1943 – Næsten fuld skolegang fra april

Omlægningen af undervisningen i Koldings kommuneskoler

På Kolding Skolekommissions møde i går blev den bebudede nyordning af skolernes undervisnings- og lokaleforhold vedtaget. Den konstituerede skoleinspektør, overlærer I. Hølund, udtaler på vor henvendelse, at man som baggrund for ordningen havde skaffet sig et overblik over det samlede børneantal og de til rådighed værende klasselokaler i byen som helhed, idet man fortsat ikke medregner Forskolen og Pigeskolen. Det viser sig så, at man pr. 1. april, når ordningen skal træde i kraft, kan holde klassetallet på 81, mens man pr. 1. april 1942 var oppe på 85.

I øjeblikket er man dog allerede nede på de 81, idet der ved juletid blev foretaget nødtvungne sammendragninger af klasserne, og man fra den nordlige bydels skoler kom af med en del børn sydpå til Riis Toft og Søndervang. Man har herefter fordelt klasserne nogenlunde ligeligt i skolerne, men dog så vidt muligt søgt at holde børnene og personalet samlet, så der ikke bliver alt for stor “splittelse”, da vi jo alle sammen håber, at de ekstraordinære lokaleforhold ikke skal vare alt for længe, og at man snart kan komme ind under de tidligere tilvante forhold igen.

Foruden at der føres flere børn over på Riis Toft og Sdr. Vang, beholder kommuneskolen 6 på Købmandsskolen, 2 på Døtreskolen, og 3 på Teknisk Skole. “Forskolen” beholder de lokaler, den har i øjeblikket på Almenskolen og Døtreskolen og får 3 lokaler på Teknisk Skole, og desuden henvises et par 1. klasser til Riis Toft. Pigeskolen beholder 15 klasser, hvoraf de 9 bliver på Drengeskolen, medens 6 henvises til Købmandsskolen, hvor Forskolen har lokaler i øjeblikket, men hvortil man mener, at de større piger lettere kan cykle fra den nordlige bydel. En 7. klasse henvises til Riis Toft Skole. Riis Toft skole får i alt 20 klasse. Drengeskolen beholder 16 klasser i sin egen bygning, medens en 8. klasse slås sammen med Riis Toft’s 8. klassen, og endelig udskilles en 3. klasse til Riis Toft. Sdr. Vang Skole får 2 klasser mere end den i øjeblikket har. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. februar 1943.

1942 – Skolegangen i Kolding omlægges atter

De resterende forskoleklasser fordeles – Fra april en skoleplan, der gør forholdene ens i den sydlige og nordlige bydel.

Skoleforholdene i Kolding, der jo i længere tid har lidt under de af forholdene nødvendiggjorte indskrænkninger, står over for en yderligere ændring, som træder i kraft efter juleferien. Ordningen er foreløbig og kommer, fordi man ikke mere har rådighed over de 11 forskoleklasser, man hidtil har kunnet disponere over. Når det nye skoleår begynder den 1. april, vil der være udarbejdet en helt ny skoleplan, således at man fordeler børnene mellem lokalerne i den sydlige og nordlige bydel på en sådan måde, at alle børn får ensartet undervisning. Den vil blive noget mindre end under normale forhold, men man vil opnå, at alle børn stilles lige, hvad der ikke er tilfældet nu.

Men tilbage til den foreløbige plan, som altså træder i kraft efter nytår. De 11 forskoleklasser fordeles på følgende måde:

På Sdr. Vang Skole og Riis Toft Skolen er 1. og 2. klasserne ikke helt fyldt. Her kan i alt skaffes plads til ca. 60 børn, nemlig 30 fra første og 30 fra andenklasserne. Denne forskydning vil ikke ske klassevis, men således, at der bliver de børn, der bor syd for åen, og altså får kortest vej, der henvises til Riis Toft og Sdr. Vang.

Man får så overladt tre klasseværelser mere på Døtreskolen. Man sammentrænger de i alt frem 6. klasser fra Riis Toft Skolen og Pigeskolen til fire. Det kan gøres, uden at der bliver over 32 elever i hver af disse fire klasser, og man opnår ved denne sammentrængning at få et ledigt lokale på Drengeskolen, som kan bruges til en Forskoleklasse. Købmandsskolen har strakt sig videst muligt og overladt nogle lokaler, som kan anvendes, selv om toiletforholdene ikke er helt så rummelige, som man kunne ønske. På Købmandsskolen anbringes fire forskoleklasser og desuden en 8. klasse fra Riis Toft. Det derved frigjorte lokale på Riis Toft samt tegnelokalet her anvendes til de to sidste forskoleklasser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. december 1942.

1942 – Koldings nye skoleplan atter udsat

Efter en længere redegørelse i Byrådet i aftes. Skal Sdr. Vang-Skolen kun udvides med to klasser? Spørgsmålet om en ny kommunal mellemskole i den sydlige bydel snart brændende?

I Kolding Byråds møde i aftes forelå fra Skolekommissionen såvel en ny plan for undervisningen ved de kommunale skoler som en ny skoleplan. Den første blev vedtaget, medens den anden blev udsat, for at man kunne overveje, om man kun skal udvide Sdr. Vang-Skolen med 2 klasser, eller foretage en stor udvidelse, så skolen kan blive hovedskole. Da undervisningsplanen er nøje knyttet sammen med skoleplanen, betyder udsættelsen i realiteten, at undervisningsplanen ikke kan træde i kraft endnu.

5-årig grundskole og 3-årig eksamensfri mellemskole

Skolekommissionens formand, M. Larsen, gav en indgående redegørelse for skolesagens udvikling i de senere åre. Den nye undervisningsplan er en følge af den nye skolelov. Der bliver tale om en femårig grundskole og en treårig, eksamensfri mellemskole, med en tegneundervisning, som i nogen grad kan tjene det praktiske livs krav. Undervisningstimetallet bliver lidt lavere for de højere end nu. Fælleslærerrådet har tiltrådt planen med nogle mindre ændringsforslag, hvoraf en del er fulgt, og forslaget anbefales enstemmigt af Skolekommissionen. […]

Skolerne får nye navne

Med hensyn til skoleplanens enkeltheder oplyste Larsen videre, at antallet og fordelingen af lærerkræfterne foreslås ganske som nu. Derimod ville man ændre skolernes navne. Pigeskolen skulle fremtidig hedde “Sct. Nicolai Skole”, forskolen “Blæsbjergskolen”, og Drengeskolen “Aalykkeskolen”, medens Sdr. Vang og Riis Toft ikke skulle have navneforandring. Grænsen mellem skolerne skule gå fra Haveselskabet Fjordvang Kærmindevej med) til Agtrupvej, langs denne og Ottosgade, udenom Alhambra og over Bjælderbo langs Lykkegaardsvej, der dog skulle høre til det sydlige skoledistrikt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. februar 1942.

1941 – Når vi får de nye rationeringskort

Mandag og tirsdag uddeles til beboere syd for åen og onsdag og torsdag til de nord for åen.

Nu er det tiden for uddeling af næste kvartals rationeringskort. De, der bor syd for åen, skal hente kortene på Riis Toft Skole mandag og tirsdag og de nord for åen skal hente kortene på Industriforeningen onsdag og torsdag. Samtidig med udleveringen af rationeringskortene udleveres også rabatkort for indkøb af smør og tøj. Herom meddeler Folkeregisterkontoret:

Tildelingen af rationeringskort for: 1) sukker, brød, håndsæbe og blød sæbe samt 2) rugbrød, franskbrød og gryn finder sted efter samme regler, som for oktober kvartal. For tildelingen af smør-rabatkort er der derimod nye bestemmelser, der er følgende:

Smørrabatkort for voksne:

Udleveringen finder sted til alle familieforsørgere (gifte mænd og sådanne enkemænd, enker, fraskilte og fraseparerede mænd og kvinder, som har egen husstand, eller hvem der påhviler forsørgerpligt overfor børn under 18 år, samt ugifte, hvem sådan forsørgerpligt påhviler overfor hjemmeværende børn, og som har egen husstand), som ikke er ansat til statsskat for skatteåret 1941-42, eller hvis indkomstskat til staten for samme skatteår ikke overstiger 70 kr. (I landkommuner dog 52 kr.). Personer, der i formueskat til staten for samme skatteår betaler over 31,50 kr. kan heller ikke erholde disse mærker. Til familieforsørgere, der som husassistenter, medhjælpere eller lignende er knyttet til en andens husstand og modtager deres fulde underhold i denne, udleveres ikke smør-rabatkort, medmindre husbonden er berettiget til for sit eget vedkommende at erholde smør-rabatkort. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 13. december 1941.

1940 – 20 hold tøjsamlere starter i morgen kl. 9

Det er, som tidligere omtalt, i morgen, Idrætsmændenes tøjindsamling løbet af stablen. Ikke færre end 20 hold starter i morgen tidlig kl. 9 fra Akseltorvet, hvert hold er på 5 mand. De er forsynet med køretøjer, så de kan have masser af tøj med sig hjem, og hver af indsamlerne er forsynet med armbind, der tilkendegiver, at han hører til de autoriserede indsamlere og ikke er ude på sin lille private indsamling.

På torvet trækkes der lod om de forskellige distrikter, og tøjet deponeres på Riis Toft Skole […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. december 1940.

1940 – Socialdemokratisk Kvindeudvalgs kursus

En vellykket afslutningsfest i aftes.

Socialdemokratisk Kvindeudvalg, der har haft to kursus i kjolesyning i gang på Riis Toft Skole, har nu tilendebragt disse. Efter nytår tages der fat med nye hold.

I aftes havde udvalget arrangeret en smuk afslutningsfest på Rutebilscaféen, hvor de fleste af kursusdeltagerne var mødt tilligemed enkelte andre af partiets damer.

Først beså man de udstillede arbejder, og derefter samledes man under næstformanden, fru Jørgensens ledelse til et selskabeligt samvær med kaffebord […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat. 3. december 1940.

1940 – Vellykket gassporingsøvelse i går

Ved Riis-Toft Skole afholdtes der i går morges kl. 7 en gassporings- og gasreningsningsøvelse. Øvelsen gik ud på at indkredse to med sennepsgas belagte terræner og afmærke dem med gule flag.

Gassporingsholdet, der bestod af to gassporere – farmaceuter – og 7 medhjælpere, lededes af cand. pharm. Skov, og det tekniske mandskab, der skulle foretage rensning af terrænet, af kolonnefører Rasmussen.

Øvelsen fik et udmærket forløb, og det er hensigten at man byggede på de erfaringer, der er gjort, i nær fremtid vil arrangere en større øvelse, i hvilken også byens samariter deltager. Denne øvelse vil komme til at omfatte ca. 200 mand […]

Kilde: uddrag, Kolding Social-Demokrat, 5. august 1940.