1942 – Luftværnsøvelsen på Volkerts Fabrikker

Lørdag eftermiddag fik et ganske godt og helt programmæssigt forløb. Øvelsens officials og de indbudte gæster fik forinden luftalarmen fabrikken og dens udmærkede redningsmateriel forevist af prokurist Erik Volkert. Alt materiellet var i fin og mønsterværdig orden, og man havde det indtryk, at der fra fabrikkens side intet var sparet for at gøre det hele så fuldkomment og så betryggende og effektivt som muligt.

Til stede fra myndighedernes side var politikommissær Kleberg, brandchef Bach, ingeniør Andersen, Stadsingeniørens Kontor, kolonnefører Rasmussen, kaptajn Rose og fuldmægtig Castberg. Blandt de indbudte sås også direktør Foged, Falcks Redningskorps. Med anerkendende Nik beså disse herrer det fint ordnede brand- og afstivningsmateriel, bårerne, de smukt arrangerede gasmasker, det udmærket udstyrede sanitetsrum og det fortrinslige slangemateriel.

Til brandtjenesten står 25 mand til rådighed foruden 4 mand til brandtroppen. 9 mand dækker sanitetstjenesten, 7-8 mand ordenskolonnen og 4 den telefoniske tjeneste.

Selve øvelsen foregik med præcision, udrykningerne foregik hurtigt, navnlig brandmandskabet forstod at møde på pletten i en fart, alle havde det rette greb på det værktøj og det materiel, de fik i hænde, så man kunne se, at der var blevet trænet med det. Det var da også kun ret små og mindre væsentlige anker, der bagefter blev fremdraget ved kritikken. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juni 1942.

1942 – Syv store luftværnsøvelser landet over

Deraf to i Sønderjylland – og med opbud af alle tjenestegrene.

Vestre Luftværnskommando har søndag holdt store luftværnsøvelser i syv byer i Jylland og Fyn, nemlig Faaborg, Graasten, Hobro, Skanderborg, Sæby, Thisted og Toftlund. Øvelserne, i hvilke der deltog fra 175 til 300 personer i hver by, lededes af nogle af Luftværnskommandoens særligt uddannede øvelsesledere og har overalt haft et godt forløb og givet deltagerne mange erfaringer og impulser.

I Toftlund lededes øvelsen af kaptajn Rose, Kolding, og der indledtes med markering af bomber flere steder, bl.a. i tilflugtsrummet under Haderslev Banks filial. Lidt senere, meldtes, at en benzintank var ramt, og midt under sluknings- og redningsarbejdet gik en blindgænger ned i et vigtigt vejkryds. Forinden blindgængeren eksploderede, var der foretaget evakuering af de omliggende huse og afspærring af stedet. Eksplosionen forårsagede, da den indtraf, brud på hovedvandledningen og elektricitetsnettet. Dagens største øvelse samlede sig om tømmerhandler Lassen Schmidts lagerbygning, hvor en bombe var gået ned og havde forårsaget stor ødelæggelse og ildebrand. Ofrene for ødelæggelserne blev samlet i en skadestue på Toftlund Borger- og Realskole, og D.K.B. havde sørget for børnene under katastrofen.

Sanitetsvæsnet ikke tidsvarende i Toftlund

Efter afblæsningen var der fællesspisning på Centralhotellet, efter hvilken kaptajn Rose gav en kort kritik, der fastslog, at øvelsen i det store og hele var forløbet vel. Luftværnschefen, politimester Schack, takkede de forskellige medvirkende instanser, således ingeniør Tolstrup, læge Mayling og kolonnefører Rasmussen. Om sanitetsvæsnet udtalte politimesteren, at det ikke er så tidssvarende i Toftlund, som det burde være, men der savnes midler, og Toftlund Sogneråd forstår, at det nødvendige må ofres. Kaptajn Rose udtalte en anerkendelse til Toftlund Luftværn, der står mål med alle andre steders værn og opgaven voksen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 10. marts 1942.

1941 – C.B.-grundskolen afsluttet

84 C.B.ere demonstrerede i formiddags deres færdigheder.

I overværelse af byens luftværnsledere og repræsentanter for Byrådet afsluttedes i formiddags C.B.-grundskolen ved en demonstration på pladsen ved Vandrerhjemmet. 84 C.B.ere har gennemgået grundskolen under kaptajn Roses ledelse og med kolonnefører Rasmussen, Stokholm, ingeniør Andersen og politibetjent Knudsen som hjælpere. Skolen har arbejdet i 12 dage, og resultatet – både med hensyn til eksercits og teori – var betydelig bedre end ved den sidste afslutning, og dette må sikkert tilskrives de 12 delingsførere, der i år har været behjælpelig i undervisningen. På pladsen blev der desuden demonstreret slukning af brandbomber. Det var brandassistent Hans Ludvig Hansen, der foretog slukningen, som for øvrigt kostede ham et hul i uniformen. Efter demonstrationen takkede politimesteren for den interesse og villighed, der var lagt for dagen, og han bad mandskabet gøre brug af det, der var lært, når lejligheden bød sig.

Mandskab og luftværnscheferne samlede til kaffebord i Vandrerhjemmet, hvor byrådssekretær Jacobsen på byens vegne udtalte sin anerkendelse for den hurtighed, hvormed C.B.erne havde tilegnet sig færdighederne. En. C.B.’er, Seirup, takkede på hele mandskabets vegne for den dygtige ledelse, der havde været, og takken blev adresseret til kaptajn Rose, der som erindring fik overrakt en gave. […]

I de nærmeste dage vil der blive taget bestemmelse om de enkelte C.B.eres placering inden for de forskellige tjenestegrene.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 25. oktober 1941.