1941 – Det pludselige jule-snevejr forstyrrede ikke trafikken

Kun meget små forsinkelser på D.S.B. og ingen alvorlig ulykker.

Ganske uventet satte det ind med sne i julen, hvor julestemningen ellers – som følge af tidernes ugunst – truede med helt at udeblive. Gløden over det hvide tæppe, der dækkede veje og hustage julemorgen, var dog noget problematisk. De fleste tænke vist med bekymring på fyrkedlen i kælderen eller kakkelovnen i stuen, der nu ville blive ekstra grådig, og folk, som var borte fra hjemmet, havde sikkert også bekymringer for vandrørene og radiatorerne, som meget let, da nattefrosten satte ind, kunne sprænges.

Juleaftens-stormen afløstes nemlig af en klingende frost – hist og her i omegnen er målt 11 grader – der gjorde fortove og veje spejlglatte, men der er heldigvis ikke sket større ulykker af den grund, og trafikken har kunnet pulsere, uden nævneværdig forsinkelse. Falck i Kolding har kun haft en eneste udrykning, der kan tilskrives føret. […]

Privatbanerne har overhovedet ikke haft forsinkelser som følge af snefaldet og stormen, og på Rutebilstationen, hvor man i aftes havde forsinkelser på op til 20 minutter, udtaler man, at forsinkelserne mere skyldes den store trafik end sneen, der overhoveder ikke har generet. På samme måde er det gået Statsbanerne, der i aftes kunne afvikle juletrafikken uden nævneværdige forstyrrelser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 27. december 1941.

1941 – Enorm tørve- og brunkulstrafik på Kolding Privatbaner

Hver dag kommer op imod 150 vognladninger tørv og en snes vognladninger brunkul til Kolding, og banerne er på højeste ydeevne.

Lange tørve- og brunkultog anløber i disse dage Kolding, henholdsvis ad Sydbanen og Troldhedebanen, og de to baner er som følge deraf på allerhøjeste ydeevne. Man regner med, at der daglig ankommer ca. 125 vognladninger brunkul, og banerne har måttet antage stort ekstramandskab. Hovedparten af tørvene går til Fyn.

Sydbanerne har i de sidste 14 dage gennemsnitlig befordret 15 vognladninger tørv om dagen fra Svanemosen, Ødis-Bramdrup, Brænøre og Tapsøre, og driftsbestyreren udtaler, at det sikkert vil blive nødvendigt at befordre tørv hele vinteren igennem, da det vil være umuligt at klare trafikken i sommer. Banen skal i alt befordre omkring 20.000 tons tørv.

Endnu hårdere belastning er Troldhedebanen ude for i denne tid. Hver dag siden 11. juni er der til Kolding ankommet ca. 100 vognladninger tørv, og over Grindsted og Troldhede ca. 50 vognladninger. Kolding anløbes hver dag af to særtog med to maskiner for, der befordrer 30 vognladninger hver, og desuden kommer der en del med plantogene. Det siger sig slev, at banen som følge deraf er spændt til den yderste grænse […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 5. juli 1941.