1944 – Byrådet på gårdinspektion

Travbane på Meyersminde? Brændkjærgaard meget forsømt

Kolding Byråd var lørdag eftermiddag på inspektionstur. Man startede på Brændkjærgaard, der blev grundig efterset i anledning af, at Markudvalget mente det nødvendigt at ofre 53.000 kr. på reparationer. Gårdens udbygninger viste sig også at være noget forfaldne, men ikke mindst forsømte. Byrådet er dog næppe stemt for at ofre så meget på istandsættelser. Det var i øvrigt ikke lige smigrende ord, der lød under besigtigelsen, heller ikke til Kasse- og Regnskabsudvalget.

Fra Brændkjærgaard gik turen til pladsen mellem saftstationen og åen, hvor kommunen påtænker at købe eller ekspropriere et areal på ca. 4 hektar til det rensningsanlæg, der skal indrettes her efter krigen. Arealet gård helt ud til Boesens Eng, og det meste vil blive optaget af rensningsanlægget, men der skulle dog være plads også til en forbrændingsanstalt i forbindelse dermed. På denne måde ville man kunne udnytte gassen fra rensningsanlægget til drift af forbrændingsanlægget. Saftstationen har hidtil benyttet arealet til skylleplads.

Byrådsmedlemmerne fortsatte videre fra havnen – næsten alle sammen på cykel – til kommunens anden nyerhvervelse Meyersminde, hvor hr. og fru Lind gæstfrit tog imod. Det er jo meningen at lade Meyersmindes landbrug gå ind under Dyrehavegaard, men således at jorden hurtigt kan frigøres, hvis der bliver brug for den til andre ting. Skal der bygges, må der naturligvis lægges veje ind over arealet, men foreløbig er man stemt for en spadseresti fra Djævlekløften i Marielund op til Bramdrup Skovsti. Der har været forespørgsel på en del af arealet til en travbane oplyste borgmesteren. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. juni 1944.

1944 – Store planer i Kolding

Koldings borgmester har talt ved en fest i Kolding Hjemstavnsforening og ved denne lejlighed givet meddelelse om forskellige store planer for fremtiden. Byen havde plan om opførelse af et rensningsanlæg til filtrering af fjordvandet, et anlæg, der vil koste 700.000 kr., og endvidere en plan om anlæg af et friluftsbad i ådalen til 300.000 kr. man arbejdede også med tanken om en flyveplads i Straarup efter krigen, og byens stadig kongstanke “den store sal”, levede stadig, og man havde her opmærksomheden henvendt på Trocadero-Palmehaven, hvor der kunne indrettes hotel med 60 værelser, mødelokaler, restauration, biograf, varieté osv., og borgmesteren var af den mening, at denne store plan nok skulle kunne lade sig realisere, når forholdene muliggør det.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 21. marts 1944.

1943 – Koldings ønskeseddel

En række projekter til bekæmpelse af arbejdsløsheden efter krigen

Kolding Byråds Kasse- og regnskabsudvalg holdt i går møde i anledning af ministeriets anmodning til kommunerne om at planlægge store arbejder, som kan sættes i værk, hvis arbejdsløsheden igen bliver stor, hvilket man jo nærer begrundet frygt om skal ske efter krigen.

Der blev fremdraget en række projekter, af hvilke nogle har været på tale før, medens andre er helt nye. Vi kan bl.a. nævne den store Vejlevejsudvidelse, et rensningsanlæg på havnen for kloakkerne, så der kan indrettes W.C. i alle huse, en flyveplads nord for byen, et friluftsbad ved stadion, gennemførelse af Tankedalsvejen m.m. Disse millionprojekter blev nævnt som noget, der eventuelt kan sættes i gang, men iværksættelsen vil til sin tid komme til at afhænge af, hvor store statstilskud, der kan opnås. Også den kommende rørledning til det nye vandværk ved Trudsbro blev nævnt, men det er vist ret tvivlsomt, om der til et sådant arbejde kan opnås tilskud. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. november 1943.