1942 – Frygten for mangel på arbejdskraft til foråret

En række skærpede anvisnings-bestemmelser drøftes

Fra såvel landboforeningerne som sukkerroedyrkerforeningerne har der i denne vinter været peget på, at der kan opstå fare for, at landbrugets behov af kvalificeret arbejdskraft ikke vil kunne dække, når der hen på foråret skal tages fat for alvor. Fra disse organisationer har man både mundtligt og i skrivelser henledt til myndighedernes opmærksomhed på denne sag.

Fra Arbejds- og Socialministeriets side er der i den sidste tid ført forskellige forhandlinger og taget nogle skridt, selv om disse ikke helt imødekomme, hvad man fra organisationernes side har ønsket. Arbejds- og Socialministeriet har således forhandlet med Ministeriet for offentlige arbejder om arbejdskraften til de særlige vejarbejder rundt i kommunerne, som modtager tilskud fra de 50 millioner, der er stillet til rådighed. Ud over de krav, der tidligere er stillet for opnåelse af tilskud, er der nu opnået enighed om yderligere retningslinjer. Der må således til vejarbejderne kun anvendes arbejdere, anvist af den offentlige arbejdsanvisning. Denne skal passe, at landbruget og den indenlandske brændselsproduktion ikke berøves den fornødne arbejdskraft.

Ved anvisning til vejarbejder kan der i givet fald tages forbehold om anvisning til landbrugsarbejde og brændselsproduktion. Der skal som hidtil fortrinsvis tages hensyn til medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser og fortrinsvis til arbejdere, som findes i kommunen. Må der anvendes arbejdskraft udefra, skal dette ske ved anvisning fra kommuner, som i særlig grad er ramt af arbejdsløshed. Denne ordning udelukker dog ikke arbejdsgiveren fra at vælge frit mellem de anviste folk, og endvidere har visse specialarbejdere eller arbejdere, der indtager en mere betroet stilling, fået en undtagelsesstilling fra de nævnte vilkår. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. marts 1942.