1940 – 680 julepakker uddelt i Børnebespisningen

Den 17. uddeling i Kolding.

Ikke mindre end 680 dejlige pakker blev i går uddelt af Julekomitéen i Kolding i Børnebespisningens lokale. Forinden den store uddeling fandt sted, bød formanden for Julekomitéen, tømrermester H. L. Hansen, velkommen og benyttede lejligheden til at udtale en hjertelig tak til de mange, der har givet komitéen en god håndsrækning, enten i form af kontanter eller naturalier.

Der lød tak til Kolding Kommune og til de fire banker, Odin Loge nr. 15, I. O. G. T., Koldinghus Margarinefabrik samt grosserer Oscar Christensen, som alle havde givet kontanter. Til Andels-Slagteriet, der havde givet 14 kasser ben og hjerter, samt til Fællesforeningen, der havde skænket ca. 300 pakker med svesker og kunstkaffe. Desuden rettede formanden en tak til jazz-musikerne og Idrætsringen, og sidst, men ikke mindst til landsretssafører Halvor Petersen og hans indsamlere samt Fyrtårnet og Bivognen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. december 1940.

1940 – Tøjindsamling i Kolding

Kolding Idrætsring har travlt i denne tid. På søndag kl. 14 er der på Ringens foranledning Ungdomsgudstjeneste samt koncert i Sct. Nicolaj Kirke med indsamling af bidrag til Børnebespisningen og Menighedsplejen.

Antagelig d. 8. december formiddag foretages i forståelse med Danske Kvinders Samfundstjeneste en husindsamling af beklædningsgenstande etc. til vor bys dårligst stillede familier.

De Ringen tilsluttede foreninger foretager holdvis indsamlingen, og Danske Kvinders Samfundstjenestes Kolding afdeling ordet det videre fornødne med sortering, rensning, reparationer og udlevering […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 29. november 1940.