Der forestår omfattende reparationsarbejder, når man igen kan få de nødvendige materialer.
Vi har jo hidtil kunnet rose os af, at vi her i landet har haft et ualmindeligt fint udbygget vejnet. Næppe noget andet land i Europa har haft det bedre. Ganske vist har vi ikke haft de store autostradaer, men vore veje har alle været overfladebehandlet, ikke blot hovedvejene, men selv en meget stor del af bivejsnettet har haft tjærebelægning. Som så meget andet lider vejnettet imidlertid også hårdt under krigstiden. Det kniber hårdt at fremskaffe de nødvendige materialer selv til den nødtørftigste reparation. Det bliver kun til, at man kan stoppe de værste huller. Større nyanlæg kan der ikke skaffes materialer til, og de nye veje, der fortsat bliver anlagt rundt omkring, kommer til at fremtræde som landevejen i gamle dage – med grus og sten – og må vente med overfladebehandlingen til bedre tider. Det siger sig selv, at dette medfører, at vejnettet praktisk taget forfalder, og at der, når materialerne igen kan skaffes, vil blive et meget omfattende arbejde med at bringe det i samme stand som før i tiden.
Vi har talt med amtsvejassistent Buch-Larsen, Kolding, der bekræfter, at man kun har materialer til at foretage reparationer med. “Man får – antagelig – det samme kvantum tjæreemulsion til arbejderne, som tilfældet var i fjor, og heraf kommer de to tredjedele inden 1. august og resten efter dette tidspunkt. Det kan lige strække sig til de nødvendige reparationer, og da der ikke kan laves mere, vil det sige, at vejene på en vis måde forfalder”, siger amtsvejassistenten. “De hårde vintre med de mange frostbuler, som ikke alle har sat sig igen, og sliddet i det hele taget, giver os nok at gøre. Men vejene skal jo blive ujævne når vi ikke kan give dem en hovedreparation. Der bliver et stort arbejde en gang med opretning af vejene og med at give dem overfladebehandling på ny.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. juni 1943.