Anklagemyndigheden opgør smørsalget uden mærker til 7.478 kilo.
I formiddags var der efterforskningsforhør i sagen mod mejeribestyrer Martin Arnold Jensen, Centralmejeriet, Kolding, der sigtes for salg af smør uden mærker i store mængder – efter anklagemyndighedens opgørelse skulle det dreje sig om 7.478,9 kg.
Til stede i retten var såvel mejeribestyrer Martin Arnold Jensen som hans broder, Andreas Herluf Jensen. Endvidere deres forsvarere, henholdsvis LRS. Lynæs og ORS. Hertz. Anklagemyndigheden, repræsenteret ved politifuldmægtig Schlichtkrull, kriminalbetjent Andersen, der har ledet undersøgelsen, revisor Frandsen og dennes medhjælper, revisor Hølge. Retsmødet overværedes af statsdyrlægen, der har afgivet reponsum i sagen.
Politifuldmægtig Schlichtkrull oplæste revisionsberetningens konklusion, af hvilken det fremgik, at der ikke direkte var påvist underslæb. Bøgerne havde været ført meget utilstrækkeligt, men det fandtes betænkeligt at nedlægge påstand om underslæb. Hvad manglen på smørmærker angik, da måtte der være solgt 7.478,9 kg. smør, som der manglede mærker for, da politiet tog sig af sagen.
Forsvaret gjorde på dette tidspunkt krav om at få udleveret en genpart af reivisionsberetningen, da den var af et sådant omfang og af en sådan speciel natur, at det måtte findes rimeligt og nødvendigt. Revisor Hølge fik derefter ordet for over for retten og de tiltalte at redegøre for den fremgangsmåde, reviisionen havde anvendt for at komme til de resultater, man var. […]
Mejeribestyrerens forklaring
Mejeribestyrer Jensen fik derefter ordet for på en mængde punkter at imødegå revisionens beregnings- og fremgangsmåde, det var dog også sket skriftligt i et dokument, der var vedlagt sagen. Bl.a. indvendte mejeribestyreren at det påberåbte Statens Forsøgsmejeri var et landmejeri, mens Centralmejeriet var et decideret konsummejeri, hvorfor Statens Forsøgsmejeri ikke var kompetent til at afgive oplysninger i sagen vedrørende Centralmejeriet, hvor der må kæres fløde, der ligger nær sødmælk, for at skaffe kærnemælk. […] Endelig mente Jensen, at kunne påvise, at de af revisor, statskontrollen og sundhedspolitiet erhvervede oplysninger på mejeriet i nogle tilfælde var fuldstændig i strid med rigtigheden.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. februar 1943.