1943 – Alle skydevåben undtagen jagtgeværer skal afleveres

Bekendtgørelse fra den tyske øverstkommanderende

I henhold til bekendtgørelse af 29. august 1943 angående proklamering af den militære undtagelsestilstand i Danmark har den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark forordnet følgende:

Alle automatiske våben og håndvåben såsom maskingeværer, maskinpistoler, geværer, pistoler og revolvere samt enhver form for ammunition, der endnu befinder sig i dansk privatbesiddelse, skal afleveres til nærmeste danske politimyndighed inden den 7. september 1943. Fritaget for afleveringspligt er følgende:

  1. Jagtvåben, som benyttes med politiets tilladelse.
  2. Salon- og luftbøsser indtil kaliber 6 m.m. uden riflet løb.
  3. Våben, som benyttes af de af politiet godkendte sabotagevagter i virksomheder, jernbaneanlæg osv.

Alle håndgranater, bomber, sprængmidler og sprængstoffer, der befinder sig i privatbesiddelse, skal ligeledes afleveres til nærmeste politimyndighed inden den 7. september 1943, undgår straf. Enhver som efter den 7. september 1943 er i besiddelse af omtalte våben, ammunition, sprængstoffer osv., må vente at blive straffet med døden. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 4. september 1943.

1943 – Færdselsforbuddet skærpet i København

På grund af nye sabotagehandlinger

I henhold til bekendtgørelse af 29. august 1943 angående proklamering af den militære undtagelsestilstand i Danmark har den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark forordnet følgende:

Da der natten mellem den 2. og 3. september 1943 er forefaldet flere sabotagehandlinger i København, bestemmes det, at alle offentlige lokaler, biografer, teatre og øvrige forlystelsessteder i Storkøbenhavn med virkning fra den 3. september 1943 indtil videre skal lukke kl. 20. Det er forbudt at færdes på gaden fra kl. 21. til kl. 5. Undtagen herfra er den samme kreds af personer, som ved indførelse af undtagelsestilstand ligeledes var undtagen fra den dengang indførte færdselsindskrænkning.

Gennemførelsen af denne forordning påhviler det danske politi. Overtrædelse straffes af de danske domstole. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. september 1943.