegrafarbejder Christiansen, Ejlersvej 28, samt en ekstraarbejer.

Man var ikke klar over, om et ventet eksprestog havde forladt Farris, men pludselig så de to mænd på den bagerste vogn, der kun lå 30 meter bag den forreste, at denne knustes mod et modgående ekspreslokomotiv for derefter at blive slynget op i luften. Heldigvis havde Jensen og Fevre nået at redde livet ved i sidste øjeblik at springe af. De to passagerer på den anden dræsine var ikke længe om at hoppe af og få deres dræsine væltet af sporet.

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 23. januar 1943.

1942 – Den stigende kriminalitet en fare for postens sikkerhed

Der begås navnlig i mørklægningen og i vintertiden posttyverier.

Post- og telegrafvæsenet har gjort den erfaring, at retssikkerheden under krigen er væsentlig forringet. Noget lignende konstaterede man under den forrige krig, da der blev begået en række indbrud og tyverier på posthusene landet over. Fuldmægtig i Generaldirektoratet F. Thinggaard behandler i en artikel om postens sikkerhed før og nu (skrevet i årbogen for Det danske post- og telegrafvæsen) hele dette problem, idet han anfører at den stigende kriminalitet i forbindelse med mørklægningen medfører større fare for postens sikkerhed.

I det sidste halvandet år har man haft lejlighed til at konstatere dette, navnlig om vinteren. I fjor fandt der en række tyverier sted på postekspeditioner forskellige steder i landet. De blev udført på den måde, at tyven benyttede lejligheden til at snige sig ind, mens den vagthavende et øjeblik var ude for at ekspedere toget. Forrige vinter blev der i flere tilfælde stjålet breve fra postbude, der var ude på ombæring og i strid med reglementet havde efterladt posten uden opsyn. På samme måde blev der stjålet enkelte postanvisninger og pakker. I denne vinter er der ikke konstateret tyverier af den art; derimod har der været en del indbrud […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 9. januar 1942.